LA BOHÊME • KØLN OPERA
★★★★☆☆
Foto: Hans Jörg Michel
ANMELDELSE LA BOHEME: ULTRA KLASSISK CROWDPLEASER I KØLN
Et sympatisk sangerhold uden de store profiler overbeviser momentvis i Kølns opsætning af la Bohême i den nyligt afdøde tyske instruktør, teaterchef og kulturpersonlighed, Michael Hampe’s ultra klassiske udgave af Puccinis parisiske tåreperser.
En svær sal uden orkestergrav er midlertidigt spillested for Køln Operaen hvis normale hjemmebane – et retro-smukt 1957’er operahus i centrum nær domkirken, er genstand for en større renovering og byggeskandale med massive budgetoverskridelser og forsinkelser.
Staatenhaus på Rhinens modsatte side er funket ganske godt op a la Copenhagen Contemporary kunstmuseet på Holmen i København, og synes især velegnet til moderne, sceniske greb.
F.eks. som i den meget roste Les Troyens af Berlioz i Johannes Erath’s 2022 Kølner hit-produktion med scenen arrangeret som en cirkelrund runway med orkestret placeret i midten.
Forestillingen blev udråbt som en sand triumf for både instruktøren og dirigent François-Xavier Roth.
En opførelse jeg desværre gik glip af, men som henledte min opmærksomhed på Kølner Operaen og deres estimerede opførelser af moderne tilsnit. Hold godt øje med operaens website.
La Boheme afvikles som bekendt i fire billeder. Første billede i lejligheden hos bohemerne, hvor Mimi introduceres og Rodolfo snart bemærker ‘hvor kold den lille hånd er’.
Andet billede på markedspladsen omkring stamcafeen Momus, hvor ustyrlige Musette driver gæk med sine velhavende beundrere. Ganske som de andre er hun modelleret over en virkelig person, som rent faktisk lykkedes med at spare sammen til at slå sig ned i Algier med sin søster, men druknede på rejsen, da hendes skib Atlas gik ned før de nåede Nordafrika.
Efter pausen får vi tredje billede i bidende kulde ved byporten inkl. et ualmindeligt flot snevejr – og fjerde billede tilbage i lejligheden, hvor livet endegyldigt siver ud af Mimi, i en af operahistoriens mest ikoniske scener.
Allerbedst fungerede tredje billede, der bl.a. rummer Mimi’s gribende farvel-arie, da hun slår op med Rodolfo.
Her indfriede den unge, italienske, perfekt castede Angela Nisi forventningerne til det skattede sopranparti, med en stærk, lyrisk præstation såvel vokalt som dramatisk, hvorimod den filippinsk/amerikanske tenor Arthur Espiritu som Rodolfo ikke ramte topformen denne aften.
Samspillet med boheme-vennerne forekom vildt postuleret og gik mest af alt op i overspillet homie-gestik og folkekomedie hø-hø. Det hele smagte mere af pligt, end af lyst, så er det sagt.
Orkesteret var velspillende især i de stille, lækkersørgelige sekvenser, men det var, som om selve (lager)salen gjorde modstand. De mange tunge gardiner på betonmurene lagde så meget dæmper på akustikken, at lydoplevelsen kom til at savne kant, spræl og nerve.
Uden drejescene, kulissehejs og elevatorer, var sceneskift overladt til en hær af scenearbejdere, som faktisk forbløffende hurtigt og effektivt lykkedes med at etablere nye, troværdige lokationer for øjnene af en udsolgt sal, sat på pause. Et helt lille teater i sig selv, om end det måske ikke lige var dét, man var kommet efter.
Markedsscenen i 2. billede var imponerende scenografi med et kæmpeopbud af medvirkende, tæt pakket i livlig massekoreografi og festlig parisisk kliché-eksekvering, der forekom så familievenlig, at forestillingen lignede en jule/nytårstradition på linje med Nøddeknækkeren.
Alt i alt en Bohême, der både er hørt og set bedre, men som gav sit publikum en autentisk og loyalt iscenesat kvalitetsoplevelse af en af verdens mest opførte operaer.
De ildevarslende horn, som afslører Mimis død i finalen, er stadig et gysende godt Puccini-greb, der gik lige i hjertet og sendte publikum hjem med tårer i øjenkrogen.
MINE KØLN QUICK TIPS
Køln er en lidt overset men oplagt weekend destination, som jeg selv besøgte for 20 år siden og havde glemt det meste af.
Efter 1. verdenskrig besatte den sejrende koalition hele Rhinlandet, og briterne, der forbød kølnernes elskede karneval, blev i byen helt ind til 1926. I dag er karnevallet en elsket institution i byen, der starter præcis klokken 11 minutter over 11 den 11.11 og varer til hen over påske!
På Le Moisonnier fik jeg den bedste frokost jeg mindes af have fået i Tyskland. Restauranten har to Michelinstjerner, og er en rejse værd i sig selv. Det tager ca. en time derned med fly og jeg har set Ryanair priser helt ned til 99 kroner for en billet. Overvej det.
Domkirken er imponerende i al slags vejr og lige i nærheden frister både Peters Brauhaus og bryggeriet Frïh am Dom med perlende frisk Kølch (fadøl i små glas) og solid tysk bondekost.
Skal det være mere hipt anbefales Poisson, designersmart fiskerestaurant med åbent køkken og bord ved køkkendisken.
Kulturoplevelserne står i kø på Museum Ludvig (modern art i cool museumsarkitektur) eller i den i imponerende philharmoni der byder på hyppige, klassiske koncerter med topnavne.
Jeg oplevede efter pludselig indskydelse Robert Schumanns oratorie Paradies i fuldt udtræk en søndag formiddag med næsten fyldt sal. Dirigenten var netop ovennævnte François-Xavier Roth.
Lidt mere i den brede smags tjeneste er virtual reality-oplevelsen Køln 1926 – en sjov lille turist oplevelse der viser, hvordan byen og livet formede sig i Køln i 1920’erne.
Du sidder med VR briller på i en sporvogn og er pænt forbløffet over at se, hvordan her så ud før de allierede lagde byen ned med 162 bombeangreb i 1944, heraf 3 angreb hvor der deltog over 1000 bombemaskiner ad gangen.
Kølner Dom var bombepiloternes foretrukne sigtepunkt, men undgik mirakuløst den udslettelse, der ramte resten af byen.
