SOUND OF MUSIC |MALMØ OPERA

 

★★★★★

Foto: Emmalisa Pauli

ANMELDELSE: SOUND OF MUSIC: LUK NU OP, MALMØ!

Sangskatten funkler som diamanter i denne musicalklassiker, som er hitsnedkeri af ypperste klasse.

En herlig forestilling, top professionelt afleveret uden de store overraskelser og lige til at blive i godt humør af.
Men der mangler noget – og jeg tror det er publikum!

Tyskerne vandt som bekendt 2. verdenskrig – på uniformer… De blev i stor stil produceret hos Hugo Boss helt tilbage fra de tidlige, brunskjortede nazi-dage og frem til de kendte, sorte officersuniformer, der spredte autoritet og respekt – for ikke at sige skræk og rædsel ved deres blotte tilstedeværelse.

Hugo Boss undskyldte efter krigen sit bidrag til den tyske krigsmaskine, herunder anvendelsen af dygtige franske og polske tvangsarbejdere, der gav de tyske officersuniformer stil og klasse. Herr Boss døde i 1948 og det er kendt, at hans personlige holdninger lå på linje med det nazistiske grundspor, ganske som det gjaldt mange andre i de år. Føreren blev altså hyldet af 300.000 begejstrede wienere, da han rullede ind i Østrig.

Den gryende nazisme er spillepladen, som de elskede figurer i musical hittet Sound Of Music agerer på. 

Knivskarpe uniformer, onde Nazi’er og opportunistiske medløbere er der nok af, i Malmø Opera’s opsætning, som modvægt til al den sødsuppe, der er musicallens hovedingrediens.

ydersiden en happy go lucky fortælling om en kærlig kvinde, der er er for kæk til kloster, og som får love & happiness til at blomstre i den samspilsramte Famille Von Trapp, der ud over et knugende fravær af bløde værdier, består af enkemanden Georg og hans 7 børn.

indersiden er det en modstandshistorie om at træffe valg og sige fra.

Det vilde ved historien er, at den er delvist sand. Det er faktisk en ret forbløffende fortælling, du selv kan Google.

Sound of Music er en hitparade af de helt store. Roger & Hammersteins musicaludgave ramte Broadway i 1959 og blev en øjeblikkelig succes.

Filmudgaven med Julie Andrews og Chistopher Plummer, som fulgte i 1965, er verdens mest succesrige musicalfilm, kulminationen på en epoke og omgivet af talløse anekdoter og funfacts.

En af de mere makabre historier er, at BBC, som en del af et tophemmeligt kriseberedskab havde planlagt at vise filmen i tilfælde af en atomkrig. Kan du se mødet i programudvalget for dig? Vi får brug for noget feelgood. Any ideas?

Den danske instruktør Heinrich Christensen (Ebberød Bank, Lazarus, Camille Cloud’s Brevkasse m.m.) har iscenesat denne udgave af Sound Of Music på Malmø Opera sikkert, men måske også uden den helt store X-faktor.

Frida Modén Treichl er frisk, veloplagt og sprudlende som Maria, der vil være nonne, men ikke kan sidde stille. 

Problemet løses med en timeout som guvernante i det strenge officershjem, hvor enkemanden Von Trapp kører et benhårdt regime med sine 7 skønne unger.

(Som rytter kan jeg i øvrigt oplyse at Trapp betyder trav hvilket passer udmærket med den militaristiske dressur, den skrappe officer udsætter sin børneflok for).

Michael Jansson gestalter dygtigt træmanden Trapp, der langsomt blødes op af kærlighed og træder i karakter på den rigtige side, da han afviser Anschluss (den såkaldt frivillige indlemmelse af Østrig i Det Tyske Rige).

Med snilde og held og lykkes det til sidst for hele familien at stikke af til Schweiz, da lokummet brænder, og nazisterne lader krigsmørket sænke sig over alpeidyllen.

Scenografien er lagt stort op og har en Utzon’sk enkelhed over sig. Sceneskift kører elegant og lydfrit over scenen, snart designerkloster, snart Von Trapp familiens hjem. Bagtæppet udgøres af en gigantisk, sneklædt alpin-deko i et dizzy feel, der lykkes med slet ikke at harmonere med resten af scenografien.

Kostumerne af Helle Damgård er til gengæld fantastiske, ikke mindst i den vidunderlige sovekammerscene, hvor Maria og alle ungerne får besøg af deres onde drømme i form af hornede gedebukke og scary oversize dukker, der får det til at gyse…

Do Re Mi-scenen, der sammen med Vær vor Gæst fra Skønheden og Udyret, må være verdens bedste musicalnummer, bliver leveret drønsikkert med fuld valuta for pengene.

