ANMELDELSE SHE LOVES YOU: NÆSTEN SOM AT VÆRE DER SELV

Musikken har hovedrollen i den stort opsatte musical med Beatles-sange, der efter flere benspænd har fået sin verdenspremiere i Tivolis koncertsal. Forventningerne til projektet, som er baseret på noget af det 20. århundredes mest ikoniske populærmusik, er dog et stykke fra at blive indfriet.

Kapelmester og producent Mikkel Rønnow, og hans internationalt håndplukkede team, slipper ikke helt uden skrammer fra opsætningen, der først og fremmest bæres af et knaldgodt liveband. Som musical underleverer She Loves You desværre både på ydre skønhed og indre styrke.

Orkesteret får ram på flere af tophittene, så det glimtvis er næsten som at være der selv.

Det lykkes Rønnows kompetente rockkapel at leve op til den høje standard for livemusikkens fremførelse, som man f.eks. har kunnet opleve ved Paul McCartneys forbløffende flot, eksekverede rockshows.

Veloplagte arrangementer af Beatles-træfferne, redder aftenen i land som udmærket, omend lidt forudsigelig underholdning med et sært provinsielt snert, og efterlader indtrykket af en forestilling, der mest huskes for det, den ikke lykkes med at være.

I lyset af, hvor brillant en sangskat, She Loves You-musical’en, har mellem hænderne, er det utroligt, hvor lille en historie, man har fået rullet det hele ind i. Og hvor ikke-ambitiøst, det er forløst på scenen.

I seks uskønne West Side Story-agtige stilladstårne hænger kor og dansere og dingler i deres klatreseler store dele af tiden, uden det giver nogen som helst mening.

Selvindlysende fed er vel næppe heller klippe-klistre scenografien af brun/orange tøjstrimler fra Stof 2000, der sammen med en supersize drømmefanger, og en slags flyvende tallerken i snoretræk udgør grundscenografien, som er rod med et familietræ på en bakke med eller uden Fool On The Hill.

Typecastingen er skåret ud i pap. Jeg blev så træt, allerede i første scene, hvor en overraskende godt syngende men besynderligt anbragt Karsten Jansfort i rollen som Hr. Brun Fløjlsbuks i lammeskindsvest giver den som eks-hippie i parfumeret herrefrisør-udgave, med hvidt, korttrimmet fuldskæg nede fra centeret i Albertslund. Man er vel blevet voksen.

Da en nydesignet fashion collection, der er en del af plottets omdrejningspunkt, (jeg vil spare dig for et handlingsreferat) præsenterede sig som en slags Herning-adaption af Sgt. Pepper- universet, knækkede filmen for mig, og her var jeg tæt ved at ringe efter Beatles-politiet.

Men altså… Let It Be….

Så hjælper det jo heller ikke, at altid driftsikre, gennemført professionelle Maria Lucia i en af de bærende sangroller sammen med dygtige, drønsympatiske Birgitte Raabjerg, trykker den så hårdt af i en klassiker som f.eks. Blackbird, at alt, hvad originalen har haft af nænsom poesi, bliver brølet helt om på de bageste rækker.

Et rørende, naivt McCartney-appropach konverteres entusiastisk til Meat Loaf style-powerballade, med så meget smæk på, at enhver hippie havde søgt dækning omgående – og næppe havde oplevet ret meget mere af blomsterbørnenes årtier.

Tak i øvrigt til Rikke Hvidbjerg og Johanne Milland for gode præstationer, såvel vokalt som dramaturgisk.

Succes starter med forventningsstyring, og pressenoterne underspiller kløgtigt forestillingens ambitioner. Til gengæld lever man op til dem.

She Loves You er en jukebox musical i klassisk stil som Elsk mig i Nat og Mamma Mia, hvor hitmelodier, sangtitler og spredte verselinjer flettes sammen i en matchende zeitgeist. Historien sætter ikke meget på spil, men tjener som anledning til at binde den buket af skønne musikalske genhør, som publikum er kommet efter.

I dette tilfælde noget 60’er peace/love-halløj, som til enhver tid er bedre end alternativet, men bliver kikset, når konceptet materialiseres i en mase røde hjerter nede fra børnehaven, der er sat på kosteskafter og fægtes rundt af de medvirkende i scener, der tegner en fælles kulturhistorie, vi skal forestille at Come Together i.

Handlingen lader tre tapre lovestories væve ind og ud af hinanden, hvor vi gerne skulle kunne finde os selv i mindst en af dem.

Den stormende, naive ungdomskærlighed (I Saw Her Standing There), det etablerede kærlighedpartnerskab (We can Work It Out – eller den aldrende, selv-applauderende seniorlove – på kanten af det store endeligt – Across The Universe eller for enden af The Long And Winding Road.

Pointen er selvfølgelig, at når den store kabale skal gøres op, er kærligheden det eneste, der tæller.

Alt sammen præsenteret i en mærkeligt uvedkommende iscenesættelse, hvor man i betragtning af det musikalske råmateriales ikoniske kvalitet, godt kunne tillade sig at forvente flere vitaminer.

She Loves You har sine øjeblikke. Salen rocker sejt i den svajende slowblues I Want You, Bandet groover max. i de Blast-lignende jazzfunk-arrangementer af Drive My Car, With A Little Help From My Friends og den kodyle dance-træffer Got To Get You Into My Life, der bringer salen i kog.

Det er i disse øjeblikke, vi er oppe at køre på den musikalske højbane, hvor the Beatles gav alle andre baghjul fra 1963 til 1970, og stadfæstede sangskriverskriver-duoen Lennon-McCartney som den mest gyldne åre af musikalsk kreativitet, der har pumpet gennem musikindustrien i nyere tid.

TAK TIL LÆSERNE

Det Sku’ Du Se runder et skarpt hjørne. Tak til læserne. Det ér og bliver sjovest med publikum på.

Foråret byder bl.a. på spændende anmeldelser fra London hvor den fascinerende sopran Pretty Yende spiller titelrollen i la Traviata på Royal Opera House.

Mon ikke også vi skal se hvad der rører sig på musicalscenen, nu hvor Westend igen har slået dørene op. Genopsætningen af Molin Rouge er et godt bud med masser af sus i skørterne.

Senere går turen til det højt estimerede Opernhaus Zurich, der præsenterer en ambitiøs nyopsætning af Rhinguldet.

SHE LOVES YOU • TIVOLIS KONCERTSAL