OLIVER PÅ DET NY TEATER

★★★★★

OLIVER
DRØN CHARMERENDE
MUSICAL-HIT GÅR LIGE I HJERTET

Der er feelgood for hele familien i den stort opsatte musical Oliver på det ny teater. En rørende og drøn-charmerende gavtyvekomedie, fuld af ørehængere, overdådig scenografi og fængende, festlige dansenumre, der trækker taktfaste klapsalver fra et begejstret premierepublikum..

Foto: Per Morten Abrahamsen

Nok skrev Charles Dickens Oliver Twist på en spruttende motor af social indignation, men i musical udgaven af romanen om livet på samfundets bund i Victoria-tidens London, er samfundskritikken lettet til renskuret komik.

Den undertrykkende magt og dens opportunistiske medløbere er stort set reduceret til fattighus-forstanderens uniformerede klaptorsk af panserbasse-typen og hans gin-marinerede hustru. Klart og sjovt gestaltet af Jens-Christian Wandt og AnnMari Max Hansen.

På samme måde er resten af karaktererne og plottet skåret i tykke, familievenlige skiver, så alle får det hele med.

Det er ikke gjort mere indviklet end en god historie bør være, og det hele er iscenesat velsmurt og top professionelt af Daniel Bohr med scenografi af Paul Farnsworth. Et par gennemrutinerede herrer, der har200 procent styr på sagerne og leverer en herlig oplevelse. Må deres indsats blive belønnet med fulde huse.

Oliver er skrevet i starten af 60’erne af den engelske musicalkomponist Lionel Bart, der blev en del af festen i 60’ernes Swingin’ London, og hvis liv med op- og nedture, succes, fiasko, druk, dope, fallit og happy end – i sig selv er en musical værd. Musical-Godfather Andrew Lloyd Webber mener ikke, at Bart endnu har fået den anerkendelse han fortjener.

Helt sikkert er det, at signatursangene i Oliver er rene ørehængere, og at Barts bearbejdning af romanen sikrer fortællingen et effektivt og energisk, dramaturgisk flow, der holder publikum fanget og spændingen intakt fra start til slut.

OMG tænkte jeg flere gange undervejs og knugede min ledsagers hånd, selv om jeg godt kender plottet – bare det ikke alligevel går galt nu…

Slutscenen med det endelige opgør på London Bridge sikrer gudskelov en dramatisk, effektfuld og forløsende happy end – lige som det skal være.

Det unge stortalent Monica Isa Andersen giver den max. rødhåret gas som Nancy med legende, professionel lethed i sin sceneoptræden. Hendes signatur-ballader er gribende fint leveret med stort overskud af vokal power.

Værtshus nummeret Oom-Pah-Pah, der kickstarter anden akt, er slet ikke til at modstå med dans på bordene, masser af fysik og sus i skørterne. Bravo!

Mit favoritnummer denne aften var dog det uovertrufne gavtyvenummer Kom Her, Slå dig Ned, hvor den lystige drengebande og hele ensemblet (30 skuespillere sangere og dansere!) forfører vores unge Oliver til at blive en del af Mr. Fagins børnehær af lommetyve og lurendrejere.

Dette nummer er musical, når det er allerbedst – et kæmpe dansenummer med forrygende musik og et mægtigt drive i en prægtig scenografi, så man bli’r helt glad i låget. Det går lige i hjertet og man behøver ikke intellektualisere mere over det – bum!

Som Fagin brillerer Preben Kristensen med stort overskud, flotte sange og masser af komik. Samtidig holder han så at sige styr på midtbanen som et rutineret midtpunkt for det store cast inkl. masser af børn, der leverer kanonflot.

Du har aldrig haft en ven som mig, hvisker han henkastet, mens han pudser en stjålet sølvkande, en måske måske/ikke improviseret, gedulgt reference til dengang han lagde herlig stemme til Flaskens Ånd i Disney’s Aladdin. Og så skyller latteren og sympatien op mod scenen så man kan mærke det. Respekt, dér!

Titelrollen som den stakkels unge Oliver, der må igennem så meget ondt, før det ender godt, blev på premiereaftenen spillet og sunget imponerende sikkert og absolut rørende af Bertram Hasfort Klem. High five til dig, Bertram, og go’ vind til dine dubleanter på rollen.

Charles Dickens var egentlig journalist med samfundskritisk sans og stor solidaritet med gadens folk.

Han skrev sine verdenskendte og endeløst dramatiserede romaner omkring 1850’erne, f.eks Oliver Twist, Store Forventninger, Nicholas Nickleby og selvfølgelig Et Juleventyr med julehaderen Scrooge, som Joachim von and er opkaldt efter på originalsproget. To Byer om London og Paris i revolutionstiden siges at have solgt over 200 mio. eksemplarer.

Dickens fik 10 børn og man tænker ikke de ryger på fattighuset som Oliver lige med det samme.

God fornøjelse!

SALON 39 FOR ALVOR ET BESØG VÆRD

Salon 39 på Vodroffsvej ikke langt fra det ny Teater har i et stykke tid været en hypet cocktailbar. Det holder stadig, og det var en glædelig overraskelse at prøve køkkenet, der leverede en hurtig men herlig pre-teater middag i de smukke lokaler med en super nice vibe.

Som diametral modsætning til Olivers fattighus-vælling valgte jeg til forret en krabbesalat med en skefuld kaviar på toppen. Så kan han lære det, ham Oliver!

En frisk og velsmagende anretning med knasende sprødt brød, der lovede godt for næste ret. Og som faktisk gik ret godt sammen med den virkelig gode Rhubarb signatur-cocktail som jeg lod mig forkæle med ved ankomst.

Tournedos Rossini er en anden overklassepræget ret, der næppe heller blev serveret i fattighuset, men som findes på det ret klassiske menukort her på Salon 39. Ja tak til Rossini!

Ind på tallerkenen fløj et flot stykke oksemørbrad perfekt medium stegt, toppet med en generøs skive foie gras og anrettet med rigeligt af en skøn madeirasauce. Hertil en grøn salat for det tilfælde, at der skulle komme en voldsparat veganer forbi.

At Salon 39 fører en virkelig god Barbaresco på glas sætter prikken over i’et.

Virkelig opmærksom, kyndig betjening og en rigtig dejlig ambience i de smukt indrettede lokaler gør for alvor stedet til et besøg værd.

Velbekomme.