DEN KAUKASISKE KRIDTCIRKEL • REPUBLIQUE
★★★★☆☆
ANMELDELSE DEN KAUKASISKE KRIDTCIRKEL: KNUSDEJLIG FANNY
Fattige røvhuller! Retfærdighed vil I have, men betale for den vil I ikke.
Sådan buldrer den korrupte dommer i Tina Gylling Mortensens herlige skikkelse, før hun med knyttet næve og svingende rødvinsflaske proklamerer: Hvis jeg skulle leve af jer, ville jeg sgu da dø af sult!
Bertolt Brechts sociale indignation fornægter sig ikke i Den Kaukasiske Kridtcirkel på Republique.
En veldrejet, visuelt stærk forestilling, der efter flere corona-benspænd endelig har fået premiere på Østerbro i Anja Behrens dygtige, tempofyldte iscenesættelse. Det Sku’ Du Se kvitterer for en dejlig aften i teatret med fire gode stjerner.
Man nyder en forrygende flot scenografi og en knusdejlig præstation af Fanny Louise Bernth som kvinden, der ofrer sig selv for næstekærligheden – og er på nippet til at miste alt.
Trods en vis ujævnhed i stil, tone og eksekvering, er den samlede oplevelse af Brechts gendigtning af lignelsen om Den Salomoniske Løsning absolut besøget værd.
Kan du din bibelhistorie? Kong Salomon, der var kendt for sin klogskab, skulle afgøre en tvist mellem to prostituerede kvinder, der begge hævdede, at en bestemt dreng var deres søn.
Den vise Kong Salomon ville sørge for, at de begge fik ret. Han tog sit sværd og ville hugge drengen midt over, så kvinderne kunne få lige meget hver.
Da den ene kvinde hørte dette, gav hun afkald på drengen. Nu vidste Salomon, hvem der var drengens rette mor.
Lignelsen findes i flere udgaver, sågar i en kinesisk fra yuan-dynastiets tid. Rubens har malet et prægtigt maleri af bataljen, som du kan se på SMK – eller lige her https://www.smk.dk/highlight/salomons-dom-ca-1617/
I Brechts udgave drejer det sig om den nyfødte søn af en ond hersker, der omstyrtes og skrider fra det hele.
Tjenestepigen forbarmer sig, og tager sig af barnet mod alle odds. Da krigen er slut melder den biologiske mor sig og vil have barnet, som er arving til store rigdomme.
Dommeren, godt hjulpet af en tiltagende rødvins-bimmelim, foreslår at de to kvinder kan trække barnet i hver arm til det går i to stykker og dermed deles. Hvem vinder – grådigheden eller kærligheden?
Tina Gylling Mortensen genoptager tråden fra sin glansrolle i Den Indbildt Syge, hvor hun lagde både Skuespilhuset og Søren Sætter-Lassen ned som rapkæftet sygeplejerske. Genlæs gerne anmeldelsen her. https://detskuduse.dk/2021/10/05/den-indbildt-syge-skuespilhuset/
Forestillingen præges indledningsvist af en lidt opstyltet selvforståelse i sin semi-byzantiske tempel-højtidelighed.
Heldigvis opløses alvoren i skønne, groteske maskeringer, der lægger humoristisk distance til oppustetheden og stykkets nok så gribende pointe.
Det ER bare utroligt, som Karin Betz’ scenografi og kostumer gang på gang løfter en forestilling, så det er en fryd.
Så fuld af fantasi, visuel power, humor, kreativitet – herunder det smukkeste teatersnevejr, jeg har set længe. Bravo!
Med sin blot halvanden times spilletid (uden pause) er Den Kaukasiske Kridtcirkel et overskueligt og underholdende teaterturs-projekt for et bredt publikum.
God fornøjelse.
GLÆD DIG: PRAG SPECIAL
Det Sku’ Du Se tager fat på opera-året 2022 med en Prag Special – en anmelderrejse til en af Europas klassiske operadestinationer med stolte traditioner, masser af historie og tre smukke operahuse fra verden af i går.
Vidste du f.eks. at Mozart selv dirigerede førsteopførelsen af Don Giovanni lige her i Prag? Det kan da noget!
Læs med fra den imødesete 2022 premiere på Katja Kabanova, skrevet af den verdenskendte komponist Leo Janacek, en af Tjekkiets og Prags egne sønner, som også skrev bl.a. Jenufa og Den Fiffige lille Ræv.
Katja springer ud i en ny iscenesættelse af den spanske instruktør Calixto Bieito, der er kendt for sine radikale fortolkninger af klassiske operaer. Spændingen er hermed antændt….
Læs også om helt aktuelle nyopførelser af Den Flyvende Hollænder og Tosca i denne fremtrædende kulturhovedstad.
Og del mine betragtninger om Kafka’s Processen som ballet, der tegner til at blive noget af en oplevelse her i Kafka’s hjemby, hvor han tilbragte det meste af sit kun 40-årige liv.
Tjek videotraileren her https://www.youtube.com/watch?v=vLOJlu8rYgg&t=59s
Anmeldelserne bringes her på sitet i løbet af februar. Jeg håber du vil læse med og lade dig inspirere til dit næste operaeventyr.