VI BETALER IKKE • NØRREBRO TEATER
★★★★☆☆
Foto: Emilia Therese
ANMELDELSE VI BETALER IKKE: FARCE MED HOLDNING
Smilet stivner momentvis i en træls, retro-venstreorienteret grimasse, når Dario Fo satirekomedien Vi Betaler Ikke slår sig løs på Nørrebro Teater som socialt indigneret comedy, der ellers lykkes flot det meste af vejen.
Stykket insisterer på farcen, tror på alvoren og lander på en eller anden måde lidt mellem to stole. Blokskåret agitations-teater synes bare ude af trit i en nutid, der heldigvis er blevet lidt mere nuanceret, end da provokatøren Dario Fo skrev stykket samnen med sin hustru Franca Rame i 1974.
VI Betaler Ikke henter sin raison d’être i den aktuelle inflationskrise, der har gjort det svært for mange husholdninger at få pengene til at slå til.
Komedien går til angreb mod systemet og magthaverne, der pisser på vælgerne, som nogle stadig siger på venstrefløjen.
Situationen sammenlignes med tiden omkring oliekrisen i 70’erne, Hvor geopolitiske slagsmål udløste en seksdobling af oliepriserne og sendte dagligvarepriserne på himmelflugt.
Krigen, dengang Mellemøsten, i dag Ukraine, var på behagelig afstand, indtil den landede i køledisken.
Den nobelprisvindende Italienske dramatiker og teaterinstruktør Dario Fo nød stor popularitet i Danmark, særlig i det politiske teaters glansperiode i 1970’erne.
Han så sig selv som proletariatets gøgler og skabte række forestillinger inden for folkeligt, politisk teater i commedia dell’arte-traditionen, hvor han med grovkornet satire udstillede hykleri, undertrykkelse og udbytning.
Yndlingsofrene var politikere, autoriteter og kapitalistiske samfundsmekanismer i almindelighed.
Vi Betaler Ikke tager afsæt i en gruppe rasende husmødre, der har stormet en REMA 1000, og er stukket af med posevis af dagligvarer. Discount med holdning – på en lidt anden måde end tilsigtet!
Nu braser politiet ind og foretager ransagninger i nabolaget for at opstøve synderne. Anne Laybourn og Lone Rødbroe giver den gas men forcerer måske karikaturen lidt rigeligt i deres gestaltning af de hjemmegående, der kæmper for at strække budgettet.
Betjentene, kapitalens lakajer, er selvsagt komplet inkompetente og kan ikke bruges til andet end at grine ad. Det gør man til gengæld i rigt mål med Asbjørn Krogh Nissen og Mikkel Becker Hilgart i tjeneste for ordensmagten.
Thomas Mørk som tyndfed mandekliché er det rutinerede midtpunkt i komedien, der undertiden slås med kaloriefattige replikker i Joy Maria Frederiksens lidt firkantede instruktion. Benjamin la Cours mintgrønne scenografi og homogene 4-stribe-træningsdragter er god stil, men kunne vel også tåle lidt mere tryk på gaspedalen. Er jeg kedelig?
En særdeles luftig handling tager fart, da en af vores frustrerede husmødre må gemme stjålne REMA 1000 varer under trøjen, og igangsætter en kædereaktion af begivenheder, da rygtet om hendes pludselige ‘graviditet’ begynder at cirkulere.
Efter en lidt usikker 1. akt, ender det hele selvsagt i go’ gammeldags hat og briller, da 2. akt spiller komedien betragteligt op med færre premierenerver og flere herligt gakkede indfald, herunder en crazy respektløs ligkiste-sekvens, der altid gør sig godt i comedy.
Slapstick er matematik, siges det, og fed farce skal være helt fremme på beatet og timet på sekundet for at swinge.
I denne opsætning kniber det momentvis med tempoet, hvilket sætter manuskriptets naive besyngning af blåøjet, socialistisk ideologi i et plagsomt fokus.
Bivirkningen ved Dario Fo er, at komikken kan blive for ideologisk lastet og pointen lidt for belærende.
En farce med holdning, der løber med 4 stjerner fra Det Sku’ Du Se.
