MITRIDATE • DET KGL. TEATER
★★☆☆☆☆
Foto Miklos Szabo
ANMELDELSE MITRIDATE: INNOVATIV KIKSER
Mitridate tegner i grunden godt på papiret.
En opera af den kun 14 årige Mozart – et geni in spe, boblende af ideer og friske greb på genren – iscenesat som fantasifuldt gesamtkunstwerk af den innovative, tyske instruktør Ralf Pleger i samarbejde med Malmø Opera og Skånes Danseteater.
Resultatet lever ikke op til forventningerne.
For det første er Mitridate ikke nogen særlig god opera, bortset fra en del interessante, musikalske tilløb til Mozarts geni.
Stor klang og legesyge, musikalske, motiver, hæsblæsende, unisone løb, skarpe, synkrone accentueringer mellem orkester og sangere, en ualmindelig køn, og original duet mellem sopran og horn – og passager, der henleder tanken på det, jeg mener, vi kaldte chase, den gang jeg spillede Big Band jazz. (Ét instrument spiller en melodilinje, et andet instrument eller vokal, jager/kopierer den og ’svarer’ tilbage som en slags ekko.)
Musikken er pågående og stærk. Man mærker gennem hele orkesterpartituret, at der er et eller andet særligt på færde, og at komponisten uimponeret tester nye greb og orkestreringer.
Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen står for den musikalske ledsagelse, som er veloplagt og med den friske, sprøde klang og energiske attitude, der altid kendetegner CoCo’s orkesterspil. Det er en ren fornøjelse at lytte til. Godt så.
Mitridates udfordring ligger i selve iscenesættelsen, som deler vandene og har indbragt instruktør Ralf Pleger og det kreative team omkring ham en hel del øretæver.
Hvem ved, måske er man bare ikke helt klar til forestillingens nonverbale, performative narrativer, bygget på visuelle, koreografiske metaforer, der åbner for fortolkninger af Mozarts musik.
Dén sætning, som er hentet fra instruktørens bidrag til programnoterne, lader vi stå et øjeblik, så du kan sunde dig lidt.
Første og anden akt foregår omkring et roterende sætstykke af en art spaltet kystklippe, der lidt afhængig af vinklen, den viser sig fra, kan illudere en slags shelter for de medvirkende eller en gigantisk vagina, der smutter nøgne dansere ud, som derefter ligger og vrider sig langsomt og ursuppe-organisk over hele scenegulvet. Lidt a la Rhinens svajende tang, som jeg har set ’danset’ ved flere opførelser af Rhinguldet.
Synet er særpræget, men det vedbliver at være en gåde, hvad det går ud på, da denne tidlige Mozart opera seria ikke ligefrem udmærker sig ved aflæselig action, der kunne have kunne hjulpet et fatsvagt publikum lidt på vej.
De goblende, minusdynamiske urtids-menneskekroppe bliver dermed et besynderligt, fritstående element, mange i salen og stort set alle anmeldere bruger en del kalorier på at finde en mening med.
Det har endnu ikke været alle forundt at gennemskue det nonverbale, koreografiske narrativ.
I sidste akt switcher iscenesættelsen med ét til et helt andet univers. Det føles som en lettelse, men efterlader også et hovsa-agtigt, omend ganske æstetisk, scenisk udtryk.
6-8 aktører indtager den nøgne scene, nedsænket til livet i en slags store designer-skakbrikker, der skøjter lydløst rundt mellem hinanden.
Flot ser det ud, og man aner jo nok referencen til magtspil og positioneringstaktik, da den lidt mildt sagt undereksponerede handling går ind i slutspillet.
(Spoiler alert!) Giftkongen Mitridate har to sønner .Uheldigvis er de begge forelskede i den kvinde, Mitridate selv har udset sig. For at være på den sikre side, slår han dem alle tre ihjel og begår til sidst selvmord i sin ensomhed. Bum. (En række plot-twists e rudeladt af pladshensyn.)
