MEDEA • SKUESPILHUSET

★★★☆☆☆

FOTO: Klaus Vedfelt

ANMELDELSE MEDEA: HELT IGENNEM KEDELIG SAG

Signe Egholm Olsen er lyspunktet i den mørke, græske tragedie om Medea, der i Skuespilhusets aktuelle opsætning er en helt igennem kedelig sag. Det gælder desværre både på de indre linjer – og på overfladen.

Jalousiens altfortærende rasen er en eviggyldig tematik. Måske er det i virkeligheden Medea, der har opfundet den ætsende følelse af forsmåelse og afmagt.

At patentet er udløbet og jalousi er blevet hvermands eje, har de fleste nok oplevet i tidens løb. 

På den baggrund er det sært, at bedraget og ydmygelsen griber publikum så sporadisk, at Medea kommer til at stå underligt alene med sin flammende vrede på Skuespilhusets Store Scene.

Kort fortalt handler det hele om, at kærlighed og had udspringer af den samme lidenskab – blot med modsatte fortegn.

Eller som man siger. Had er kærlighed, der har mistet sit hjem. Kender du dét?

Signe Egholm Olsens fremragende gestaltning af titelrollen i Euripides 2400 år gamle skuespil er spændt til bristepunktet af blindt vanvids-jalousi og destruktiv fortvivlelse. Nøjagtigt, som det kendetegner en grim, normaldansk, skilsmisse i dag.

Således forekommer det også rimeligt, at handlingen i Sigrid Strøm Reibo’s iscesættelse af den oldgræske klassiker, er henlagt til en parcelhus-scenografi,hvor Medea er flyttet ind med sine to drenge, efter at faderen Jason (ham med det gyldne skind), har udset sig et mere attraktivt parti.

Med slikket pomadehår, bodega-vom og topgrim satinskjorte og søger Jason i Rasmus Bjerg’s pragmatiske skikkelse forgæves at købe sig til fred med Medea og få ro på bagsmækken, så de hver især kan komme videre.

Jason er imidlertid på en Mission Impossible, og kan kun se til, mens den svigtede og ydmygede Medea hvirvler længere og længere ned i et sort hul af had og uslukkelig hævntørst.

Deres fælles forhistorie er en blodig omgang i kærlighedskarusellen, hvor Medea har bragt indiskutabelt store ofre, der sætter Jasons svig i relief.

Vi er vidne til en stærk kvinde, der med en vis rimelighed slår igen – og har taget de helt store boksehandsker på.

Vanviddet akkompagneres løbende af sært klagende lydflader fra det klassiske, kvindelige tragediekor, som til lejligheden er udstyret med mikrofonstativer a la The Supremes og kostumeret i smart 80’er-outfit, som en slags Medea backinggroup of friends. 

Basalt eye-cathhing er det at iagttage den høje, sexede blondine i tæt rød nederdel for ikke at sige silkeskjorte-med-stor-sløjfe-typerne med lækkertpjusket strithår. Uden at man rigtigt forstår, hvad de laver dér – andet end at være kærkommen variation af den afpillede og pænt uinteressante scenografi.

Det kulminerer efter pauseløse 1 time og 40 minutter med Medeas dobbeltmord på sine to sønner, der destillerer vanviddet til en sidste dråbe af iskold hævn over den bortløbne ægtemand.

Og hva’så!? Jeg er stadig deres mor, som hun vrænger mens hun står dér i højbedet, i sine tarvelige gummistøvler og stænkede natkjole – og børnenes blod driver ned ad parcelhusets panoramavindue. Hvorfor er det, at dialogerne virker så uvedkommende og ikke rigtig griber?

Du vil måske sige, at det lyder ret okay Netflix-spændende med al den hævntørstige jalousi, vi kender så udmærket fra andre psyko-thrillere med erotisk bagkant. F.eks. Fatal Attraction eller Ridley Scott’s nye og måske lidt for skrapt anmeldte House of Gucci, som jeg hyggede mig ret godt ved forleden.

Også i Medea undersøges og udstilles det faktum, at det farligste i verden er en bitter kvinde.

Vi besynger lidenskaben i kunsten og kærligheden. Men hvad sker der, når lidenskaben skygger for fornuften? 

Om dette handler Medea, der trods Signe Egholm Olsens overbevisende og kraftfulde karakterspil (Hej, Reumert!) ender som en noget overfladisk omgang oldgræsk til tre lunkne stjerner.

SYMPATISKE AMBITIONER PÅ SALT

Restaurant Salt ligger under 100 meter fra Skuespilhuset i det gigantiske Admiral Hotel. Jeg besluttede mig efter pludselig indskydelse for at prøve Salt’s sæsonmenu efter at have spist her for et års tid eller to siden, hvor restaurantchefen lancerede ambitionen om at skabe et køkken, der kan tiltrække andre end hotellets gæster.

At koldt fadøl og clubsandwich på terrassen udenfor er velgørende i forbindelse med ulovlig havnebadning og cykel/spadseretur på Langelinie en sommerdag, er en anden historie.

Menuen bestod af op til 6 retter hvor jeg fravalgte kalven og holdt mig til et før-teater teater-egnet udvalg af fisk og grønt. 

Saltet stenbiderrogn blev serveret på tynd kartoffelpandekage med creme fraiche, brændt purløg –  og gjorde ikke en kat fortræd.

Det samme gjaldt sært nok pocheret ræddike, der minder lidt om majroe og var kønt arrangeret på et leje af hollandaise og toppet med frisk trøffel og grønne urter. Smagen blev komplet overtaget af den fuldfede hollandaise, der havde fået så meget syre, at man skulle have haft fritter og hangover til.

I den forbindelse kan jeg oplyse, at jeg absolut nød Salt’s rigtig gode, hvide bourgogne på Chardonnay fra Cotes de Nuits, som ellers mest begår sig i de røde. Et fuldtud glimrende glas.

Nu kom menuens bedste servering – bagt kulmule i flotte stykker, lagt i en kraftig, fermenteret bouillon med østershat og bottarga, som er en slags revet, tørret tun, der giver ekstra, saltet smæk og god umami. Rundt, dybt og nuanceret i smagen. Flot. 

Den efterfølgende pighvar i egen bisque med rosenkål og mandler lød lovende, men lykkedes med næsten ikke at smage af noget.

Desserten af salt pistacieis og italiensk marengs var om end gennemsnitlig så ganske glimrende sammen med udmærket cortado.

Til syvende og sidst sad man blot og ønskede sig, at noget af den lidenskab, jeg oplevede til Medea, kunne være anvendt  i Salt’s køkken, der trods sympatiske ambitioner leverede et ret ordinært måltid.