MØRKT FORÅR • EDISON

★★★★☆☆

Foto: Camilla Winther

ANMELDELSE MØRKT FORÅR: STÆRKT TEATER HELT ENKELT

Mathilde Arcel er fremragende som datteren i en svært samspilsramt Berliner-forstads-familie, der trævles op på den rå Edison scene nær Frederiksberg Rådhus.

Stykket er en knytnæve lige i masken, eksekveret helt råt og uden nogen form for polstrede omsvøb, hverken scenografisk eller dramaturgisk.

Lydkulissen af komponist Jenny Rossander, aka Lydmor, hamrer benhårdt gennem øregangene som supplement til dette  meget fysisk anlagt stykke teater, der dramatiserer Unica Zürns roman fra 1969.

Mørkt forår er på papiret en lidt lille forestilling, men Teater med stort T – og en del af Betty Udvikler-konceptet.

En kunstnerisk ambition, der udforsker teaterets muligheder for genreblanding, hvor skuespil, dans og musik flyder sammen i ægte gesamtkunst.

Er forestillingen lille, er ulykkerne til gengæld store.

Det handler om  en ung kvindes rå længsler, en slags coming of age fortælling om en kvindes opvækst i et hæsligt greb af Fars svigt, Mors druk, Brors overgreb, fortvivlende selvskade, voldsomme seksuelle fantasier, svømmelærerens afvisning og dødens lokkende mørke som vejen ud af det hele.

Forestillingen varer blot 1 time og 20 minutter, og formår trods enkelte udfald at holde momentum hele vejen igennem.

Saftige ferskner, der i den unge kvindes sensuelle hænder mases til kødfuldt smadder, dryppende af indestængt, uforløst begær, giver det hele en sær, seksuel undertone sammen med spillernes uniforme kostumering i hudfarvede knæbeskyttere, gasmaskler  og røde badedragter fra DDR tiden.

Et lille cast af store talenter –  Mathilde Arcel, Peter Christoffersen, Marcus Alexander Roydes og  Alma Toaspern, leverer en effektiv præstation, der på en undertiden humoristisk, men for det meste foruroligende måde, sætter sig i publikum som en grim følelse, man forgæves prøver at vifte af sig bagefter.

Teater, der kryber ind under huden, hedder det også. Stærkt teater, helt enkelt.

SIDSTE NYT: MOULIN ROUGE TIL DANMARK

Det internationale musical hit Moulin Rouge kommer til Danmark i efteråret 2023.

Det afslørede Jesper Winge Leisner ved et velbesøgt pressemøde på i Falkoner Salen, hvor premieren løber af stablen 7. september2023, før produktionen fortsætter videre ud i Danmark, Sverige og Norge.

Moulin Rouge er One And Only Musicals hidtil største satsning, hvor Winge Leisner lover, at alle sejl er sat til, for at sikre et show i international topklasse.

Det danske cast ser lovende ud med Sara Viktoria Bjerregaard og Silas Holst i de bærende roller, sammen med en dæmonisk Rasmus Bjerg som teaterdirektøren, der kæmper for at holde sammen på al den kærlighed, alle de intriger og hele den formidable fest, som forestillingen er.

Det sku’ Du Se overværede den aldeles overvældende London udgave for få måneder siden (foto), og du kan læse den entusiastiske anmeldelse her.

https://detskuduse.dk/2022/04/25/moulin-rouge-piccadilly-theatre-london/ 

Showet er en regulær hitparade indhyllet i Montmartre-romantik, drømme og fristende fantasier, og er så pikant, at en ældre gentleman to pladser fra mig, fik et hjerteslag under forestillingen i Westend, og måtte hjælpes ud af vagterne. Det er ikke løgn.

Jeg tænker, du godt kan begynde at glæde dig til denne forestilling, som er internationalt publikumshit med garanti for en elementært underholdende og spektakulær aften i teatret i selskab med en hæsblæsende pastiche af musikalske og visuelle punch.

Billetsalget er startet – god fornøjelse.