STOLTHED OG FORDOM • BETTY NANSEN
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE STOLTHED OG FORDOM: POETISKE PUSSELØJER
Betty Nansen omfavner Jane Austens romantiske komedie fra 1900-tallets stivnakkede England i et moderne take med masser af fysik, pastelfarver, blonder og rosa tyl.
En gigantisk kulisse af formbøjet parketgulv, brillant udtænkt af scenograf Laura Løwe sætter fart i kærlighedens rutsjeture, når Mrs. Bennet prøver at få bortgiftet sine døtre til lovende ægtemænd, der ikke alle viser sig at være, hvad man troede, de var.
Resultatet er en seværdig omgang festlig, uforpligtende underholdning med et væld af pusseløjerlige løjer, poesi og happy end, til fire store stjerner på det smukt renoverede Betty Nansen Teater.
Et veloplagt, ungt cast i Anna Balslevs friske instruktion driver os gennem den lidt bedagede handling med gakkede gangarter, dårende, dejlige dansetrin, fnisende mimik og uimodståelige flitsbue-kys.
Kærlighedens slingrende storylines i denne klassiske coming of age komedie valser ind og ud af hinanden som ledetrådene i et Agatha Christie Murder Mystery.
Pige, træd varsomt, for i jagten på det rette parti lurer faren for skandalen overalt.
Kan formerne holdes og konventionerne respekteres, når kåde ungpigehjerter slippes løs og amorinerne hærger på det bagtæppe af nødvendighed, der tvang datidens kvinder i giftermål, da de uden arvemuligheder var henvist til ægtesengens sursøde pligter, for at undgå den evigt truende, sociale deroute.
Luk øjnene og tænk på England, som man sagde dengang.
Helt kønsforskrækkede er de nu ikke, disse sprudlende kvinder, så herligt gestaltet i et skønt flow af Mathilde Arcel Fock, Freja Klint Sandberg og Nanna Skaarup Voss, som med humor og spræl lykkes med at sætte godt fut i sagerne.
Ikke mindst, da forestillingen samler sig klædeligt efter pausen, bl.a. i en herlig rave-in-pink-scene på hotel i London, som ikke synes at lade vor tids popstar-afterparty-orgier meget tilbage.
Her er ornli’ smadder på det hele, også på musikken, som gennem hele forestillingen skabes og spilles simultant på scenen hvor komponist og musiker Viktor Dahl bliver en aktiv medspiller.
Et både frækt og finurligt greb, der giver mulighed for at samle øjeblikkelige stemninger og impulser op. De har altid noget ekstra i ærmet ude på Betty!
Frisk, ungt, og endnu et af de velgørende krydderier, der giver saft og kraft til denne i bund og grund lidt lille og tuttenuttede teaterforestilling.
På herresiden diverterer Ferdinand Falsen Hiis, Mathias Bøgelund, og Simon Kongsted, alle med en solid aktiepost i det tætte ensemblespil, der i kombi med sjældent poetisk lyssætning af skønne kostumer og sætstykker, gør Stolthed og Fordom, en af verdens mest kendte kærlighedshistorier, værd at se i denne aktuelle, legesyge indpakning.
Ups, glemte vi pointen? Bare rolig, den er naturligvis helt up to-date, trods Austen-romanens fødselsår omkring 1813.
Den kloge søster Elisabeth, en af Jane Austens mest populære heltinder, vover at afvise et ægteskabstilbud fra den karismatiske mister Darcy med den i dag i de fleste kredse anerkendte, men for dén tid absolut upassende, for ikke at sige hovedløse begrundelse, at ægteskab skal bygges på kærlighed, frem for tvang og etikette. Yo, dér.
Kærligheds-kabalen går op til sidst, tør jeg godt afsløre, uden at det rigtigt kommer bag på dig.
Selv om det er tæt ved at gå galt, på grund af al den dumme stolthed og de fordomme, der bygger barrierer mellem os mennesker. Det kan man også godt liiige tænke lidt over på hjemvejen.
God fornøjelse.
KONGSTAD HAR RET: TOMATSILD STYRER I MØNTERGADE
OK jeg indrømmer det. Jeg er dødtræt af Weekendavisen.
Den helt ualmindeligt intelligente og velskrevne avis, har på en eller anden måde ekspanderet sin selvforståelse til en volumen, der gør den praktisk taget umulig at læse på en weekend.
Den ligger i stedet pænt foldet på sofaens armlæn resten af ugen, hvor den stirrer nedladende på mig.
Lidt af skammen fortager sig, når jeg griber kultursektionen med Martin Kongstads madanmeldelser, som er Danmarks mest læseværdige og burde have nogle Michelinstjerner.
Ikke blot uhyre indsigtsfulde men også svært underholdende, er de.
For tiden spiser jeg bare dér, hvor Kongstad anbefaler. Punktum.
Senest på Restaurant Møntergade, hvor jeg fulgte Kongstads råd og valgte tomsatsilden, der i denne Bloody Mary udgave accelererede lørdags-humøret med sin indre eksplosion af koncentreret velsmag. Min ledsagers pighvar på oksehaler var endnu en originalt komponeret, skarpt skåret himmerigsmundfuld.
Fadøllet, iskoldt fra Møn, er nederdrægtig godt her på Møntergade, som følger det hele til dørs med perfekt service i en levende og varm atmosfære.
