MASKEBALLET • LA SCALA MILANO
★★★★★☆
Foto: Marco Brescia & Rudy Amisano
ANMELDELSE MASKEBALLET: SCALA MAGIC I MILANO
Alle operafans har en drøm om at opleve det mest ikoniske operahus af dem alle – La Scala i Milano.
Min gik i opfyldelse på en pilgrimsrejse til Maskeballet, der har spillet i foråret med bl.a. stjernebarytonen Ludovic Tézier, og på en måde varmet op til en ny begivenhed, der er værd at se frem til, med danske operabriller på.
Nemlig når La Scala 10. december har premiere på Boris Godunov iscenesat af vor egen Kasper Holten.
Selveste Riccardo Chailly vil dirigere 1869-udgaven af Musorgskij’s komplekse, emblematiske opera. Spændende bliver det at se, hvad Holten, der ikke er bleg for at vise kant, har i ærmet til det forvente Milano-publikum.
Maskeballet er måske ikke Verdi’s allerstærkeste værk, men at opleve operaen på den italienske maestro’s hjemmebane i Milano er under alle omstændigheder en fantastisk oplevelse i de storslåede rammer.
Hvis vi lige dribler omkring fodboldens verden er det som at se Liverpool spille på Anfield, Barcelona på Camp Nou, eller Bayern München på Allianz. Det bliver ikke større. Jeg ved det, fordi jeg har været der. Man må godt have en bred smag.
Et tændt italiensk og internationalt publikum befolker den prægtige, hesteskoformede sal, hvor ikke mindre end syv etager med loger klædt i rød velour synes at pakke lyden ind i formidabel akustik med en stor musikalsk oplevelse til følge.
Strygerne står klart med en næsten kødfuld, rund og organisk klang, mens resten af orkesterets stemmer træder tydeligt frem i en velafbalanceret helhed. Det er kræs.
Maskeballet i La Scala udgaven er den version, der kunne godkendes af censuren i Verdi’s tid, hvor et revolutionært kongemord kunne risikere at give nogle en god idé, og ikke var anset for at være passende underholdning.
Hvor originalen kalkerer en virkelig hændelse ved det svenske hof, er denne version translokaliseret til Boston, hvor den engelsk/amerikanske guvernør kommer i klemme mellem magtens pligt og hjertets lyst.
Guvernøren Riccardo har forelsket sig i sin trofaste støttes hustru.
Forelskelsen, et heftigt brændende og på alle måder upassende crush, er delvis gengældt af en noget tøvende Amelia, der opsøger en troldkvinde for at dæmpe sit forheksede hjerte.
I operaens mest gribende scene, der indtræffer kort efter pausen, får den amerikansk/canadiske verdensstjerne-sopran Sondra Radvanovsky La Scala til gå bonanza, hvor det fyger med bravaaaaa tilråb fra parketten – og var der en enkelt flyvende hat eller to fra syv etagers udsolgte loger?
Et cirkus med en god portion (godkendt) selviscenesættelse – for vist er det er også denne særligt festlige, italienske praksis, vi alle er kommet for at opleve.
Radvanovsky som Amelia er vokalt set den store oplevelse i denne forestilling, skarpt fulgt af barytonen Luca Salci, der gestalter Renato, Amalies ydmygede husbond.
En virkelig gribende præstation, som Johan Reuter også levererede i topklasse ved den måske ikke helt så vellykkede opsætning i København i 2021.
Iscenesættelsen her i Milano er i grunden ganske traditionel, og ingen Verdi-fan vil gå skuffet hjem.
Mægtigt er det, i den fortryllende sal med et stort operakor i spil som hoffolk, sømænd, konspiratoriske skurke eller festklædte gæster ved finalens fatale maskebal.
Den førhen så loyale wingman Renato indser, at det er guvernøren, der må bøde for hustruens godtnok ufuldbyrdede svigt – og har stillet sig på konspirationens side.
Selvfølgelig er det også ham, der efter lodtrækning får æren af at stikke kniven i sin ex-ven.
Slutscenen er forrygende flot og leverer Scala magic for alle pengene.
Den virkelige hændelse foregik i den stockholmske opera – nu vender sætstykkerne sig på scenen så de spejler tilskuerrummet og vi således sidder i en 360 graders kulisse, hvor kongen dolkes i et orgie af flotte kostumer og skøn musik fra Verdi’s hånd.
Der er ingen fjollede eksperimenter. Ingen automatvåben. Ingen Guantanamo-dragter.
Blot smægtende opera, som den er tænkt og skrevet af en af genrens største.
Kørt sikkert hjem på rutinen og renomméet, så det på én gang er nydelsesfuldt, men også så klassisk, at det inviterer til at blive udfordret ind i mellem.
CALLING ALL FOODIES
Enrico Bartolini er et navn, du lige skal skrive dig bag øret til næste gang, du skal til Italien.
Bartolini står bag står bag restauranter i flere italienske byer herunder Venedig, Monferrato, San Feliceog Bergamo, og er et kulinarisk bekendtskab udover det sædvanlige. Tjek dem på nettet og afsted med dig.
Hans restaurant i på tredje sal i et af Milanos hippe museer for moderne kunst (MUDEC), er en trestjernet Michelin-oplevelse i hjertet af designerdistriktet.
Selv kalder de køkkenet en slags moderne klassisk, hvor nye verdener og smagsvarianter udforskes uden at glemme oprindelse og traditioner. Contemporary classic, you know.
Restaurantens intime og elegante indretning er rundet af varme farvetoner tilsat interiør i bløde linjer og sikker fornemmelse for maksimal komfort.
Der er SÅ meget henkastet stil over det sted, og maden er er ganske enkelt uovertruffen.
Det bedste Michelin-køkken, jeg har været heldig at nyde længe.
Jeg valgte menuen og blev forkælet med bl.a. ansjoser og østers fra Po-deltaet, oksefilet i fabelagtig bouillon og Middelhavs-jomfruhummer-bouillabaisse med olivenfrø.
Fortsættelsen fulgte i form af Bottoni (en slags pasta-knapper) med olivenolie og lime i blæksprutte/cacciucco sauce (en fiskestuvning fra Livorno).
Derefter spaghetti i ’bronze design’ med røget ål og babyblæksprutte, eftersat af rødbederisotto med gorgonzola ostesauce
Svinekødet fra Itria-dalen i Apulien blev serveret med en slags tangskorpe og brøndkarse, før måltidet sluttede med oksefilet og vandkastanjer.
(Og det er så løgn, for der var også desserter, men nu skammer jeg mig faktisk, så det må du selv tage ned og hitte ud af.)
Vinmenuen var lutter gode glas, der matchede denne omgang overlegent tilberedte comfortfood på højeste niveau til perfektion.
Mine varmeste anbefalinger. Husk at bestille bord.
