RHINGULDET • LA MONNAIE BRUXELLES
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE RHINGULDET: VISUEL TRIUMF AF HØJ ARTISTISK KLASSE
Rhinguldet i den italienske stjerneinstruktør Romeo Castellucci’s imødesete opsætning på La Monnaie i Bruxelles, er et visuelt pragtstykke, der med instruktørens vanlige sans for spektakulært stage design, turbodrevne fortolkninger og formidable massekoreografier, spiller Wagner til triumf på en totalt udsolgt premiereaften i Bruxelles.
Castellucci åbner med den mest inciterende Rhinguldet- intro, jeg mindes at have set.
Ud af ingenting står med ét en gylden, oversize hulahop-ring i skinnende guld og drejer om sig selv, nærmest uden at røre gulvet i det tomme, tyste scenerum. Majestætisk roterende fra langsomt til langsommere, i stringent geometri, til farten tager helt af, og ringen falder til jorden, som i en sidste, klaprende udånding.
Storhed og fald komprimeret til ren, artistisk essens. Wow.
Frem af mørket vokser en gruppe Rhindøtre i et mix af sangere og dansere i guldskinnende catsuits – eller er de rent faktisk nøgne og spøjte-makeuppet i 007-Goldfinger-style?
Svært at afgøre i den raffineret/gedulgte lyssætning, som brydes af fortryllende, gylden støvregn med en slags laserstråle af guld der skærer gennem vanddråberne, og skaber en surrealistisk, symbolsk atmosfære.
Tilsæt den nu igangsatte, ikoniske 136 takters Es-dur ouverture, hvori Rhindøtrenes lange lyse fletninger, vuggende hofter og åbne arme synes at bade sig.
Et gyldent øjeblik, der afbrydes af den klamme dværg Alberich, som stjæler det ædle metal og dets hemmelighed: Den, der smeder en ring med dette guld, vil dominere universet, hvis han giver afkald på kærligheden.
Herfra går det som bekendt ned ad bakke for alle implicerede i et kompliceret net af handlingstråde, der hudfletter de bedste og de værste af essentielle, menneskelige egenskaber – magtsyge, grådighed, forræderi, angst, kærlighed, hovmod, ondskab, fortsæt selv.
Et high-end cast af internationale stjernesolister toppes af den skotske tenor Nicky Spence, Wotans wingman, der i denne udgave er forvandlet til en Tarantino’sk badass med præference for snu nederdrægtigheder og sadistiske torturmetoder.
Pænt er det i hvert fald ikke, da Alberich skal tvinges til at aflevere ringen af Rhinguld, så Wotan kan betale for opførelsen af Valhalla, og dermed få frigivet den pantsatte svigerinde Freja, som kæmperne Fasholt og Fafner er grimt brutale i deres omgang med.
Orkesteret er storspillende under direktion af Wagner-specialisten Alain Altinoglu og rost til skyerne i international presse, omend jeg måske savnede en smule mere temperament og kontrast i lydbilledet. Altinoglu er dog kendt for at skabe plads til sangerne i den fede, Wagner’ske klangpasta, hvilket hører med til regnestykket.
Selve Valhalla, Gudernes Borg, er endnu et scenisk scoop. Et stort, hvidt rum med kæmpe græsk/romerske relieffer på væggene og et gulv dækket af hundreder af nøgne statister, der krymper sig i lidelse, mens Wotan og hans medløbere ret upåvirket tramper rundt gennem dem – hvis de ikke ligefrem vælter store relieffer ned over masserne.
Menneskeheden trådt under fode af guderne? Folket slavebundet af en korrumperet magtelite? Spektakulært er det, og gådefuldt udvikler det sig, da Loge hadefuldt kaster store kugler af blæk mod sort/hvide portrætter af Wotan-familien, der køres ind i paladset.
En blæk-effekt, der genbruges under torturen af den arme, nøgne Alberich (hård kost for den fremragende amerikanske baryton Scott Hendricks), der er spændt fast i en ring (selvfølgelig) og overhældes med en klæbrig, sort masse (forbandelse nu også på dunk?) før han hejses skrækindjagende højt op under loftet for at dingle, til han gi’r sig.
Castellucci er kendt for sine vilde og voldsomme ekstemporeringer. Det gælder såvel for twists af handlingsforløbet, som i bizarre, visuelle gestaltninger af karakterernes indre psykologi. Subtile, filosofiske pointer udlægges generøst til publikums egen afkodning.
Jeg oplevede hans Don Giovanni i Salzburg 2021 hvor en først en Volvo, dernæst et Flygel og senere en fotokopimaskine, blev smidt ned fra loftet mens en ged gik over scenen og en fest udviklede sig med håndboldmål, konfettimaskiner og tykke mænd i bikini.
Du kan læse anmeldelsen her.
Ikke alt hos Castellucci er lige dechifrerbart, men kreativiteten blomstrer, underholdningsværdien er i top, og der er kød på fortolkningerne, så man kan gå i flere dage og tygge på, hvad det i grunden var, man så.
Ringen fortolket som et sort hul, der opsluger alt, tydeliggøres ultimativt i værkets sidste scene, hvor en gigantisk guldring fra bagvæggen, uden at jeg opdagede det, var blevet til et stort, sort hul på scenegulvet, som slutspillets aktører én for én lod sig falde ned i og opsluge af. Goodbayreuth!
Castellucci’s Rhinguldet er smedet af stor artistisk kraft med overlegen teknisk formåen, i sin forbløffende eksekvering af forestillingens vilde tableauer og syrede fortolkninger.
Det fortsætter på Monnaie med Valkyrien til januar 2024 som klart er en rejse værd, før Ringen sluttes i 2025-sæsonen. Castellucci har skruet godt op for forventningerne til sin videre fortolkning af denne Bruxelles-Ring, der produceres i samarbejde med Liceu operaen i Barcelona.
Fem store stjerner fra Det Sku’ Du Se.
