ANMELDELSE OH HAPPY DAY: HJERTEVARM SCENISK SLOWFOOD

Instruktør Rolf Heim har lavet en hjertevarm sceneudgave af Hella Joofs succesfilm, som er et kærligt kram til danskheden og vores indskrænkethed.

En afvæbnende folkelig, men også en lidt irriterende fremstilliling af en dansk folkesjæl, der er så tung i røven, at man næsten ikke orker det.

Oh Happy Day er en meget lille historie i en meget lille indpakning. Beskrivelsen kan i dette tilfælde tages helt bogstaveligt.

Scenografien er helt simpel, og består af noget, der ligner et klædeskab fra Biva i den dér kønsløse bøgetræsfiner, man gerne finder på provinshoteller og i lejede sommerhuse.

Bag klædeskabets døre udspiller handlingen sig i en række små, usle komedietableauer, så tarveligt indrammet af den helt rigtige, knugende fornemmelse af kroppens og sjælens indespærring i en soveby på bøhlandet.

Ikke underligt, at noget så eksotisk som en veldrejet, sort præst og troende korleder i Christopher Læssø’s veltrænede skikkelse, kan sætte byen på den anden ende.

Og åbne hjerterne for Herrens universelle kærlighedsbudskab i et omfang, der snart viser sig at være lidt for meget af det gode – for flere. (Helt ærligt det er godt nok et velsiddende, mørkt suit Læssø lægger damerne og resten af salen ned med. Sådan et vil jeg også have.)

Handlingen snegler sig rent ud sagt afsted i forestillingens første del, som dog bæres hjem af flere ret komiske optrin, der mest af alt udstiller et bøvet Provins-Danmark med ølmave-æstetik og helt ualmindelig dårligt haircut.

John Mogensens Der er Noget Galt I Danmark i dilletant-udgave, dirigeret af en vidunderligt kostumeret, superklam korleder i kropsnær, orange strik og fløjlsbuks, tilsat åben sandal og tennissok, åbner ballet under publikums højlydte latter med en veltimet, musikalsk disruption.

Hermed er der sat an, til den lofte lidt pusseløjerlige type komik, der både er en slags varemærke for Folketeatret og for Hella Joof, der jo begik filmen tilbage i 2004 efter manus og idé af Lotte Andersen.

Sjovt, men laaangsomt går det, mens premierenerverne lægger sig ved denne Københavnerpremiere, og komedien løsnes.

Helt tryg ved fortsættelsen, er man måske ikke halvvejs i forestillingen, men efter pausen er det, som om det hele samler sig, mens handlingen går sin forudsigelige gang.

Velspillende Marie Mondrup som hovedkarakteren Hanna, og Ulla Vejby som forstads-sexy sidekick i leopardjakke og tætte jeans med glimmerbælte, træder for, sammen forestillingens dygtige, interagerende musikere.

Undervejs leverer det ofte noget overspillede cast, nogle rigtig fine musiknumre i interessante fortolkninger.

Herunder et par velturnerede Beatles-sange og ikke mindst den passivt/aggressive Amy Winehouse klassisker Back to Black.

– You go back to her and I go back to….

Sangen er gribende midt i al komikken og rammer lige dér hvor vores hovedkarakter Hannah har forladt sit flinke, men absurd kedsommelige skvat af en revisor-mand for at sætte kærligheden fri, sammen med den sorte præst.

En glimrende plan, der naturligvis går i vasken, da det viser dig at den gode præst både har kone og børn hjemme i Harlem. Herrens veje er som bekendt uransagelige.

Rørende er det, at se Hannah vokse ud sig af nederlaget, før det hele kulminer med finalekoncerten, der egentlig skulle have været til Jacksons ære men nu bliver en hyldest til livet og det Smallville-kammeratskab i provinshullet, der også er en slags kærlighed. Sikkert er det, at alt fremover vil være forandret.

Og når publikum på balkonen rejser sig hele vejen rundt i autentiske kordragter og giver den gospel-gas for fuld halleluja med swing, svaj og handclaps på to og fire, så spiser man af hånden.

Fire stjerner og tak for en fornøjelig aften, der måske ikke ligefrem udløser et kulturchok, men som man risikerer at blive i ganske i godt humør af.

TAK TIL LÆSERNE

Det Sku’ Du Se runder et skarpt hjørne. Tak til læserne. Det ér og bliver sjovest med publikum på.

Foråret byder bl.a. på spændende anmeldelser fra London hvor den fascinerende sopran Pretty Yende spiller titelrollen i la Traviata på Royal Opera House.

Mon ikke også vi skal se hvad der rører sig på musicalscenen, nu hvor Westend igen har slået dørene op. Genopsætningen af Molin Rouge er et godt bud med masser af sus i skørterne.

Senere går turen til det højt estimerede Opernhaus Zurich, der præsenterer en ambitiøs nyopsætning af Rhinguldet.

OH HAPPY DAY • FOLKETEATRET