JOLLY WELTSCHMERTZ • RIDDERSALEN
★★★★★☆
Foto: Dennis Westerberg
ANMELDELSE JOLLY WELTSCHMERTZ: KNALDSJOV KULSORT KABARET
Der er uro i systemet, når Jolly Weltschmertz hænger tjekmark-tilværelsen til tørre i en kynisk/kærlig omfavnelse af tidens angstprovokerende tomhed. Resultatet er en knaldsjov kabaret med kulsort, gakket humor, skønne musiknumre og indsigtsfulde klaps til os allesammen.
Rundt om en snes småborde med røde plysstole, eller henslængt på cozy bænkerækker i Riddersalens besynderlige lokale, hygger omkring 100 publikummer sig med drinks og forventningsfuld småsnak.
Vi taler teater-Frederiksberg’sk incrowd her, og bemærker flere kendte skuespillere blandt de fremødte. Nogen véd noget. Noget er i gærde…
Ind træder et groft oversminket cast – Babylon Berlin-kabaret-style – og indtager den lille scene iført smokinglignende, sorte patchwork-kostumer, wife-beater-tanktops, hvide strudsefjer, trommer og piano på hjul. Er vi nået til det yderste hegn? Bum – Så er vi ligesom i gang!
Dagsordenen er dynamisk musikteater med klassisk kabaret-flow, sammensat af en række mærkværdigt isolerede, og alligevel konceptuelt sammenhængende musiknumre, monologer og dialoger, herunder spoofs på sære hits som Trio’s ørehænger Da da da i nye, skarpe arrangementer.
Altsammen kløgtigt tekstforfattet og stramt tematisk indrammet af nutids-desperation og samtidspanik – møg-underholdende leveret af et sprudlende cast bestående af Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn, Jens Gotthelf, Mette K. Madsen og medspillende kapelmester Thomas Dinesen. Der er fuld hammer på percussiondelen og ikke mange uoplagte øjeblikke i orkesterspillet.
Resultatet er en syrlig-sjov cabaret noir, der spidder vores tjekmark-tilværelses accelererende udfordringer.
Kravene til at optimere orgasmerne, læse en vigtig bog, være mere sammen, øge muskelmassen – og ikke mindst huske mindfulness!
Alle problemerne her i smørhullet udstilles i et kaudervælsk blandings-lingo af kabaret-engelsk, dansk og tysk, der sammen med lyden af bliktromme nærmest definerer genren.
Det handler om vrede, længsel, kærlighed, parforhold, liv og smerte. Prøv selv at nynne JOLLY Weltschmertz….too youu… til melodien fra Happy Birthday, så har du lidt af viben.
Helt fænomenalt er nummeret Life, Livet, Das Leben, hvor en åh-så-trist sangerinde jamrer sig gennem den gamle, svenske schlager Sånt er livet, i en overtændt calypsoudgave, hyper festligt og fornemt leveret af en klovneklædt backinggroup med glimmer og spidshatte.
Aftenens topnummer og vildt bifald fra salen. Kongeligt, simpelthen!
Mette K. Madsen (idé og iscenesættelse) og hendes kabaret kumpaner leverer et forrygende hverdagsbreak i Riddersalen – knaldsjovt med begavet eftertanke. Alt sammen på halvanden time inkl. pause med tid til at hente nye forsyninger i baren.
Fem stjerner for en fed aften – sådan!
FLOT NIVEAU PÅ ENOMANIA
Enomania på Vesterbrogade helt oppe ved Pile Allé-krydset og De Små Haver, er en Michelin-rost Enoteca/Restaurant hvor jeg ofte har forsømt at bestille bord i tide.
Først nu er det lykkedes mig at få bord til en teatermiddag, som ellers er ret oplagt her, i betragtning af de mange nærliggende scener. Aveny, Betty, Edison – og nu altså også den genåbnede Riddersal.
I samråd med den veloplagte tjener faldt valget på aftenens 4-retters,der kan geares lidt efter tid og appetit.
Serveringen åbnede med et spændende glas Chardonnay fra navnkundige Pio Cesare, der ellers mest er kendt for sine dygtige Barolo’er og Barbaresco’er oppe i Piemonte. Et godt glas, der gik fint til lidt silkeskåret charcuteri, skinke, lardo og pølse af god kvalitet.
Forretten var Tortelli, en slags pastapude med torskefyld, der var dejligt al dente og serveret med strimlet courgette i en glimrende sauce. Desværre var retten sært halvkold og kastede ikke dét af sig, som den ellers omhyggelige servering havde fortjent.
Næste tallerken viste sig at være et af husets faste hits, en velsmagende risotto med stykker af super lækkert braiseret rådyr, toppet med sprøde chips af jordskok. Risotto kan som bekendt være en lidt karakterløs omgang, hvilket ikke var tilfældet her. En dejlig ret, som min ledsager hurtigt fortrød at have valgt i str. small.
Vi fortsatte med Tagliata di Manzo, som er et lækkert italiensk navn for skiveskåret oksekød, her serveret i lækker svampesauce med kartoffel. ualmindelig mørt og velstegt kød, der røg lige i løgnhalsen sammen med et hulens flot glas DOCG enkeltmarks Barolo fra Piero Benevelli. Dén husker vi lige til næste gang.
Ostene og den rødvinskogte pære, der fristede til dessert, må vente til næste gang, vejen lægges forbi Enomania. Håber ikke, det varer for længe.
