HAMLET I SKUESPILHUSET
★★★★★
FREMRAGENDE HAMLET
Esben Smed leverer guldet i Skuespilhusets helt igennem fremragende Hamlet årgang 2020, som imponerer med forrygende scenografi, en skarpt redigeret tekst og et super velspillende cast med titelrolle-indehaveren i et drønende gennembrud.
Foto: Emilia Therese
Hamlet er måske verdens mest opførte skuespil, og lig med en række ikoniske opførelser der har blåstemplet titelrolleindehaveren og katapulteret nye stjerner op på teaterhimlen. Således også ved denne stærkt imødesete premiere på Shakespeares Hamlet i Skuespilhuset, der i dén grad indfrier forventningerne.
Der er ingen ende på Shakespeare, sagde Goethe, og der er ingen ende på de udgaver og fortolkninger er rullet over scenerne siden stykket blev skrevet for 400 år siden.
Temaerne i Hamlet er på den ene side eviggyldige, på den anden side svært tidstypiske i en coronatid, hvor eftertanken banker på med spørgsmålstegn til materiel forbrugslykke – og etik fylder mere og mere for flere og flere.
At være eller ikke … kan i aktuel optik udlægges som et spørgsmål om selvrealisering – et spørgsmål om at tage styringen i sit liv, frem for, at det er andre, der sidder med hånden på rattet.
En tragisk thriller om at træffe de svære valg, om at kunne se sig selv i øjnene og være villig til at betale prisen herfor.
Hamlets far, den gamle Kong Hamlet, er blevet myrdet af sin bror Claudius i stærk og myndig skikkelse af Jacob Lohman, der med sin udåd ikke blot har scoret kongemagten, men også dronningen, lækker-snerpet gestaltet af altid seværdige Iben Hjejle, der nok var lidt for hurtig i vendingen med at indgå et nyt, konsoliderende ægteskab med sin morderiske svoger. Det bliver i familien, men alligevel….
I midten af dette rod står en samspilsramt prins med et svært valg.
Kan Hamlet leve på en magelig livsløgn og hengive sig til et ubekymret kronprinseliv med den skønne Ofelia?
Eller må han træde i karakter som ligbleg, måske/måske ikke vanvittig, ansigtsmalet hævner, på opfordring af den myrdede faders spøgelse?
Hamlet vælger at satse hele butikken og hævne sin far ved at dræbe Farbror Claudius.
Hermed igangsættes en blodig kædereaktion der ender med total udslettelse, inden familieterapeuten har fået en reel chance for at dæmpe gemytterne. (Tænk lige hvilken forskel, en håndfuld gode familieterapeuter har kunnet gøre lige fra vikingetiden og op gennem Europas historie.)
De vise ord flyder i skuespillet som mælk og honning i det hellige land – Shakespeares brusende blankvers (rytmiske verselinier uden rim) kan selv i Niels Brunses nye, klare oversættelse og skuespilchef Morten Kirkskovs flot strammede bearbejdning næsten blive for meget af det gode og svære at rumme trods de gode intentioner.
Mungo Parks karismatiske, unge teaterchef Anna Malzer, lod sig i et omtalt Clement-interview provokere til at sige, at hun har prøvet at se Hamlet tre gange og er faldet i søvn hver gang. Det er der garanteret mange, der er, hun er bare en af de få, der indrømmer det. For som det gælder mange klassikere med 3-400 år på bagen, er det i udgangspunket tungt stof, vi har med at gøre.
Heldigvis fyrer denne Hamlet 2020 så godt og grundigt op for det hele, at tunge øjenlåg næppe bliver et issue.
Vi oplever en klassiker i en dugfrisk frisk, legende veloplagt, skarpt skåret udgave, der går på scenen for at underholde og menneskeliggøre hele den rodebutik af kærlighed og had, svigt og jalousi, magt og afmagt, tvivl og tøven – som Hamlet indrammer for sit publikum.
Hvem vil ikke hellere være – end ikke være. Det djævelske er jo blot, at alt kommer med en pris.
Forestillingens scenografi er mesterligt udtænkt af Phillipp Fürhofer – blærede sætstykker sikrer et dynamisk flow gennem forestillingen, snart kongeligt palads, snart spejlkabinet, snart technoagtig arena for det endelige opgør – og det hele skøjtes lydefrit rundt af et sortklædt SWAT- team, der tilføjer en sær, uartikuleret uhygge……
Karin Betz’ kostumer topper det hele med et kropsnært, streetsmart outfit til vores martrede prins – og renæssance klæder i dristig velour og blodrøde nuancer til resten af det kongelige selskab, så længe det varer….
Det hele er kort og godt fandens flot leveret og Esben Smed er rent ud sagt fremragende i rollen som den martrede Hamlet, der bliver revet og flået i fra alle sider. Nye Shakespirer kan begynde her.
God fornøjelse!
SALON BRILLERER i BREDGADE
Restaurant Salon i Bredgade brillerer som et af byens smukkeste spisesteder – med væggene prydet af spændstig kunst fra ’Røde’ Claus Christensens kyndigt kuraterede samling. Kunsten fortsætter direkte ned på tallerkenerne.
Fra øjeblikket hvor man træder ind i Salon’s smukke lokaler i Bredgade, tænker man, hvorfor har jeg ikke været her før?
Indretningen i ’saloner’ og ’udstillingslokaler,’ der får billedkunst og kogekunst til at flyde sammen, er rent guf for teateranmeldere med et kulinarisk gen og hang til klassisk fransk køkken.
På den fortrinlige tjeners opfordring lagde jeg ud med et par østers – danske af fin de claire-typen smukt serveret med med en herlig vinaigre, der forekom mere velsmagende end ellers. God start inkl. et boblende glas Tattinger.
Menukortet er klart klassisk fransk repetoire lagt i hænderne på en ekspert.
med henblik på forestillingen senere på aftenen, gik jeg søvejen og kom ikke til at fortryde.
Fritterede kammuslinger på et leje af cremet rouille var en smuk starter, endnu bedre var min ledsagers tun carpaccio, der viste sig at være gavmilde skiver af velsmagende tun, sekundstegt og serveret med sprøde salater.
Indbagt pighvar har noget dejlig oldschool over sig og var i Salons perfekt tilberedte udgave et rent kunstværk på tallerkenen sammen med en fantastsk velsmagende sauce på hummerbisque.
Desserten – svesker i armagnac med gavmild kugle af fløderand kunne få en biskop til at slå en rude ind.
Husets Chablis gik hånd med det hele og så bliver det faktisk ikke eget bedre.
Velbekomme.
