KAFKA’S PROCESSEN • PRAG

★★★★★☆

Foto: Martin Divíšek, Pavel Hejný

ANMELDELSE PROCESSEN: KAFKA’S DØDEDANS IMPONERER I PRAG

En kropskerne af skræmmende, skulpturel støbning, kendetegner dødsenglen, der iført lynende paillethjelm og iturevne ligklæder i dystopisk sci-fi-stil, driver hovedpersonen Josef K gennem denne eksplosive balletfortolkning af Kafka’s mesterværk Processsen.

Danseforestillingen, der består af en serie visuelt overdådige tableauer, er koreograferet af italienske Mauro Bigonzetti, tilsat et mildt sagt imponerende lys- og videodesign udtænkt af den ligeledes romerskfødte Carlo Cerri.

Den talentfulde, unge danser Frederico Levoli af napolitansk herkomst fuldender den italienske trio med en imponerende præstation i hovedrollen som den martrede Josef K i Kafkas klaustrofobiske fortælling.

En fortælling om et absurd, omnipotent, bureaukrati, der udøver en  brutal, anonymiseret magt over den uskyldige og komplet forsvarsløse  Josef K.

Processen har du selvfølgelig læst, ellers får du lige dét på plads i en fart. Så napper du lige Forvandlingen/Metamorfose samtidig – dén, hvor hovedpersonen vågner op en morgen og finder sig selv forvandlet til et stort, kakerlak-lignende kryb. Den efterfølgende udstødelse, isolationen og marginaliseringen, er en rød tråd, der løber gennem en del af Kafka’s værk.

Japanske Niho Ogimota danser Processens kvindelige hovedparti med forførende impact og render med store dele af opmærksomheden som sygeplejersken/dødsenglen, der ledsager Josef K på hans umulige rejse. Det er ikke blot gribende, det er til tider også skideuhyggeligt.

Jeg er normalt ikke selv specielt bange for døden, men det er jeg da blevet nu! Tak for dét, Franz Kafka & Co.!

Musikken, der ledsager de 8-10 forrygende scener/tableauer der tilsammen bygger denne forestilling, er en helt moderne blanding af båndet rokoko fra Buxtehude til Monteverdi og elektronika-udgaver af lækkersørgelige, melankolske satser fra Górecki’s Symphoni Of Sorrowful Songs.

Resultatet er blændende og værd at rejse efter. Den imponerende, animerede videoscenografi spiller sammen med faste sætstykker, så man selv væves ind i processens surrealistiske mix af drøm og virkelighed.

Opsætningen foregår Prags Estate Theatre, som er dér, hvor Mozart selv dirigerede førsteopførelsen af Don Giovanni i 1790’erne.  Udenfor troner en effektfuld, spøgelsesagtig statue af Il Commendatore, som Don myrder i begyndelsen af operaen.

Teatret er en mavepuster af skønhed med sine loger i 5 etager og vidunderlig dekor af mørkeblå og guld. Det er også her, Milos Foreman optog store dele af Amadeus-filmen fra 80’erne. Teatre, palæer, kringlede gader og majestætiske pladser, der i filmen optræder som ’Wien’, er faktisk Prag.

Hvis du  på nogen måde er teater afficionado, så er det bare om at komme afsted til Prag og opleve denne yderst seværdige 1,5 times balletforestilling i et teaterrum, der næsten ikke kan blive mere historisk.

Den Tjekkiske Nationalballet danser på højt niveau og byder på et væld af spændende forestillinger. God fornøjelse.

CAFÈ IMPERIAL – I GODE HÆNDER HOS PRAGS CELEBRITY CHEF

Café Imperial er art deco til fingerspidserne og et besøg værd når du er i Prag. Måske vælger du oven i købet at indlogere dig på hotellet af samme navn, som den stemningsfulde restaurant er en del af.

Restauranten med det pragtfulde interiør af kakler og krummelurer er café/bistro-style fra verden af i går, med et menukort, der kan lidt af det hele.

Café Imperial er et af hele fire hypede spisesteder, der ledes af den tjekkiske
celebrity chef og foodie-entreprenør Zdeněk Pohlreich.

Det er svært at tænde for tjekkisk tv uden at se ham som vært eller dommer i diverse madprogrammer. Derudover er Zdeněk Pohlreich bestseller-kogebogsforfatter og et anerkendt midtpunkt i Tjekkiets kulinariske miljø.

Jeg boede selv på Imperials søsterhotel Cosmopolitan, på den anden side af gaden, også med en af celeb-kokkens restauranter. 

Maden begge steder er moderne, international stil, driftsikkert veltilberedt og lækkert anrettet.

Servicen er på dupperne, velsmagende retter bliver gnidningsløst serveret i en rar og imødekommende atmosfære, hvor der er livligt og travlt på den gode måde.

Velbekomme.