ASKEPOT • OPERAEN

★★★★★☆

Foto: Henrik Stenberg

ANMELDELSE: ASKEPOT’S TRIUMF

Du tror måske, du ER noget. Men det er du ikke. Gå hen og fej!

Sådan siger Askepot’s onde stedfar i Rossinis’ herlige udgave af Askepot, der ikke er spor nuttet som Disney’s, men i hænderne på stjerneinstruktør Stefan Herheim trimferer som en pragtfuld omgang hvirvlende skøn italiener-opera, hvor alt kan ske, og det hele lykkes.

Askepot i kittel og kiksede strømper, lægger fra land som rengøringsdame med rullevogn, da en bog dumper ned fra loftet, og hun begynder at bladre i det eventyr, der nu folder sig ud med hende selv i en af hovedrollerne.

Sådan får Herheim slicet historien op i flere lag, som han også gjorde det så mesterligt med f.eks Figaro’s Bryllup i Hamborg og Xerses i Berlin.

Bogen bliver ved med at spille aktivt med i handlingen, til brug for en slags løbende faktatjek.

Det samme gælder i øvrigt den fjerpen, Rossini komponerer operaen med, mens den spiller for fulde gardiner – og han selv deltager iført englevinger. Forvirret? Det bli’r endnu bedre.

Norske Herheim er fantastisk til at få en fest ud af de gamle pudderparyk-operaer fra Mozart til Händel og nu også Rossini, og geare det hele op med højt tempo og spektakulære indfald,  med respekt for musikkens kvaliteter. Herlige videoanimationer supplerer en skøn scenografi.

Askepot, der faktisk hedder Angelina og har sit øgenavn fra det snavsede husarbejde ved ildstedet – er nederst i familiens hieraki, overset og undertrykt i huset, hun bebor sammen med to tåbelige stedsøstre og en lige så tåbelig stedfar, der er forgældet op over begge ører.

Da nyheden om prinsens jagt på en passende hustru er nået ind over dørtrinnet, varer det ikke længe, før faderen bakker aktivt op om sine døtres bestræbelser på at score prinsen, tronen og alle pengene, der kan redde situationen.

Prinsen og hans kammertjener bytter roller, da prinsen vil elskes for dén, han er, og ikke for sin titel. Så ædel er han, og så synger han oven i købet rigtig godt.

Selvfølgelig forelsker de dumme søstre sig i tjeneren, mens Askepot render ind i den rigtige prins, og ender med at løbe med den store gevinst: Ægte kærlighed og det halve kongerige.

Vejen dertil et brolagt med begavet teaterhumor i skønne scenografiske og musikalske  indslag. Og et corny meta-lag, hvor komponist Rossini er en del af historien, repræsenteret dels ved sig selv, dels gennem en snes kloner, som er den mandlige del af operakoret i identiske kostumer.

Det er brandsjovt fundet på,  og ganske enkelt et prægtigt playout.

I Hovedrollen som Askepot brillerer mezzo sopranen Josy Santos med fuld kontrol over koloraturerne, forførende klang og knusdejlig udstråling.

Det er ikke kun prinsen, der falder for Askepot, publikum er mildt sagt begejstrede ved fremkaldelserne.  Jeg sad selv på første række og var tæt på at blive scenestormer.

Mine brandvarme anbefalinger. Afsted med dig.

GOD START HOS ALMANAK I OPERAEN

Almanak er rykket op i Operaen og har afløst Bojesens ellers udmærkede småserverings-koncept på teatrets øverste plateau.

Indretningen er justeret en smule, så rundede forhæng danner små huler om bøjede møblementer. Udsigten er uændret og som altid imponerende.

Konceptet indeholder bl.a faste forestillingsmenuer inden det går løs,  og jeg holder ret meget af den konstruktion, da det sikrer en afslappet timing omkring ankomst til salen.

Jeg steg på en GT og en 4 retters menu , der blev indledt med let servering af grønne linser og blomkåls crudite. Fin i smagen og meeget lidt på tallerkenen.

Derpå fulgte en smuk anretning med jomfruhummer, Karl Johan, majs, babyporre og en laber sauce, lavet på hummerskallerne. Virkelig godt.

Bourgogne Chardonnay’en fra Cecile Paquet var udmærket –  men 150 kr. for 1 glas er sgu for dyrt – helt ærligt!

Hovedretten stod på stegt bryst af ’velfærds gris’ med spinat, bisat på et leje af sprødt kyllingeskind.

Garni’en var en velsmagende mos i et blandingsforhold, jeg gættede måtte være 25 procent kartoffel og 75 procent smør.

Sammen med kødets rigelige fedtlag blev det en velsmagende, men ret så heavy omgang fuel at gå i teatret på.

Jeg synes ikke om at sidde i Operaen for at slå mave på den måde, og havde nok foretrukket noget lidt lettere.

Et glas rødvin fra Verona-egnen var velvalgt, rund, fyldig smag men også til den lidt pebrede side.

Desserten var en ok, lidt anonym sorbet på vilde svenske blåbær med hvid chokolade og marengs.

Alt i alt en udmærket omgang med en god, strategisk beliggenhed, især da jeg fra mit trygge vinduesbord kunne kigge ud over havnen og se det øse ned over folk, der kæmpede sig vej mod Operahuset med paraplyer, der ruskede i regnen.