BARBEREN I SEVILLA • VENEDIG

★★★☆☆☆

ANMELDELSE BARBEREN I SEVILLA: UAMBITIØS TURIST-OPERA

La Fenice, verdens måske smukkeste operahus, lever ikke op til forventningerne i denne Venedig-iscenesættelse af Barberen i Sevilla, der trods en herlig barber og et prima sangercast ender som lidt af en langgaber.

En sjældent uambitiøs og stillestående scenografi lader støvet ligge næsten urørt på Rossinis 200 år gamle klassiker.

Med premiere og spilleperiode perfekt timet til det velbesøgte, venetianske karneval er turistfælde-opera et udtryk, der lurer i denne anmelders baghoved.

Barberen i Sevilla er blandt verdens mest opførte operaer, men lad os nu bare være ærlige og indrømme, at plottet er så light, at det har brug for et ordentligt skud vitaminer, for at få den lille komedie, også kaldet opera buffa, til at stå distancen over næsten fire timer i den ikoniske La Fenice opera.

Den statiske scenografi (vi er 90 procent af tiden fikseret i stuen hos den skønne Rosina og hendes utålelige værge doktor Bartolo,) trænger i dén grad til livgivende påhit, som det f.eks. lykkedes så blændende i Rolando Villazóns prægtige udgave fra Salzburg Festspiele 2022 med en storspillende Bartoli i rollen som Rosina.

En forestilling, der spillede så heftigt på alle tangenter, at man rent glemte, hvor lidt kød der faktisk er på historien. Du kan læse den begejstrede, femstjernede anmeldelse her.

Når vi så er færdige med at brokke os i dette fabelagtige teaterrum, lader vi begejstringen regne ned over den italienske charmør Alessandre Loungo, der leverede den mest overskudsagtige barber, jeg til dato har set.

En skøn italienerbaryton klædt i knaldrødt silke-barok-outfit, som bare var hér og dér og alle vegne, for at få hele denne crazy-kulørte kærlighedskabale til at gå op.

Rosina i en skøn, frodig udgave gestaltet af Palermo-mezzo’en Chiara Amaro, fik sin grev Almaviva (den velsyngende, internationalt rutinerede tenor Antonio Siragusa), stærkt flankeret af Lucca Dall’Amico som Don Basilio og den anerkendte buffa-specialist Marco Filippo Romano som Bartolo.

Orkestreret var klart på hjemmebane i Rossini og leverede et mættet, velklingende akkompagnement over stok og sten – præcis som italiensk opera fra denne skuffe nu engang skal ekspederes.

Helt fremme på beatet, som man siger – uden sjusk eller anden lemfældig omgang med det tempofyldte partitur.

Vi må dog ned på tre stjerner for en turist-orienteret og alt for konform iscenesættelse af traditionalisten, den venedig-fødte instruktør Bepi Morasso.

Aftenen løftes kun lige nøjagtigt hjem af et overbevisende sangerhold fra egne breddegrader.

MADONNA: KLAR FAVORIT I VENEDIG

Trattoria alla Madonna ligger I en skummel gyde nær Rialtobroen og er noget så sjældent i Venedig, som et autentisk spisested med enkel, forrygende god mad til fornuftige priser.

Turistfælderne klapper overalt, og restauranterne f.eks. ved den lille plads omkring La Fenice operaen (Anticco Martini og Al Theatro) kan næppe anbefales til ret meget andet end Aperol Spritz.( Dem er der så ikke noget galt med, men…

På Madonna vælger jeg altid de marinerede blæksprutter Polpette på størrelse med en lille knytnæve, kogt, marineret og blot serveret med lidt olie og citron. Jeg ser dem ingen andre steder, og fik denne gang at vide, at ændrede vandtemperaturer i lagunen har gjort dem til en mere sjælden fangst end tidligere. De ’brune’ rejer er også næsten væk. Når dét så er sagt, er der fuld plade for foodies.

Madonna møder gæsten med en stor kølemontre hvorfra du kan vælge mellem et hav af friske fisk og skaldyr fra markedet lige om hjørnet – og få dit valg tilberedt, som du vil. 

En del af showet er netop at granske udvalget med kendermine og sludre lidt overskudsagtigt med tjenerne om dagens bedste anbefaling.

Jeg bestilte således inspireret nogle superfriske kammuslinger, der lige blev sauteret og serveret absolut indtagende i de maleriske skaller.

Helt frisk, grillet Branzini (havbars) var umulig at afslå. Jeg valgte contorni (tilbehør) af dampet spinat med smør, mens calamari fritti fulgt af ualmindelig god ravioli med ricotta/tomat gjorde indtryk hos min ledsager på den anden side af bordet. 

Citron-isen, der lukkede forestillingen, har jeg næppe smagt bedre.

Stemningen på Madonna er travl, uformel og superhyggelig, på trods af, at der efterhånden er mange, som har lært denne perle at kende.