KINKY BOOTS • DET NY TEATER
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE: KINKY BOOTS SPARKER RØV!
Silas Holst er helt fremme i paillet-støvlen i Det Ny Teaters power-opsætning af smashhit musical’en Kinky Boots. Er du ikke Silas Holst-fan i forvejen, kan du risikere at blive det nu. Hans imponerende præstation som Simon/Drag Queen Lola trækker den naive, men gennemført festlige feelgood-forestilling op på et niveau, der bringer en fyldt, festklædt premieresal på benene i taktfast applaus.
Kinky Boots har spillet verden over siden urpremieren i 2013 og scoret et hav af priser fra Broadway til Londons Westend.
Med et fremragende band i orkestergraven er festen nu flyttet til København med fuld blæs på Cyndi Lauper’s 80’er disco. Tilsat et lækkert stagedesign, tintet af rød-blå neonfarver, lydefrit, glidende sætstykker af oldschool, insta-lækker fabriksindustri, knaldrød kyssemund med personaleindgang, godt med røg og oceaner af glimmer.
Danserne, dragqueen Lola’s Angels, er vidunderligt kostumeret og får safterne til at stige med æggende koreografi og masser af sex.
Min ledsager smilte så meget, at han var nervøs for at ligne en fejlopereret ansigtsløftning.
Den danske opsætning er lagt i hænderne på Det Ny Teaters dream team Lee Proud/Paul Farnsworth, der for længst har vist hvordan dén slags skal skæres – bl.a. i succesforestillingerne Oliver og Spillemand På En Tagryg.
Handlingen i Kinky Boots er tynd som en supermodel fra 80’erne, før anoreksi blev et problem. Charlie – solidt, gestaltet og fermt vokalt leveret af Lars Mølsted i en lidt svær, plebset rolle blandt skarpere og sjovere karakterer – har arvet en skrantende skofabrik.
Arbejderne, der har knoklet for familien i generationer, står til fyring og udsigtsløs ledighed. De historiske fabriksbygninger er kun et pennestrøg fra omdannelse til kønsløse luksuslejligheder.
Mødet med Simon/drag-dronningen Lola ansporer efter en del skærmydsler – herunder selvfølgelige fordomme om seksualitet – til en ny forretningsidé, der ender med at redde dagen. Høje lakstøvler til mænd! Dén havde McKinsey’s dyre virksomhedskonsulenter nok ikke lige set komme.
Som du nok har regnet ud, er pointen og summen af alle løjerne, at vi kommer længst, når vi lærer at acceptere og omfavne hinandens forskelligheder. Vær den, du er. Såre sødt og banalt som bare pokker. Og hva’ så. Festen er forrygende.
Bemærkelsesværdigt er det, at den homo/trans-forskrækkelse, som er et af benene i Kinky Boots, ikke virker nær så stærk, endsige provokerende, som den formentlig har gjort for 10 år siden. LBGT+ bevægelserne har flyttet mere, end man måske lige går og tænker.
En amerikansk ven refererede engang et optrin fra et talkshow, hvor en drag-artist måtte forsvare sig overfor en fordomfuld hillbilly med ordene: I am more MAN than you will ever be – and more WOMAN than you will ever get!
Historien tegner så udmærket hovedkarakteren i denne musical, som Det Ny løfter op til 5 stjerner for en smittende flot ensemblepræstation og en fed fest i teatret. Kinky Boots sparker røv!
P.S Træk en stjerne eller to fra, hvis du hader fest og farver, men blot interesserer dig for stykkets intellektuelle dimensioner. Her strammer støvlen gevaldigt, for nu at sige det, som det er.
CHEZ BRUNO – PLADS TIL FORBEDRING
Chez Bruno ligger lige ved den indgang til Det Ny Teater, der vender mod søerne. Jeg plejer at spise på den anden side mod Vesterbrogade, hvis det skal være tæt på. F.eks. var jeg rigtig glad for den ret nye tapas-restaurant, som jeg anmeldte her for ikke længe siden.
Bruno måtte imidlertid prøves, og for nu at gøre det nemt ,valgte jeg teatermenuen med tre enkle retter til blot 315 kr.
Prisen var skarp, det var maden ikke.
En salat med røget lakserillette, rødbeder og dressing, var vel udmærket men kantine-agtig og manglede fuldkommen fornemmelsen af, at man fik retten serveret på et fransk brasserie.
Hovedretten var Oksebavette med rodfrugter, linser, grønne bønner og rødvinssauce. Igen en ok velsmagende, men helt banal servering. Faktisk var det så anonymt at jeg helt glemte at fotografere min tallerken.
Kødet var mørt, det er nærmest det eneste, jeg kan huske, og det skyldes ikke den udmærkede, men overpriced chablis, jeg delte med min premiere-paillet jakke-klædte ledsager.
Citronkagen med hvid chokolademousse og lime, hyldeblomst og frugter var igen velsmagende, men fortsatte i de anynomes rækker.
Serveringen var veloplagt og imødekommende – og man har jo lige et teaterstykke at forholde sig til, så der er grænser for, meget man fester i glasset og på tallerkenen. Men alligevel.