Forestillingen virker til tider lidt lille i den store operasal med plads til knap 2000 tilskuere, men hvor der fortsat kun må lukkes 300 mennesker ind. 

Her mærker man for alvor, hvordan samspillet med en begejstret sal har betydning for underholdningen. Luk nu op, Malmø, så dette flotte show kan få det store publikum, og al den medvind på pisterne, det fortjener.

Sound Of Music fremstår generelt noget gammeldags, på trods af programnoternes bestræbelser på at tale kernebudskabet op til et evig-aktuelt, eksistentialistisk spørgsmål om at sige fra.

Men når det hele afleveres så flot, overgiver man sig gerne til løjerne.

Dansescenerne er superflot koreograferet af Miles Hoare med masser af dynamik og stor æstetik.

Nazisterne er djævelsk godt kostumeret, der er altså noget med de uniformer og lange læderfrakker – godt hjulpet af det største hagekors-banner, jeg i mit liv har set. Skræmmende effektiv grafik, siger jeg bare, som ikke helt uerfaren art director.

Den surealistiske dansescene NAZI’S IN PINK er endnu et herligt optrin, som du kan glæde dig til.

Børnenes song & dance numre sidder lige i øjet – BRAVO til de unge spillere, der optræder med charme, selvtillid og stor professionalisme.

Michel Bojesen & Co. har fuldkommen styr på musicalhåndværket i Malmø og skuffer heller ikke denne gang.

Luk op, eller flyt forestillingen til København, så skal I se fulde huse.

 

BULLEN: NOGET SÅ UNORMALT SOM ET NORMALT MÅLTID – NÆSTEN

10 min fra operaen ligger et spøjst sted som i grunden er en gammel bodega med en pudsig og ret autentisk stemning af noget, som var en gang. 

Etablissementet, der er lidt Hviids Vinstue agtigt, hedder Bullen og ligger i en sidegade til en af Malmø’s strøggader –  og her kan du få noget så unormalt som et normalt måltid.

Sammen med glimrende fadøl fik jeg først en lille portion tatar, som var frisk og velsmagende med klassisk garni af kapers, peberrod, æggeblomme, hakket rødbede og løg.

Skilt ad og ikke noget fancy rørt samen med cognac og jeg ska’ give dig franske fornemmelser mesjø!

Bagefter fik jeg serveret en helstegt rødspætte, som jeg ikke synes, man ser så ofte på menukort længere.

Måske var det derfor, jeg havde undervurderet størrelsen, som sagtens kunne have mættet to. En fangst, der i øvrigt  bestod af citronbåd, smørsauce, peberrod og lidt kartofler på siden. En frisk, saftig fisk, der gled let af benet og var fast i kødet.

Tilberedt fuldkommen traditionelt og velsmagende uden narrestreger – og uden noter af et eller andet eksotisk, man kan kloge sig på i en madomtale.

Alt er med andre ord helt normalt  – og dog….

Da jeg er næsten færdig med kaffen, kommer en pudsig type ind og sætter sig ved bordet overfor. 

Jeg opdager det ikke lige med det første, men det viser sig at han har en 15 cm lang, kunstig næse på, der ser uhyggeligt livagtig ud, og som næsten fjerner mit fokus fra Hawaii skjorten og det grønne pailletslips.

Han bestiller en øl helt afslappet og gør ellers ikke noget nummer ud af sig – sidder bare der med sin fadøl – skål, nikker jeg og lader som ingenting. (Man er trods alt på udebane)

Situationen er ret corny, og da jeg høfligt spørger, hvor han skal hen i den mundering, hører han, jeg er dansker.

Okay så skal du lige ha’ dén her, siger han.

En svensker fra Malmø kommer gående ned af Strøget i København.

Her møder han en pingvin, som han slår følgeskab med, ind til han lidt længere nede af Strøget støder på en politibetjent.

Ursäkta, hvad skal jeg stille op med den her pingvin, spørger han betjenten.

Hvad med at gå ud i Zoo med den, foreslår betjenten. Go’ idé, siger svenskeren, og det umage par drager afsted.

Senere på eftermiddagen ser betjenten svenskeren og pingvinen oppe på Rådhuspladsen og går hen for at høre, hvad der foregår.

Sig mig, tog I ikke i Zoo, som vi aftalte?

Jovist, siger svenskeren, men pingvinen syntes det var så sjovt, at nu tager vi en tur i Tivoli…

Go’ tur på Bullen.