DROT OG MARSK • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE DROT OG MARSK: OPERA PÅ FØRSTE KLASSE
På dagen for tronskiftet, ja næsten på minuttet – gav Operaen repremiere på Peter Heise’s historiske operadrama om kongemordet på Erik Klipping i 1286. Det morbide sammenfald er en tilfældighed against all odds, men der er ingen tilfældigheder på spil i denne lidt oldschool, men helt fremragende operaproduktion, der træder op som førsteklasses operaoplevelse med fornem kvalitet på alle hylder.
Johan Reuter sætter overliggeren højt fra første tone og er en kongelig oplevelse som misdæderen Marsk Stig, der får samlet en mørk alliance af forurettet adel, som lader kongen myrde ved Finderup Lade nær Viborg.
En scene, der er udødeliggjort af det berømte Otto Bache-maleri af de sammensvorne foran den brændende lade.
I virkeligheden er drabet uopklaret, da historikere er enige om, at det er både udokumenteret og usandsynligt at Marsk Stig skulle være morderen.
En blodig omgang har det under alle omstændigheder været, da den upopulære konge angiveligt udåndede efter ikke mindre end 56 knivstik. Et ’overkill,’ der i mangel på bæredygtig sandhed, cementerer myten om den brede sammensværgelse. Bare tænk på mordet i Orient Ekspressen!
Niels Jørgen Riis er overbevisende som Kong Erik, der sender sin marsk (hærfører) til kamp i Sverige, for dernæst at forføre hans hustru – Iflg. nogle kilder til begges udelte fornøjelse.
Da marsken returnerer sejrrigt og finder fruen i kongens arme, har vi selvsagt balladen. Marsken vender sig mod sin leder (Drot) og the rest is history. Nogle mener ligefrem at fruen var en honeytrap, der skulle give marsken et alibi for at sætte aktionen i gang.
Handlingen i operaen, som er skrevet tilbage i 1878, fortælles nogenlunde lineært uden sære påhit inden for tågede metalag og effektjagende tidsklip.
Er jeg for konventionel, hvis jeg til en afveksling finder det helt rart? I hvert fald er der tid og plads til at nyde den Verdi-inspirerede, dramatisk/lyriske musik under Michael Schønwandts drevne direktion, skarpe solister og et helt fremragende operakor, som er i europæisk superliga.
Sine Bundgaard er storsyngende som Marskens hustru, ligesom Sofie Elkjær Jensen nyder voldsom applaus som Aase. Gert Henning Jensen, den bitre, forræderiske kammertjener, leverer som altid en solid præstation såvel dramatisk som vokalt.
Philipp Fürhofers dynamiske og flot lyssatte scenografi af store, flittigt kørende sætstykker, der snart er kongelige gemakker, snart borgmure, snart åbne, danske landskaber, er smagfulde, loyale overfor stykkets handling og lokationer, og ligeledes behageligt fri for fikse ideer.
Amy Lane/Kasper Holten har iscenesat denne klassiker, som ved repremieren ramte sin opførelse nummer 209 på Det Kgl., og med rette kan karakteriseres som dansk nationalopera. Et nationalhistorisk øjeblik blev fuldbragt, da publikum præcis kl 15.00 kunne se Kong Frederik X blive udråbt som konge på live tv fra Christiansborg på storskærm i salen, fulgt af nationalmelodien fra det Kgl Kapel.
Der er fem stjerner til en drønsikker kvalitetsoplevelse på Operaen fra Det Sku’ Du Se.
