AMERIKA • ZÜRICH OPERA

★★★★★☆

Foto: Herwig Pramme

ANMELDELSE AMERIKA: SPRÆLSK KAFKA OPERA AVANTGARDE AF PRIMA KLASSE I ZÜRICH

Roman Haubenstock-Ramati’s dramatisering af Frans Kafkas klaustrofobiske roman Amerika er et yderst sjældent opført stykke musikteater, der netop nu kan opleves på Zürich Opera, som leverer den komplicerede, eksperimenterende forestilling på det artistiske topniveau, der altid kendetegner teaterchef Andreas Homoki’s produktioner.

Amerika er på alle måder en kompliceret affære, både hvad angår fortællingens besynderlige plot og komponistens mildt sagt ikke-konventionelle komposition. 

Amerika er historien om den 17-årige Karl Rossmann, der efter en sex-skandale hjemme i Europa, bliver sendt til Amerika for at skåne familiens ære.

I 24 fragmentariske billeder følger vi hans aparte rejse rundt i det nye land, der præsenterer sig som en våd drøm af frihed og gyldne muligheder. Men ender med at isolere Karl som rådvild indvandrer I et svært gennemskueligt spin af problematiske bekendtskaber, vilkårlige autoriteter og bureaukratiske uforståeligheder. Kafka Classic, kan man vel tillade sig at sige.

Den åbne slutning bekræfter at romanen aldrig blev færdiggjort af Kafka, men udgivet efter hans død og først senere anerkendt som en gribende og indsigtsfuld udforskning af det menneskelige sind.

Med en ikonisk Berlin-premiere i 1966 omsatte den polsk/tysk/jødiske komponist Roman Haubenstock-Ramati den udfordrende roman til avantgardistisk, eksperimenterende musikteater med sært løsrevne scenebilleder og et partitur, der inkluderer tre orkestre på én gang.

Et i orkestergraven, samt to andre, der afspilles på  bånd fra højttalere anbragt forskellige steder i teatersalen, med henblik på at fremkalde en surroundsound effekt, der bidrager til forvirringen. 

Partituret er kendetegnet ved sine rige muligheder for improvisation, både fra orkester og sangere, ligesom der er gjort udstrakt brug af grafisk notation, en virkelig flippet nodeskrivningsteknik, der blev populær i 1950’erne som en slags opgør med finkulturens dødssyge, snærende konventioner. Ta’ dén, Amadeus!

Resultatet er et lydbillede uden egentlige arier/sange, men med fabulerende, oftest skrækindjagende lag af lydflader og effekter, der mere end antyder lydsporet fra en horrorfilm. 

Det er virkelig mærkeligt, og faktisk en ret flot liveoplevelse, når man ellers omfavner præmissen. Imponerende, at engelske Paul Curievici, der har gjort sig i andre, modernistiske værker f.eks. af Philipp Glass, lykkes med at holde sammen på hovedrollen som den martrede Karl.

Vildt fascierende arthouse videografik af Robi Voigt supplerer Christina Schmitts spektakulære scenografier af Amerika-damperens dystre, metalliske indre, Hotel Continentals gigantiske elevatorlobby og ubestemmelige rum i en mimet geometri af pangfarvede neonrør i kvadrater og rektangler.

Instruktør Sebastian Baumgarten mixer det hele med mere normale sætstykker som f.eks. et åbent badeværelse i sorte fliser på en parkeringsplads, hvori landstrygeren Robinson drukner den celebre ex-sangerinde Brunelda i et badekar, kort efter at en politisk kandidat ved navn I Love You har holdt en slags valgrally.

Lad mig sige det sådan, at forsøget på et fyldestgørende handlingsreferat vil skabe mere forvirring end klarhed.

Karl ender ad nye omveje på turné med et naturteater fra Oklahoma, der optræder med vildt corny pantomimer iført fjollede dyrekostumer som en slags kommentar til den enfoldige, amerikanske underholdningskultur.

Eller hvad er det egentlig, der foregår?

Svaret er op til fortolkning, og der er en del at tygge på efter 1 time og 50 minutters forbløffende musikteater, eksekvereret på et ambitiøst niveau, som er en rejse værd for professionelle teaterfolk og et kræsent, nysgerrigt publikum.

Der er fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en unik, artistisk oplevelse, man ikke er forundt hver dag.