ANMELDELSE KATJA KABANOVA: VOLDSOM VOLGA

Kærlighed ødelægger alt. Mangel på kærlighed ødelægger resten. Den dristige, spanske instruktør Calixto Bieito har strippet Janacek’s operadrama om Katja Kabanova ned til sokkeholderne i denne dristige nyopsætning på komponistens hjemmebane i Prag.

Med en iskold og knugende iscenesættelse, udstilles den komplet dysfunktionelle Kabanova-families tragedie i al sin nøgne nederdrægtighed.

Et fænomenalt velspillede orkester i Nationalteatrets fremragende akustik, fastslår hvor foruroligende smuk Janacek’s musik kan være. Voldsomme, insisterende lydbilleder accentuerer karakterernes vej mod indre opløsning og fald. Storslået.

Historien er sørgelig fra ende til anden. I et hvidt scenerum uden et eneste sætstykke, finder vi Katja, sammensunket i et hjørne eller kravlende rundt på væggene i forsøg på at undslippe sit lusede, indespærrede landsbyliv og ulykkelige ægteskab.

Det starter allerede mens publikum er ved at indfinde sig og først langsomt forstår at noget er i gang med at udvikle sig – og varer lige ind til ægtemanden Tichon kommer fuld hjem (som sædvanlig) og tæver hende (som sædvanlig).

Tichon har det på sin side heller ikke nemt, med sin bitre, ondskabsfulde mor Kabanicha boende i huset, som ikke bestiller andet end at brokke sig over ham i særdeleshed, og forpeste familiens liv i almindelighed. Alle er kostumeret up-to-date, smart casual, hvilket på en sær måde trækker referencer til andre, dysfunktionelle familieportrætter, som man strejfer i diverse udgaver af Desperate Housewifes.

Eneste lyspunkt synes at være fosterdatteren Varvara, der er som en søster for Katja, men ender med at gøre hende den bjørnetjeneste, der koster hende livet. Det går sgu da meget godt, synes du ikke?

Janacek skrev Katja i slutningen af 1920’erne efter flere gange at have set Puccinis dengang ret nye Madame Butterfly, og lod sig helt klart inspirere af denne tragiske kvindefigur, der møder undergangen i sin måske naive, men på enhver måde godhjertede og uskyldsrene søgen efter kærligheden.

Tichon, altid med alkoholens uforudsigelige taberspøgelse i blikket, som moderen ikke undlader konstant at håne ham for – skal afsted på rejse. Det lykkes nu Katja at snige sig ud og udforske sin hemmelige, spirende kærlighed til en af de lokale ungersvende.

Begge ved, det vil føre til undergangen. Det afholder dem forudsigeligt nok ikke fra at forløse deres drifter, og allerede hér på første date (fy!), dyrke stående sex op ad bagvæggen. Lidt stille blev der lige i Prag.

Alt kommer naturligvis for en dag, og da Katja’s udkårne kort efter må til Sibirien på en længere forretningsrejse, synes alt håb om ny tilværelse i tryghed, kærlighed og frihed ude.

Katja fylder sin frakke med sten og kaster sig i Volga, floden, ved hvis imaginære bredder, handlingen har udspillet sig. Tichon fisker hendes våde lig op i slutscenen og må have reddet sig nogle gevaldige, moralske tømmermænd.

Noget af en wow-oplevelse får man omkring midtvejs i den kun 1,5 timer lange/korte og pauseløse forestilling, da den nøgne bagvæg klapper ned og forvandler sig til et gigantisk kar, der langsomt fyldes med vand nok til at sikre katja en troværdig druknedød i stykkets gribende finale.

Jeg var selv pænt oppe at køre over forestillingen, ægte betaget af den intense musik, de kompetente sangere og frem for alt et outstanding, malende orkesterspil under ledelse af Jaroslav Kyzlink.

De tjekkiske anmeldere har dog været mere forbeholdne og kalder instruktøren gennemført overvurderet, og hæfter sig i øvrigt ved, at solisterne ikke artikulerer det tjekkiske sprog, som det hører sig til på netop denne scene.

I dén kritikersammenhæng må jeg naturligvis melde pas – og i stedet glædes over den flotte operaoplevelse, jeg fik med hjem her fra Katja 2022 -premieren i Prags imposante Nationateater med stort publikum i i gallapåklædning.

Sådan kan vi lide det.

STJERNE UDEN HJERNE

Normalt bryder jeg mig ikke om perfide anmeldelser. I dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse.

Jeg forstår simpelthen ikke hvordan det er lykkedes La Degustation Bohême Bourgeoise i Prag at få en Michelin stjerne.

Restauranten er semi-smart indrettet med et okay blæret vinhylde-designer-arrangement i den ene ende og et åbent køkken i den anden med kobbergryder på væggen og såd’n du ved. Her flokkes 4-5 kokke om ikke at lave ret meget end ulykker.

Menuen består af 5 retter og koster rørende knap 700 danske kroner med en vinpairing for blot 500 dask oven i. Vi er ganske vist i Østeuropa, men alligevel. Alarmklokken ringede måske allerede dér. Jeg hørte den ikke.

Første servering var to små appetizers. Først en smule tatar mellem to skiver sprød knas. Herefter en lille happer af andemave – sagde han virkelig det? – rullet i en slags i nøddekaramel og sat på en pind. Bum.

Det virkede på sin vis opfindsomt og i bedste fald lovende, men det gik hurtigt over, da første, egentlige ret kom på bordet.

Bagt rødbede med et splash af pletvis frossen delvis optøet gedemælk og kefir, lignede et trafikuheld, der ville have fået spærret Lyngbyvejen af i begge retninger. Smagen var reelt set udmærket, men jeg savnede en voksen i køkkenet, som kunne påpege det eklatant uappetitlige ved denne kiksede anretning.

Næste ret var aftenens bedste. Et lille stykke skræmt, dampet havkat havde gemt sig under et låg af papirtyndt skåret Kinaradisse på et leje af muslingefoam, dullet med knaldgrøn persilleolie i kanten. Det var ok velsmagende og faktisk kønt, men også ret banalt og havde da ikke mere med Michelin at gøre, end dækkene på taxaen, der kørte mig væk herfra.

Nu til fuglen. Letkogt kød fra kyllingelår var pillet, lagt lagvis og presset til terrin.

For at være sikker på, at kyllingen var helt død, var terrinen skiveskåret a la et stykke sandkage, der herefter blev udsat for effektiv, østeuropæisk panering. Det vil sige hårdt og brutalt, med et ornli’ tykt lag rasp i dårlig olie.

Tilberedningen gjorde, at de rosa kødlag skilte i længderetningen og fik serveringen til at ligne noget, man ellers forbinder med østeuropæisk Red Light District. Jeg havde svært ved at holde masken, da tjeneren skænkede en helt uskyldig, men ok tjekkisk Chardonnay i mit glas.

En skive oksemørbrad med lidt syltede sennepskorn var nøjagtig så ordinært som det lyder. Det samme var desserten, en karamelcreme med chokododrys, der smattede ud og løb sammen i i et grimt, beige-brunt motiv, der lignede noget fra DDR før muren faldt.

Stjerne uden hjerne må være den rigtige overskrift til denne omtale af Degustation, som er en restaurant, der dukker op på alle sites, der handler om god mad og gode restauranter i Prag. Der er meget, man ikke forstår.

KATJA KABANOVA • PRAG NATIONALTEATER