Dramaturgien refererer ikke til det historiske scenarie, men byder på en hyperkreativ, surrealistisk fortolkning af karakterernes indre kampe.
Måske er det derfor, det er så pokkers svært at aflæse hvad der i egentlig foregår. Med risiko for at blive kaldt Rindalist, mener jeg, det gør den tre timer lange forestilling, til lidt af en prøvelse.
Jeg er glad for, at jeg ikke havde udvalgt Mitridate til en festlig kæresteaften i operaen, men oplevede den solo af mere akademisk interesse, fristet af de mange stejle anmeldelser, forestillingen har måttet lægge ryg til.
Blandt sangerne imponerede Morten Grove Frandsen med en flot kontratenor, ligesom Elisabet Einarsdóttir leverede godkendt præstation som den ombejlede prinsesse Aspasia.
Et parti, der må tøjle en hel del mere koloratur-galop, end man husker fra Mozarts voksne materiale. (Undskyld mine heste-metaforer.)
Mozarts hyldest til barokken, har nogle ligefrem kaldt dette kompositorisk imponerende ungdomsværk.
Efterfølgeren Idomeneo, som Det Kgl. opførte med femstjernet succes for et par år siden, byder på meget af den samme, uimponerede friskhed, men fremtræder klædeligt en kende mere afrundet. Iscenesættelsen dengang var også dristig – men lykkedes.
Mitridate udfordrer både materialet og publikum. Begge dele er godt – i princippet.
I dette tilfælde er resultatet desværre ikke så vellykket – i praksis.
LEVI BEGEJSTRER
Restauant Levi i det smukke nyopførte hus på den gamle, tidligere grusbelagte P-plads i midten af Indre By, kalder på begejstring.
Med et smukt, let og indbydende interiørdesign i en blanding af løse borde og blødt rundede sofahjørner, føler man sig hurtigt veltilpas og må omgående kalde en gintonic fra den ligeledes superæstetiske og veldesignede bar
Menukortet er en trendy blanding af italiensk/japanske serveringer i den populære mini-size, der inviterer til 3-5 tallerkener pr snude.
Mulighederne er så mange og så fristende at jeg hurtigt besluttede mig for Omakase, altså en slags Chef’s choise/køkkenet vælger. God beslutning for den første rundrejse i Levis gastronomiske univers. Jeg fik 4-5 små, serveringer, der alle var både originale, raffinerede, og velsmagende.
Første servering var smuk østers på seng af is, toppet med ørrredrogn, ledsaget af fingerlime.
Herpå fulgte, atter i raffineret japansk mimalist-design – sashimi af rød Mazara-reje, jomfruhummer og helleflynder.
Vinkortet er imponerende stærkt på glasvin, og jeg faldt for en Gavi fra Piemonte, som havde semifed krop med passende modspil til den superfriske, delikate, rå fisk.
En laber foie gras-agtig mousse serveret med grillet citron og uhørt lækker skive af surdejsbrød røbede, at noget særligt foregår i dette køkken.
Dumpling i kraftsky og stegt fisk med hvid, grillet asparges og smørvendte ærter, der virkede lidt out of concept – kastede måske ikke så voldsomt af sig.
Menukortet byder dog på så mange andre, spændende retter, at jeg er nødt til snart at komme igen og vælge a la carte.
En frisk dessert af hvid chokolade toppet i syrlig rabarbersauce, rundede det hele af på ypperlig vis.
Levi er det nye topnummer i minefeltet af hårde konkurrenter som Alsace, Victor, Fishmarket, Pastis og hvad de ellers hedder der inde i Indre By’s gyldne firkant.
Der er allerede rift om bordene på denne nye restaurant, der hævder at ville det uformelle, men lægger sig kvalitets- og stilmæssigt så flot, at det er svært at holde armene helt nede.
Levi begejstrer.
