BARBEREN I SEVILLA • MALMØ OPERA
★★★★★☆
Foto: Jonas Persson
ANMELDELSE BARBEREN I SEVILLA: FØRSTEKLASSES BARBERING I MALMØ
Sangerne er i absolut verdensklasse i Malmø Operas aktuelle udgave af Barberen i Sevilla. Daniel Guilianini, der synger partiet som den fæle doktor Bartolo, kan snart opleves i samme rolle på The Met i New York, ligesom flere af de øvrige solister med jævne mellemrum er finde på de største scener i verden. Lige nu kan de nydes lige på den anden side af Sundet.
Sammen sikrer de publikum en operaoplevelse af høj, musikalsk kvalitet, i en dynamisk, legesyg og festlig iscenesættelse i Malmø.
Et operashow, som vil åbne nye, sjælelige dybder hos de færreste, men sætte humøret i vejret hos de fleste.
Under Michael Bojesens ledelse demonstrerer Malmø Opera endnu en gang det sikre greb om operaens blockbustere – og evnen til dygtigt at balancere det smalle og brede repertoire.
Opsætningen er lånt fra Glyndebourne Festivallen i det sydlige England, der bl.a. er kendt for sine lange champagnepauser.
En toneangivende, dansk anmelder havde efter eget udsagn ikke fået champagne nok inden denne forestilling til at gå med på den mega-fjollede Barberen i Sevilla-historie, der er noget af det tætteste, opera kommer på Gøg og Gokke – og kvitterede med en indsigtsfuld, omend lidt flad anmeldelse.
Det Sku’ Du Se’ har imidlertid ingen berøringsangst overfor hverken champagne eller letfordøjelig underholdning og skåler gerne for det flotte niveau på solisterne – og en veloplagt forestilling i fuld fart og tempo.
Når boblerne og bruset har lagt sig, og ret skal være ret, har denne opera selvfølgelig ikke noget som helst at sige til nogen som helst – andet end at underholde.
Rossinis elskede Barber er 100 procent opera buffa (comedy) og fremstiller kvinden som et magtesløst objekt, der kan skaltes og valtes med, ligesom de sociale hierarkier, positioner og balancen mellem upstairs og downstairs er en gang komplet outdated oldævl.
Men – hvis det er nej-hatten, du tager på i operaen, bliver det ofte en lang aften.
Lad den blive hjemme i kulkælderen og nyd hellere den indtagende sopran Theresa Kronthaler som Rosina – og Rafael Fingerlos som den kække barber Figaro med friskfyrs-frisure a la John Travolta i Grease – fikseren, der kender hele byen og kan få sagerne mingeleret med gavtyvesmil og sexet charme.
Scenografien af store spanske kakler og svævende hammerklaverer i pastelfarver underholder øjnene i deres ekstemporering af Rosinas sangundervisning, som er omdrejningspunkt for en del af stykkets gakkede forvekslingskomik.
Ørerne glædes ved de hasarderede slalomløb af belcanto-arier, duetter, trioer, kvartetter kvintetter, sekstetter, septetter… hvor mange stemmer i labyrintisk ridt, når vi op på?
Det er vildt, og det er bare herlig, heftig oldschool opera komposition og klang, fermt varetaget af Malmø Operaorkester, dirigeret af Alexander Joel.
Barberen (af Rossini) og dens sequel Figaros Bryllup (af Mozart) er omtrent lige fjollede, og var iflg. Operabase nr. 8 og 7 på listen over verdens mest spillede operaer i 2021/22 sæsonen.
Jeg nævner det blot, inden man får kloget sig for meget på fraværet af intellektuel ballast.
Barberen huserer i Malmø til 31. marts. God tur!
FRANSK PÅ SVENSK
La bonne Vie ligger blot 5 minutter til fods fra Malmø Opera på den hyggelige Davidshall plads, der er omkranset af flere hypede shops, cafeer og restauranter.
En kender havde anbefalet mig dette spisested som et godt pre-teatervalg, og jeg dryssede ind med lad ynde lidt før kl 17.00, så det passede med en forestilling kl 19.00
Stedet virkede underligt halvtomt, på nær et par velklippede fashionshop-killar ved baren, der drak Kronenbourg af høje glas og lignede nogle, der havde fulkommen styr på deres timing. Ganske rigtigt – få minutter over 17 væltede det ind med tjekkede gæster, denne uambitiøse torsdag i møgvejr.
Parvis, solo, og i små selskaber, der nærmest omgående fyldte den ret lille restaurant så en helt rigtig summen bredte sig i lokalet. Funky, cartoonish malerier på væggene, og rødternede duge på bordene, fuldendte den uanstrengte hygge. Lidt som hvis L’education i Lars Bjørnsstræde havde ligget på Østerbro.
La bonne Vie er fransk på svensk. Menukortet er helt stramt, og der er hverken grund til at gå mod strømmen, eller mulighed derfor.
Jeg startede med fire østers af typen Geita, som jeg ikke har hørt om før, små, velsmagende, helt klassisk serveret – og jeg skulle selvfølgelig have taget seks, det vidste de ved nabobordet, for så fulgte også et glas bobler med.
Min Chablis fejlede nu bestemt ikke noget, og mens jeg stadig havde lidt i glasset, ankom tatar i forretstørrelse, som var fransk småtskåret med dejligt bid, og serveret som rørt tatar skilt ad – æggeblomme, hakket løg, flotte kapers og en super god kryddermayo.
Så kunne man jo vælge selv at dimse det sammen, eller holde det semi-adskilt i lidt mere aflæselige bidder. Godt var det i hvert fald, og stemningen i restauranten allerede livlig.
Til hovedret havde jeg valgt en fiskesuppe der viste sig at være flødebaseret med deraf følgende velsmag.
I suppen svømmede gavmilde, faste stykker af fiskekød sammen med rejer og muslinger. En skøn, samlet fangst, holdt sammen af den cremede suppe, der måske var lige på den fede side.
Jeg mener at have læst, at fedtmolekyler indkapsler og transporterer smagsenzymer bedre end alt mulig andet, og jeg synes, det er et 100 procent ubestrideligt, men skidetarveligt faktum.
La Bonne Vie har en populær udeservering, der blot ventede på bedre vejr, og her vil du finde mig næste gang jeg skal til Opera i Malmø. Der er tilmed så længe åbent, at man også kan nå det efter teatertid.
