BORIS GODUNOV • LA SCALA MILANO

★★★★★☆

Foto: Brescia & Amisano Teatro alla Scala

ANMELDELSE BORIS GODUNOV LA SCALA: KASPER HOLTEN TRIUMF I MILANO

Kasper Holtens iscenesættelse af Boris Godunov på La Scala operaen i Milano er en triumf i det helt store format.

En sindssyg flot scenografi indrammer Musorgsky’s smukke operadrama om Boris Godunovs storhed og fald i den russiske tsar-tid, hvor farerne og forræderiet lurer overalt.

En blodig slutning på dansen omkring magtens tinde er uafvendelig, da konspirationen manifesterer sig, og Boris på sammenbruddets rand knivmyrdes af sine egne.

Ildar Abdrazakov er fremragende i titelpartiet. Det samme er Ain Anger som den konspiratoriske munk Pimen, der driver handlingen frem på nederdrægtig vis.

Men det er Musorgsky’s fantastiske musik, dirigeret af stjernedirigenten Riccardo Chailly, der sammen med Holtens sikre iscenesættelse, Es Devlins volumiøse set design og Ida Marie Ellekildes pragtfulde kostumer, der løber med opmærksomheden.

Musikken er tung som af Wagner, og så alligevel ikke – selv om det baryton-dominerede cast, og plottets mørke grund, fylder meget i mangel på en bærende, lys primadonnarolle.

Fra start til slut nyder man Musorgsky’s melodiøse, effektfulde komposition, som fornyede russisk musik i romantikken.

Mest kendt er han måske for Udstillingsbilleder, som er et samlet epos på 10 teknisk krævende klaverstykker.

Orkesterudgaven er populær men faktisk skabt af Ravel, da Musorgsky havde en fæl vane med ikke at stå op og passe sit arbejde.

Han tog den russiske folkesjæls besyngning af macho-druk helt alvorligt, og døde desværre allerede som 42-årig af lidt for voldsom vodka.

Tilbage i Milano er Scala-operaens kor er bragende stærkt og blæser publikum helt tilbage i veloursædet, især i første akts store kroningsceremoni, som er en brillant opvisning i opera, når genren eksekveres i fuldt udtræk.

Oplevelsen er kort sagt storslået.

Holten har spillet de sikre kort, uden vilde, artzy eksperimenter eller politiske provokationer i sin opførelse, vel også for at sikre smertefri modtagelse hos et bredt, internationalt publikum.

Premieren siges at være set af 1,5 mio. mennesker via livestreaming, hvorfor jeg finder det på sin plads at satse benhårdt på en visuelt attraktiv produktion. 

Imponerende videoprojektioner blander sig med gigantiske fragmenter af gammelrussiske atlas, der svæver i scenerummet og skaber en  tredimensionel indretningsarkitektur, som bliver ved med at give. Landkort i kæmpeformat har nu engang altid været blandt magtens foretrukne billeder.

At sangercastet er i top over hele linjen, synes overflødigt at nævne. Det faktum, at Holten i sit take på klassikeren har taget sig diverse friheder, jeg ikke selv kunne gennemskue, blev påtalt, men hurtigt tilgivet af flere tilrejsende opera connoisseurs, jeg skålede med efter forestillingen.

Den sidder kort sagt lige i øjet, her i Europas måske mest prestigiøse operahus, der tilmed har en særlig historie med med Godunov opførelser gennem tiden, og som man næppe gør klogt i lægge sig ud med.

Skulle man oversætte hele herligheden til film-lingo, ville jeg sige, at Holten har begået en Spielberg. Godunov er opera i vildt flot produktion med et publikumsvenligt DNA, der både har nerve og giver appetit på mere.

Godt gået af Danmarks Kasper – og når det nu ikke lykkedes for Schmeichel, er det godt at Holten kunne score lidt dansk succes, her under fodbold VM. Lidt nationalfølelse, har man vel lov at ha’. Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.

MILANO LYN TIPS

På hjørnet overfor La Scala finder du Voce, som er en ret ny, designersmart teater cafe/restaurant, der ikke er uden evner.

Et af tre spisesteder, der har taget navn efter de sympatiske chefs Aimo & Nadia, som har været omdrejningspunkt for italiensk gourmetkøkken i 50 år.

Juvelen i samlingen er Il Luogo der har to Michelin stjerner og ligger lidt fra centrum, som Michelin toprestauranter har for vane, hvis de skal være cool.

Jeg valgte Autumn Journey menuen, der bød på interessante sager som f.eks. ansjos på citronskum, fisketatar som hotdog i kikærte-cracker, fyldt blæksprutte med sylt, rosenkål i kastanjecreme og mini-risotto med hvid trøffel.

Mest spændende var kyllingelever i chokoladeovertræk – en uventet genistreg.

Som helhed synes dog jeg ikke, Luogo lever op til sine to stjerner.

Maden var innovativ, jovist – men hver servering var så forceret i tilberedning og kombination af ingredienser, at selvtilstrækkeligheden tog overhånd og oplevelsen, som måltid betragtet, blev lidt sær.

I stedet anbefaler jeg dig det mere ydmyge Papá Francesco 50 meter fra Scala, som er klassisk italiano og åben efter teatertid. 

Vil du ind i den berømte arkade med udgang til Duomo’en, kan du spise på Galleria hvor jeg fik selskab af topsolisterne fra aftenens forestilling. Maden er ok uden at være prangende, men stedet er livligt og har kändisfaktor.

Orcia lidt derfra er et tjekket all round spisested, der bl.a. slår sig op som mozzarella-bar. En af forretterne er en  ’mozzarella-smagning’, der mest af alt bekræfter, hvor intetsigende mozzarella er uden tomat, basilikum og olivenolie.

Min rødbedespaghetti med rejer var smuk, men rejerne sært melede og jeg lod halvdelen gå ud. Kun god Negroni og det blærede interiør redede besøget. 

Shoppingscenen i Milano synes noget devalueret. Området omkring Duomo har sjæl, men domineres af præcis de samme internationale brands og butikker, som du finder alle andre steder.

Globaliseringen har gjort verden mindre, ikke større. Spørg efter en tudekiks i rooftop-baren hos stormagasinet La Rinacente med vild udsigt til domkirken.