LA BOHÈME | OPERAEN
★★★★★
FOTO: Camilla Winther
ANMELDELSE LA BOHÈME: BEDSTE BOHÈME EVER?
Hvorfor er den så helt igennem vellykket, denne opsætning af operaklassikeren over dem alle, Puccinis elskede tåreperser La Bohéme?
Elisabeth Lintons allerede klassiske iscenesættelse fra 2016 tager endnu en tur i manegen dette efterår, og forekommer i bedre form end nogen sinde. På denne repremiereaften i operaen, opløst af tapre operatårer, synes man at have overværet noget, der kunne være den bedste Bohéme ever.
Kan det have noget at gøre med Sofie Elkjær Jensen?
Ja, absolut. Hendes talent blomstrer yderligere for hver rolle, hun spiller, og i denne Bohème er Sofie Elkjær Jensen rent ud sagt fremragende som Mimi, både vokalt og dramatisk i samspillet med sin Rodolfo, den i høj grad også velsyngende tenor, Pavel Valuzhin.
Sammen leverer de et gribende troværdigt portræt af kærlighedens væsen – fra den brusende forelskelse over jalousien og bebrejdelserne – for endelig at møde det tragiske punktum på toppen af Paris.
Stadig komplet bjergtagende er den ikoniske scene, hvor Mimi må overgive sig til tuberkulosen i den lækkersørgelige slutning, som ikke efterlader ét øje tørt.
Kan det have noget at gøre med dirigenten?
Ja, det kan det helt sikkert. Kapellet ledes denne aften af Det Kgl. Teaters nye chefgæstedirigent , italienske Paolo Carignani, der lokker det allerbedste ud af orkesteret – og af Puccinis fabelagtige musik.
Det er kilde til stor musikalsk fornøjelse at høre ham forme det vidunderlige operapartitur med de kendte arier og en sand opvisning af Puccinis mesterlige kompositionsteknik, der hele tiden lader musikken citere sine egne strofer og motiver.
Kan det have noget at gøre med birollerne?
Ja, i høj grad. Det er næsten fornærmende at kalde det biroller, for det er på en måde bohemerne, der spiller hovedrollen, selv om Mimi stjæler det meste af rampelyset.
Vi taler selvfølgelig om Rodolfo, Marcello, Colline, Schaunard og veninden Musetta. Digteren, maleren, musikeren og forførersken.
Kunstnerspirer & Friends uden en krone på lommen, men fuld af tro, håb og kærlighed i Paris’ latinerkvarter, hvor overfrakken må pantsættes fra tid til anden, for at få det til at løbe rundt.
Med Clara Cecilie Thomsen og Simon Duus i spidsen leverer hele holdet en så fint og troværdigt spillet præstation, at man rent faktisk tror på det. Hvilket er med til at gøre hele historien endnu mere gribende.
Kan det have noget at gøre med iscenesættelsen.
Ja, for pokker. For en gangs skyld slipper man helt for dumsmarte opdateringer med Guantanamo fangedragter og mishandlede immigranter med AK47 stormgeværer. Bortset fra Musettas pels er der ikke en gang en aflivet mink på scenen.
Der er skøn pariserstemning, Eiffeltårn, skæve hustage og herlig hurlumhej i den pragtfulde handelsscene, der stråler som en blanding af Jul i Magasin og Torvehallerne.
Ja, det virker næsten om Elisabeth Linton har givet denne Bohéme lov til at være, næsten sådan, som den var tænkt. Skidegodt, Linton!
Kan det have noget med gensynets glæde at gøre?
Ja, det kan det helt sikkert også. Opera kan være en kompliceret størrelse, og bliver ofte bedre ved gensyn, hvor man har styr på, hvad der foregår, og kan koncentrere sig om at nyde showet.
Skal du kun se én opera i år, så lad det være denne. Og hvis du allerede har set den, så se den igen.
Det er tilmed den helt oplagte anledning til at invitere en ’opera-virgin med – og det er vanedannende.
Fem skønne stjerner!
TILBAGELÆNET MADKUNST FOR BOHEMER
I Charlottenborgs gård på Kgs. Nytorv, historisk nabo til Gl. Scene og på vejen til operaen, finder du den helt oplagte mulighed for at droppe ind til et overraskende godt pre teater-måltid.
Vi taler selvfølgelig om Apollo Bar, der også fungerer som kantine for Kunstakademiets studerende, og har fået en del omtale siden åbningen for et par år siden.
Frederik Bille Brahe har ’genopfundet’ museumscafeen og skabt et socialt rum præget af uhøjtidelighed og laid back artzy atmosfære. Året rundt holdes events i gården og du har sikkert allerede kigget ind. Det kan du så snarest gøre igen.
Stilen er uformel, retterne er enkle og prisbillige, og hold da op, hvor det smager.
Maden er endda 100 % vegetarisk, og lever på den måde helt op til en ung, bohemisk dagsorden.
Frokostkortet er smalt og café-agtigt f.eks. med mulighed for blandet charcuterie eller Gillardeau østers klædt moderigtigt i grøn chili.
Sammen med min ledsager delte jeg fire små forretter til lidt over en hund pr. styk, og havde slet ikke forventet den velsmag, der kom ud af disse tilbagelænede serveringer.
Først en friskkogt artiskok med oregano og koji majonæse on the side. Lækker finger food med den klassiske, lidt bitre eftersmag og tilmed et smukt syn på tallerkenen i den kønne gård, hvor ingen aktivistiske studerende denne dag havde fundet på at smide rundt med buster af Frederik den Femte.
Næste tallerken var en rigtig god ceviche af dansk hamachi (hvid fisk) lagt i pocherede, hvide løg og drysset med fennikel blomster. Syrligt. Fast. Spændstigt. Lækkert!
Herefter fulgte en yderst velsmagende servering af bagte rødbeder med baslikum, fermenterede bær og mormor dressing.
Hvad skete der lige for de rødbeder dér? SÅ simpelt. SÅ godt.
Det peakede endda til sidst da serveringen stod på bagt Hokkaido græskar med danske muslinger og brunet smør. En på papiret lidt spøjs combo, som viste sig at være et raffineret pletskud af smag.
En natur Riesing på glas var udmærket til det hele uden at være prangende, før vi trak inden for til kaffe og sprang kagen over.
Min Cortado var stærk og god. Det samme var min ledsagers Americano, især da den kom anden gang og var varm. Service var top hele vejen igennem, imødekommende, frisk og tjep og munter.
Et virkelig godt teatermåltid, der anbefales absolut.
