ELSK MIG I NAT • SCANDIC FALKONER

★★★★☆☆

Foto: Miklos Szabo

ANMELDELSE ELSK MIG I NAT: MAGI I LUFTEN

Elsk mig i nat er varm luft fra den ene ende til den anden – og der er magi i den!

En snart klassisk jukebox musical baseret på dansk 80’er poprock, der blinker i bakspejlet som 24 karats guldalder for den danske musikindustri.
Arven er et sandt overflødighedshorn af partyhits, der forfører dig hele vejen ned ad Memory Lane.

Med Szhirley og Jimmy Jørgensen i spidsen for et virkelig velsyngende cast er der garanti for en fest med et veloplagt publikum, der er kommet for at more sig – ikke for at kloge sig. 

Som bagmanden for det hele, Jesper Winge Leisner siger, da han går på scenen inden forestillingen:  Fyr den af – bortset fra at tage billeder med blitz er der ikke noget, I ikke må!

Leisner kan sin metier som executive producer og CEO for One And Only Musicals, der f.eks. også står bag musicaltræffere som Den Skaldede Frisør, Den Eneste Ene, Dirty Dancing, Flashdance, Grease og mange andre.

Leisner & Co. Arbejder ud fra et mantra om at lave musikteater for folk, der normalt ikke går i teatret. Respekt for dét. Alle kan trænge til et frikvarter med let underholdning og livsglæde, når Wagner bliver for langhåret, og græske tragedier for tragiske.

Åh, hvem der bare var lige så slank som den historie, der holder sammen på Elsk mig i nat.

Det tynde plot, der synes kalkeret frit efter opskriften på Mamma Mia, udgøres af en hjemvendt popsangerinde, der vistnok under falsk påskud samler vennerne det fra gamle band til en slags final reunuion. Szhirley styrer hovedrollen som popdivaen Sui med stort vokalt overskud og masser af X-factor.

På et gods i safari-lodge-forklædning skal der løsnes op for gamle konflikter, misforståelser skal udredes og kærlighed skal blomstre.

Måske vil det endda lykkes at forene Sui’s datter med sin rigtige far, Frederik fra bandet, gestaltet og sunget af en ganske fremragende Jimmy Jørgensen.

Han kan bare levere de 80’er hits, så det er som at være der selv igen. Der er noget med hans rå fraseringer og vokale attitude, der sidder lige skabet. Aftenens bedste og still going strong. Bravo!

Alle plottets (lidt for) små kabaler går op til sidst, efter vi har været gennem godt 30 klassiske hitsange, der på mere eller mindre logisk vis er presset ind i handlingen i mere eller mindre komprimerede, redigerede udgaver. 

Man vil bare hjem i en fart, flå topgitteret af et par flasker Lambrusco og danse til originalerne mede armene over hovedet!

Lad være med at tænke for meget over det, og nyd i stedet de stærkt leverede udgaver af klassikere som Glor På Vinduer, Nu Hvor Du Har brændt Mig Af, Mandagsstævnemøde – eller min favorit denne aften, Det’ ikke Det, Du Siger, virkelig flot leveret af mor-datter i en flot scenografi der strutter af glimmer, poplys og 80’er nostalgi.

Jo, der er mange, meget bedre musicals, end Elsk Mig I Nat – med stærkere storylines og replikker, der rent faktisk har noget på hjerte. Men du kan sige, hvad du vil. Skal der være party, så er det  80’er poppen, der erobrer playlisten.

Eftersom jeg selv er lige i målgruppen, havde jeg en herlig aften med denne musical af klart mere kommerciel end kunstnerisk værdi, der dog har solgt en lille kvart million billetter siden urpremieren i 2009.

Tak for festen og fire stjerner.

SPEEDEREN I BUND PÅ SAN MARCO JUNIOR

San Marco Junior er en klassiker på Falkoner Allé, lige over for Scandic. Oplagt valg inden musicalpremiere, og det var jeg ikke den eneste der havde luret.

Den fyldte restaurant  pumpede af energi, kvik betjening, god italiener-atmosfære og appetitlige tallerkenen-serveringer, der speedede mellem åbent køkken og glade gæster.

Mine ravioli med spinat/ricotta, drønede ind med super god arrabiata tomat/chilisugo, der dog ikke helt formåede at skjule, at pastaen var taget af blusset alt for tidligt, al dente kan også blive FOR al dente. ( Som i næsten utilberedt.)

En smuk servering af Vitello Tonnato var velsmagende omend en smule karakterløs. Problemet lod sig dog hurtigt afhjælpe med mere salt, peber og noget af den gode olivenolie der var parkeret påmit bord sammen med San Marco’s gode brød.

En tallerkeen Calamari Fritti var måske også gået lige tjep nok, så paneringen omknig udmærkede skiver af blæksprutte fremstod blød i stedet forsprød. Glimrende Pinot Grigio hjalp.

San Marco er klassisk italiener med højt humør og foden på speederen.

Jeg vil dog anbefale at sætte farten en smule ned, og bruge et par øjeblikke mere på at forkæle maden med en lidt mere omhyggelig finish næste gang. 

På gensyn!