NÆSEN • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE NÆSEN: PRÆGTIG BLODTUD TIL MAGTEN
Der er internationalt format over Operaens opførelse af Sjostakovitjs absurde opera Næsen – en scenisk kraftpræstation af den stærkt underholdende og absolut besynderlige slags. Også i dag har jeg oplevet noget, jeg først forstår i morgen, som Jøren Leth ville have sagt.
Fejende flot og insisterende attraktivt er det, med et næsten tegneserieagtigt, modernistisk partitur, der smager af Stravinski og Tchaikovsky, men også henter referencer fra både jazz, stumfilmsmusik, cirkusrabalder og sågar lidt fra Wagner.
Vort eget A-team af Palle Knudsen, Gert-Henning Jensen og Simon Duus har nøglerollerne i dette absurde satiredrama, baseret på en novelle af Gogol, der bl.a. skrev Revisoren, som Nørrebro Teater satte op med succes som skuespil for et par år siden, med Thure Lindhardt i titelrollen.
Den tematiske fællesnævner for de to forestillinger er en satirisk udstilling af magtens modus operandi – brug og misbrug. Sjostakovitjs ukrainske herkomst gør selvsagt opsætningen ubehageligt aktuel.
Handlingen i Næsen er komplet gak-gak, og så måske alligevel ikke.
En embedsmand mister sin næse hos barberen. Næsen dukker op i et brød hjemme hos den foruroligede barber, der ikke husker andet end at han måske blev fuld på hjemvejen, og nu prøver at slippe af med den afskårne legemsdel.
Bortskaffelsen viser sig at blive uventet problematisk og resulterer i en tur til politigården med brutal afhøring og timevis af tørre tæsk.
Næsen dukker imidlertid op i kirken, forklædt som religion, hvor den genkendes af sin ejermand, men formår at flygte under tumult.
En pressekonference, hvor embedsmanden offentliggør sit næsetab, fremviser sit glatte, pandekage-flade ansigt, og beder om offentlighedens hjælp, giver ikke resultater. Vi står altså med en næse på flugt og latterliggørelsen lurer.
Først da næsen pågribes i lufthavnen og bliver pøbel-pryglet ned til normal størrelse lykkes det ejermanden at få den med hjem, hvor en tilkaldt læge mislykkes med at sætte den tilbage på plads.
Den fortvivlede, næseløse bureaukrat vågner imidlertid næste morgen med næsen på plads, som om intet var hændt.
Ligner det en Me Too opdatering, at den plagede, omend noget opblæste embedsmand i operaens sidste sekund ser ud til at miste næsen igen, under krænkende befamling af den første kvinde, han møder?
Jeg ved det ikke, og når man googler sagen, er der faktisk flere udlægninger af, hvordan det hele skal tolkes.
Forfatteren Gogol var f.eks.rigtig træt af sin egen næse, og har måske bearbejdet sit traume ved at lade den stikke af i en novelle. Hvorfor ikke?
Konsensus samler sig om, at nøglen til det hele er at læse næsen som en metafor for Magt. Uden magten er manden intet, og lige til at smide ud af vinduet, som det hedder sig.
På den måde er Sjostakovitjs opera et magtkritisk upperrcut, der forklarer, hvorfor han i sin tid gerne sov med en færdigpakket flugtkuffert under sengen, for det tilfælde, at Stalins politisoldater skulle komme på en lidt for insisterende visit.
Nogle var som bekendt mere lige end andre i det store, kommunistiske fællesskab. Gogol skrev novellen i zar-tiden, i dagens kontekst står der selvfølgelig Putin ud over det hele.
Opsætningen af absurditeterne er fuldkommen forbløffende og af velgørende, internationalt tilsnit med et uhørt antal medvirkende og vildt fabulerende stagedesign af Alfons Flores.
Bagmanden er den catalanske dramatiker Alex Ollé, der står for iscenesættelsen af den sjældne produktion, som nu spilles for første gang i Danmark i et samarbejde Mellem Operaen og den højt estimerede Bruxelles opera La Monnaie.
Blandt mange spændende oplevelser for operafans, byder La Monnaie i øvrigt på en lovende, absolut interessant produktion af Les Huguenots i Bruxelles i juni, som du vil kunne læse om her på Det Sku’ Du Se.
Næsen er en eksperimenterende udfordring af operabegrebet, der holder genren frisk og publikum til ilden.
En spektakulær omgang af høj kunstnerisk kvalitet med de krav, det stiller til et openminded publikum.
Kræs for kendere og et must for nysgerrige kulturnydere.
CHÉ FÈ – EN ITALIENSK PERLE
Restaurant Ché Fè i Borgergade, ikke langt fra Det Kgl. Teater er startet af restaurationsfolk fra øverste køkkenhylde som bl.a. Alessandro Jacoponi, der var partner i Michelin restauranten Era Ora på Christianshavn gennem årtier.
På Ché Fè fokuserer på økologi og bæredygtighed, men først og fremmest på små, raffinerede retter og smalle kvalitetsvine.
Resultatet er en ualmindeligt god, italiensk aften i byen.
Jeg havde for en gangs skyld god tid og gik all in på tasting-menuen inkl. vin og fortrød ikke et sekund.
En snackservering satte dagsordenen med bl.a. chips af kikærter og malt vinegar, bresaola af ’hjemmelavet tun’ og fennikel samt mini-sandwich af savoykål.
Antipasti’erne fortsatte I det originale spor med bombolone (en lille slags bolle) af artiskok, ricotta og citron, insalata in saor med rosiner, løg og panzanella, en slags toscansk salat med brød, slethvar og tomat.
Primo’erne – to serveringer – var prima og bestod af fermenteret asparges med glasurt samt måltidets måske mest labre indslag, ravioli med citron, ricotta, blåmuslinger og kartofler. Sikket syn, sikken smag.
Secondo’en bestod af hamachi med kærnemælk, skalotteløg og grønkål, og beseglede starten på et nyt venskab.
Flere smukke desserter og sød vin spændte oplevelsen til det yderste.
Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på disse uforskammet indbydende kompositioner, da jeg er nervøs for at min dygtige, engagerede fitnesstræner Nadja, vil tage det som en personlig fornærmelse.
I alt 13 serveringer på dette niveau for 695,- finder du vist ikke andre steder i byen.
