ANMELDELSE WAGNER’S RING: IMPONERET IKKE OVERBEVIST

Der løber en levende ulv gennem sættet, da Valkyrien åbner anden del af Wagner’s Ring med et prægtigt tableau i fygende sne og hvirvlende orkesterouverture.

Nu forstår vi, at de mange hundrede old school kufferter, der udgjorde så stor en del af både det visuelle og tematiske koncept i Rhinguldet – Ringens første del – ikke var et one night wonder.

Kufferterne, som enten ligger stablet til bjerge i perfekt uorden eller er sirligt arrangeret i stramme, arkitektoniske rundbuer på den ellers nøgne scene, fungerer som metafor for den rejse, både vi og Ringens vildtvoksende og alligevel sammenflettede persongalleri er ude på – og som en slags reference til alt det, vi har med i bagagen.

(Nogle taler ligefrem ideen ind i en politisk korrekt flygtninge-dagsorden, som jeg personligt har lidt svært ved at placere i dette eventyr – alle episke fortællingers moder.

Uanset hvad, er denne stort skalerede deko-gimmick åben for fortolkninger.

Som det så usømmeligt er fastslået, kan åbenheden imidlertid også blive så stor, at ingen af parterne har glæde deraf!

Det er faktisk svært, ikke at fare vild i de talløse symbolikker, dunkle metaforer, indforståede paralleller og subtile referencer, opsætningen er så overloaded med – sammen med sin umiddelbare pragt og prægtige musik.

Netop her finder vi måske problemet ved denne Ring, som trods sin storladne eksekvering har fået en blandet modtagelse og udløste voldsomme buh-råb, da stjerneinstruktøren Stefan Herheim selv kom på scenen under fremkaldelserne efter Götterdämmerung – Ringens fjerde og sidste del.

Sådan går det i Tyskland, når man vover pelsen med et univers, der er vildtvoksende, fantasifuldt og til tider næsten infantilt.

Festligt, men også symptomatisk på den måde, at de mange kreative indfald oftere fremstår som underholdende gags, end som brikker af en skarpt skåret helhed.

(Jeg er i øvrigt dødtræt af, at den ikoniske Es dur indledning altid skal ledsages af 60 statister på scenen, svajende i henført flipperdans som Rhinens søgræs. Nu har jeg set det både i Leipzig, München og Berlin. Come on.

Et stort, magisk koncertflygel, er et andet centralt, gennemgående element. Med skjult elevatorteknik af Las Vegas show kvalitet kan det fremtrylle det ene forbløffende tableau efter det andet – ud af ingenting.

Flyglet trakteres på skift af Ringens karakterer, når der er mulighed for at styre udviklingen – bestemme hvordan klaveret skal spille, som man siger.

Siegfried knalder sin søster Sieglinde godt og grundigt derpå, til begges udtalte fornøjelse, med et afsluttende, orgastisk nøk i upassende perfekt, synkront samspil med orkesteret. Ta-dah!

Senere bliver han selv begravet i det, inden Brünhilde, som også er hans halvsøster, og som han også bliver forelsket i, vækker ham til live med vingehjelmen ….ja, der er noget at holde styr på undervejs!

Ret fedt og corny, men også komplet uvedkommende er det, at noget, der ligner Elton Johns ikoniske kostumejakke fra 70’erne, den med alle de hvide fjer, som også Lady Gaga for nylig har givet en tv-revival -optræder i en del af Rhinguldet sammen med en diamantbesat brille for lige at toppe referencen. But why? Det er sådan noget sjav, der ikke giver points hos det konservative, tyske publikum.

Musikken under ledelse af skotske Sir Donald Runnicles, synes at have været oplevet mere indtagende, og har ikke fået roserne til at blomstre hos de tyske og internationale kritikere. Specielt træblæserne får hug for at være dårligt intonerede og upræcise. Helt løgn er det ikke.

Solisterne er naturligvis i topklasse, Clay Hilley er en voldsomt god Siegfried, mens den svenske topsopran Nina Stemme får bragende bifald som Brünhilde.

Wotan, kraftfuldt leveret af Iain Paterson søger tappert men forgæves at få verden til at spille efter rimelige regler og fredsbevarende, strategiske samarbejder.

Specielt det sidste kniber det med, efter at gnomen Alberich – i denne udgave maskeret som en operaudgave af Jokeren med bundesligahår – i fortællingens start snupper Rhinguldet og støber det om til den magtfulde ring, alle vil have fingre i, og som driver det hele mod undergang og forhåbentllig genfødsel.

En langsom, gradvis demontering af verdensordenen, er hele Ringens omdrejningspunkt. Der er bare noget med undergangsfortællinger, der har det med at fascinere.

I den tætpakkede Deutsche Oper i Berlin var jeg et inviteret, imponeret, men ikke helt overbevist vidne til den første, samlede opførelse af Herheims Ring-Cyklus – omkring 20 timers opera over fire dage. Kræs for kendere og et ganske fantastisk skue i en overlegen teknisk eksekvering, uanset hvad.

Begivenheden har været ventet så længe, at det måske har overspændt forventningerne.

Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se lyder fesent, men er faktisk lidt i overkanten af det internationale anmeldergennemsnit.

PARIS BAR OG TEATER FOTOS

Skal du til Berlin og se Ringen eller en af de mange andre gode forestillinger på Deutsche Oper, er det praktisk, kvadratisk og godt at bo omkring den helt firkantede Savigny Platz. Jeg lånte en hotelcykel og trillede til teatret på 5 minutter uden at få overophedet min smoking.

Placeringen har den fordel, at legendariske Paris Bar ligger lidt henne af Kantstrasse.

Kulinarisk set er det en ret ordinær, fransk bistro, men stedet har en sjov nerve, og jeg gjorde det til mit stam-frokoststed under min reportage tur til Ringen og et par andre operaer.

Menukortet er klassisk bistro med lidt enkle salater, et par supper, muslinger, tatar, steak frites osv. til helt afslappede priser. Velsmagende, lige ud ad landevejen, og uden forsøg på at bolle det op til noget, der lyder af mere, end det er.

Tjenerne har den helt rigtige, lidt arrogante attitude over for sådan en pludseligt landet, fremmed fugl blandt stampublikummet, som i denne klassiske Berliner-rede kan være mere farverigt end så mange andre steder. Arrogancen aftager efter et par dage, hvorefter de husker, hvordan man gerne vil have sin kaffe. Så er man godkendt.

Skulle du have tid til overs, så besøg Helmuth Newton fotomuseet ikke langt derfra, med alle de ikoniske supermodel-billeder, som stadig er udfordrende og æggende i deres lager than life formater.

For tiden kører en sideløbende seværdig, særudstilling med fotos af teaterfotografen Ruth Walz, som er hammerflot og til at overskue på en halv times tid. Så er du varmet æstetisk op, og helt operaklar.

God tur.

WAGNER’S RING | DEUTSCHE OPER