LÆGEN • FOLKETEATRET

★★★★★☆

Foto: Gudmund Thai

ANMELDELSE LÆGEN: FREMRAGENDE, NØDVENDIGT TEATER

Iben Hjejle er blændende god i Folketeatrets dybt tankevækkende adaption af Lægen, der har spillet på flere scener i Europa og rokker ved dét, du troede, du vidste om etik og moral. Lægen er fremragende, nødvendigt tale-teater, der burde være obligatorisk pensum i en tid, hvor sort/hvide synspunkter snart er de eneste, der kan kæmpe sig gennem SoMe-støjen, mens nuancerne fortaber sig i snæversyn og heksejagt.

– Jesus levede ikke i den digitale tidsalder. I dag korsfæster vi folk på en anden måde, hedder det i Robert Icke’s The Doctor fra 2019, der handler om en professor, som af legitime, lægefaglige hensyn afviser at lade en katolsk præst give en døende 14-årig den sidste olie, efter et mislykket forsøg på at lave en abort på sig selv.

Historien eksploderer i medierne, og kompliceres hurtigt på alle tænkelige måder af tilstrømmende aktører med hver deres dagsorden i en gordisk knude af køn, race, religion, seksualitet, tro og videnskab.

Forfatteren har med et greb, man lige skal vænne sig til, forstyrret vores opfattelse af karakterernes identitet ved at caste ’modsat’, så hvide spiller sorte, sorte spiller hvide, mænd spiller kvinder, og kvinder spiller mænd i én stor pærevælling, der viser sig at være ret intelligent.

Nye brudflader åbner sig overalt, da lægen udsættes for en social media shitstorm, der tvinger hende til at trække sig fra embedet og senere stile op til offentlig spanking i et tv debatprogram, der løber løbsk i tabloide beskyldninger og absurde påstande. 

Afviste hun præsten fordi han er katolik – ovenikøbet sort – og hun selv er hvid af jødisk afstamning? Eller fordi hun ville hævde sig som bosslady overfor en mand?

Eller fordi hun er upassende liberal måske ligefrem  imødekommende overfor naboens nonbinært kønsforvirrede teenager? Eller fordi hun selv har fået en  (hemmelig?) abort og ville give pigens katolske forældre en lærestreg?

Eller fordi der er jøder blandt hospitalets vigtige sponsorer, som nødig skulle provokeres af anden etnisk eller religiøs praksis? Der er frit valg på alle hylder inden for farverige anklager. 

Iben Hjejle gestalter lægen, den noget firkantede regelrytter og tilhænger af krystalklare sandheder Ruth Wolff med fornem balance, og leverer mod slutningen en skuespilpræstation så stærk, at hele salen sidder med en klump i halsen.

Caspar Phillipson og Sarah Boberg fører an i resten af det velspillende cast, der befolker Palle Steen Christensens dæmpede scenografi i en smuk lyssætning.

At det er teksten, der har hovedrollen, er der ingen tvivl om, og man må vel også være fair at sige, at der momentvis kan savnes scenisk dynamik i strømmen af begavet dialog. 

TV-debatten med storskærm og gigantisk live-closeup af den pressede, men veltalende læge, byder til gengæld på en hvirvelvind af medrivende replikskifter, der nagler publikum til sædet.

Ruth Wolff insisterer på, at videnskaben vejer tungere end troen, og at faglig ekspertise ikke skal lade sig bøje af krænkelsesparathed i religiøs forklædning. 

Forsvaret for humanismen deler sig i to spor og kolliderer i en stillingskrig mellem krop og sjæl. Er pragmatisk idealisme et umuligt kompromis?åbenbart. 

Der er fem stjerner til Lægen fra Det Sku’ Du Se, og virkelig noget at tale om bagefter.