SYLFIDEN PÅ DET KGL TEATER

★★★★★

SYLFIDEN – KOMPLET FORTRYLLENDE IDA PRÆTORIUS I ÆSTETISK OPVISNING

Der er ikke langt fra Hollywoods tårepersere til de bonede balletgulve.

Med en komplet fortryllende Ida Prætorius i titelrollen, er Nikolaj Hübbes  nye opsætning af Bournonville balletklassikeren Sylfiden et æstetisk pragtstykke, der får tårerne til at trille og sjælen til at frydes over, at al den skønhed trods alt er mulig i en uskøn tid.

Sylfiden er lige til Mads og Monopolet. Et eksistentisalistisk dilemma, der handler om drømme og længsler. Om kampen mellem drift og kontrol, og om svære valg, der (selvfølgelig) ender galt.

Unge, skotske James er bestemt til at skulle giftes med Effy, men Sylfiden er kommet på tværs og har forelsket sig i ham. – En overjordisk, uimodståelig, æterisk skønhed, usynlig for alle andre end James selv.

Ingen forstår James, overbevisende og poetisk danset af Jón Axel Fransson, da han drevet af sine undertrykte drifter, flygter fra sin egen bryllupsfest, ud i skoven på jagt efter Ida Prætorius’ underskønne Sylfide, der uden besvær ville have dejet hovedet af led på de fleste.

Heksen Madge, skummelt godt gestaltet af Kizzy Matiakis, tilbyder James et fortryllet tørklæde, med hvilket han kan fastholde den æteriske Sylfide – men da han omsider slår tørklædet om hende, taber hun vingerne sammen med sin frihed – og falder sitrende død om. Da Sylfidens søstre fører hende til himmels segner James selv til jorden af ulykke.

Programteksten antyder et overgreb i #MeToo kategorien. Sandt er det, i hvert fald, at James’ besidderiske kærlighed bliver straffet hårdt og kontant. Slutningen er så lækker-sørgelig, at man går fra teatret med blanke øjne efter en endnu en fuldbragt lektion i ulykkelig kærlighed.

På nudansk kunne man måske stramme pointen derhen, at det ikke altid handler om at få den, man elsker, men at lære at elske den, man får.

En læresætning, der nok havde bedre gang på jorden for nogle generationer siden, men Sylfiden er selvfølgelig også fra 1836!

Tematikken er nok eviggyldig, men Sylfidens helt store sejr her i 2020 er udførelsen. Det kan godt være, nogle finder denne form for klassisk Bournonville-nationalballet noget outdated. Al den overdrevne mimik er en del af stilen MEN forekommer svært gammeldags i dag, hvor dét med at spille for de bagerste rækker bare er SÅ meget for meget af det gode. Andre vil fastholde, det er en del af god dannelse at kunne se gennem al støvet og opdage skønheden.

Forestillingen er betagende smuk fra ende til anden. Det gælder kostumerne, der velsker mellem masser af blå tartan og gammelrosa sylfide-slør med mere slør og endnu mere slør. Sylfidens signaturdans med alle søstrene er en opvisning i æstetik på højde med den lignende, ikoniske scene i Svanesøen. 

Scenografien er æterisk som sylfiderne selv, med gyldent blomstrede skovscener i Åsa Frankenbergs smagfulde lysdesign og semitransparente mellemtæpper, der forkæler selv det kræsne blik. Scenografi og kostumer krediteres power-parret Anja Vang Kragh og Mia Stensgård, der burde vinde noget for det.

Over et kongeligt dansende balletkorps svæver en bjergtagende Ida Prætorius, der med sine florlette bevægelser og blotte udstråling, synes hævet over det jordiske.

KASTELLET – OVERBEVISENDE TRADITIONELT

Restaurant Kastellet (tidl. Café Toldboden) er en frokostklassiker i Toldbodgade, der byder på aldeles velgjort smørrebrød af den traditionelle slags, som kun sjældent står så ærligt og skarpt som ved dette besøg, der må blive det første af mange.

Lun stegt sild med sennep, estragon, syltede løg og kapers, indledte min udforskning af smørrebrødskortet, der fortsatte med den bedste rødspættefilet med remoulade, citron og krydderurter, jeg synes jeg har fået i nyere tid. 

Velsmagen fortsatte i form af roastbeef med remoulade, agurkesalat, peberrod og friteret kapers, godt flankeret af gode glas iskoldt fadøl fra Svanneke.

Mine ledsagere denne eftermiddag, som er udstyret med uangribelig spidskompetence inden for syndig, københavnsk frokost, roste i høje toner kastellets Pariserbøf med klassisk garniture: Hakket rødbede, løg, kapers, peberrod og æggeblomme – samt hønsesalaten med bagt tomat, sprøde rodfrugter, bacon og friteret persille. Alt smukt serveret på mågestel og hvide duge i en svært behagelig akustik. Sådan skal det gøres.

Kastellet har for mig været en lidt gemt perle, men jeg kan garantere, at det er helt slut med gemmelegen.

Her fås klassisk, højtbelagt smørrebrød af allerbedste, hjemmelavede kvalitet i en varm og ægte atmosfære der i dén grad inviterer til et gensyn. Velbekomme.