CIRCUS DAYS AND NIGHTS | MALMØ OPERA | LIVESTREAM

 

★★★★

 

Foto: Mats Bäcker

 

ANMELDELSE:
STUHR NUMMER I MALMØ

 

Malmø Opera flexer de innovative muskler og spiller ud med verdenspremiere på en nyskrevet cirkusopera med musik af den ikoniske tonesætter Philip Glass. En fascinerende oplevelse med masser af hopla og alle cirkus-universets usual suspects i aktion.

Cirkus har altid været forbundet med en aura af sentimental romantik, som nogle omfavner, og andre har det stramt med.

Det samme gælder i denne forestilling, der bygger på den amerikanske digter Robert Lax’ poesi fra 1940’erne, hvor han som ung reporter slog følge med et omrejsende cirkus, og blev fanget af magien.

Lax, der elskede det simple, flakkende cirkusliv, tog også selv turen i manegen, hvor han bl.a. bidrog som klovn og jonglør, mens han fiskede efter inspiration til digtsamlingen The Circus Of The Sun, der i The New York Times blev hyldet som en af sidste århundredes største, engelsksprogede digtsamlinger.

Omdrejningspunktet for det hele er ideen om cirkus som en metafor for livet, gennem artisternes stræben efter perfektion.

Triumferne. Fiaskoerne. Den evige cyklus af cirkusteltets rejsning, nedtagning og genopstandelse – som et billede på selve SKABELSEN.

Iagttagelsen harmonerer på papiret udmærket med operagenrens til tider ret højstemte selvfølelse.

Fusionen af cirkus og opera er i hvert fald nu en realitet på Malmø Opera, der stadig er underlagt et publikumsloft på 50 personer, og derfor har måttet ty til livestreaming af denne usædvanlige musikforestilling, inden den begiver sig ud på verdensturné.

Livestreaming-adgang fungerer gnidningsløst i en god teknisk kvalitet, og købes på teatrets hjemmeside for 100 kr.

Flere tusinde publikummer siges at se med hver gang. Ikke bare fra Sverige og nabo-København, men fra hele verden.

Det er godt gået, Malmø, og siger noget om gennemslagskraften i selve konceptet og Philip Glass’ internationale ry.

Som operachef Michael Bojesen konstaterer, er det et eksempel på, at corona’en trods alt har ført nye muligheder og overraskende formater med sig.

Forestillingen er en cross-arts fusion af cirkusartisteri, operasang og Philp Glass’ hypnotiserende lydbilleder, der kan beskrives som en slags klassisk techno med store flader af toneforløb i lange, meditative stræk med små, gradvise forskydninger.

Indtagende i sin stramme disciplinering, men også fristende at beskylde for at være firkantet og uden den umiddelbare varme og poesi, mange forbinder med cirkus.

På dette audiovisuelle kanvas maler operasangerne en kollage af melodilinjer og spoken words.

Et minimalistisk, musikalsk univers strømmer gennem en cirkusforestilling, der jager det maksimale impact – med flot koreograferede, klassiske artistnumre som rød tråd.

Det fortællemæssige greb er iagttagerens, fikst set gennem tre ens klædte udgaver af Lax himself i tre aldre. En lovestory synes under opsejling, men en rigtig handling lykkes det ikke helt at indkapsle. Det er iagttagelsen af livet i og omkring manegen, det handler om.

Cirkusløjerne varetages overbevisende af svenske Cirkus Cikör, der leder tankerne i retning af Cirque de Soleil, som mange danskere har stiftet bekendtskab med.

Det er ikke ånden, der styrer kroppen, lyder det livsklogt fra artisten, der svæver med dødsforagt i trapez’en. Det er heller ikke kroppen, der styrer ånden.

Det er som et ægteskab, hvor man må stole på hinanden, for at det lykkes og bliver smukt.

Okay hvor meget lommefilosofi ER der lige plads til, i et par stramme cirkus-tights?

Circus Days and Nights er en nyskabende, original teateroplevelse med både humor, charme og imponerende artisteri. Og så gider jeg faktisk ikke skrive at en live-performance havde givet ekstra sug i maven og flere stjerner.

ÅRETS REUMERT – SPÆNDINGEN STIGER

Søndag 6. juni uddeles teaterbranchens ’danske Oscars’ ved et stort show på Odeon i Odense.

Det Sku’ Du Se er på plads og rapporterer fra begivenheden. Hvem løber med priserne og hvorfor?

Læs eller genlæs anmeldelser af præmierede forestillinger og præstationer.

Næsten som sat være der selv (igen) – med kvalificeret input til, hvad der er værd at se i den kommende sæson.

Billedet er fra sidste års Reumert uddeling hvor Tommy Kenter VÆLTEDE huset med et vildt onemanshow!