MASKERADE • GRØNNEGÅRDS TEATRET

★★★★☆☆

Foto: Bjarne Stæhr

ANMELDELSE MASKERADE: UNDERHOLDENDE SOMMERBAGATEL

Grønnegårds Teatrets aktuelle opsætning af Maskerade i Odd Fellow Palæets have er en underholdende sommerbagatel med Anette Støvelbæk som den store gave til publikum.

Rollen som den skønne Leonarda, virker som skræddersyet til Støvelbæks evigt flirtende, kært og koket underspillede, komiske talent i veloplagt samspil med Morten Suurballe som det herlige brokkeøre Jeronimus.

Også en superenergisk præstation fra unge Patrick Baurichter i rollen som tjeneren Henrik udløste stor, fortjent applaus under fremkaldelserne, denne premiereaften i perfekt outdoor-teatervejr.

Holbergs 300 år gamle komedie Maskerade bygger på den lidt pudsige, omvendte logik, at kun maskeret, kan du vise dit sande jeg.

Resten af tiden er du fastlåst i det billede, som omgivelserne og tidens konventioner har fanget dig i.

Helt løgn er det vel ikke, og i tidens LBGT kontekst, sætter det vel også alt det queer i en slags perspektiv.

Tilsæt et klassisk plot af ungdomsoprør, lidt gøren grin med autoriterne på ti-hi-niveau og bind en sløjfe af lovestory omkring hele pakken.

Så har du Maskerade, festligt, folkeligt, fornøjeligt, noget langsomt i optrækket og en lille smule gammeldags.

Iscenesættelsen af Charlotte Munksø er loyal overfor forlægget, og kan således kritiseres for ikke at tilføre noget, der for alvor sparker historien op i 2022’erne.

Megen sniksnak skal der til, for at drive historien frem, og man ville ønske, at de tilløb til gakket galskab, der viser sig glimtvis, havde være flere og mere vedholdende.

Dilemmaet omkring tradition og fornyelse er påtrængende, når man overværer denne forestilling.

Men der skal næppe rokkes for meget ved Holberg, før der bliver ballade med det grå guld, der bakker så talstærkt op om sommertraditionen, som i sin 40 års jubilæumssæson har måttet flytte fra Kunstindustrimuseets skønne picnichave, og nu slås om opmærksomheden med de skrigende måger lidt længere nede ad Bredgade.

Scenografien af Steffen Aarfing udmærker sig med et stort, dunkende hjerte på scenens midte, der omkring halvvejs i den lidt for lange, pauseløse forestilling pikant åbenbarer selve Maskeradens DNA i showets bedste sekvens – svanse, danse, svire, lire –  mens Marie í Dali’s twistede barokkostumer cementerer den festlige dagsorden.

Vrissenpinde som komediens Jeronimus ville nok hævde, at ambitionsniveauet kunne have været lidt højere.

Og at dette stykke klassisk, dansk teaterhistorie velnok savner et ekstra gear i eksekveringen, for at være rigtig interessant ud over hyggeniveauet.

ØV PÅ UNDICI

Undici er det skønne, skramlede in-sted ved Wilders plads, ikke langt fra Operaen på Holmen.

Italiensk husmandskost lige i hjertet af Christianshavn. Udsigt til kanalen og Frelser Kirkes snoede tårn fra bordet på den skønne solside, en aften, hvor temperaturen for en gangs skyld artede sig  og byen boblede af fredagshumør.  

Hvad kunne gå galt?

Et par Aperol Spritz’ere kom på bordet, og gjorde ikke meget for at skjule sin skumle, pre-fabrikerede herkomst. Smagen var metallisk, flad og boblerne uden det spritz, der er meningen med det hele. Halå, Hvad sker der for en in-crowd restaurant, der begynder på den slags overspringshandlinger? 

Det ved du godt. 

Spisekortet er super enkelt med virkelig få valgmuligheder, der på den ene side  fungerer fint som alibi for råvarefokus og anerkendelsesværdigt lave priser, men vel også forekommer lige skrabet nok.  

Husets blandede antipati var et semivegetarisk , hittepåsomt rodsammen, hvor en bid kyllingelevepå ristet polenta stak en smule ud til gode side.  

Primi’en blev en gang risotto med pecorino og mynte, der ikke lykkedes med at udfordre dogmet om, at risotto har større berettigelse som mætningsfaktor end egentlig aromatisk nydelse. Mynten skreg hult til resten i et forgæves forsøg på at løfte det tunge helhedsindtryk.  

I mellemtiden var hvidvinen kommet på bordet. En Falanghina fra syditalienske Campania, der normalt er kendetegnet ved sine friske noter af citrus, var af et rædsomt, biodynamisk tilsnit, der ikke fandt nåde hos en eneste af de fire vinmunde omkring bordet.

En af gæsterne, der hævder at være kommet sig (næsten) uden senfølger efter en traumatisk oplevelse med biodynamisk vin, insisterede på at vinen på ingen måde var færdiggæret men på alle måder skæv, uden at det gjorde indryk på tjeneren, som efter at have konsulteret baren fastholdt, at vi måtte betale de 600 kr. for den udrikkelige vin – under henvisning til at den SKAL smage sådan. Dét med at kunden altid har ret, gælder ikke på Undici. 

At vinen nu er fjernet fra kortet KAN selvfølgelig dække over, at den er blevet revet væk i begejstring. Eller måske var der noget om snakken.

Jeg var ikke kommet for at skændes, så en anonym, men OK Riesling kom ind som stand-in i friske glas. Den gik fint sammen med  det eneste, der faktisk fungerede denne aften, ud over udsigten. 

Flotte arme af pulpo i generøs mængde med garni af tomat og rodfrugt, løftede stemningen og reddede lidt af æren på Undici, der efter en flot start på karrieren har skuffet nogle gange på det seneste.

En desert af lemon curd og italiensk meringe fik highfive på vejen ud. 

Det ellers så hippe osteria r en flad fremtid i møde, da den attraktive hjørnegrund er blevet solgt  og spisestedet i det ramponerede tidligere autoværksted vistnok står til at blive jævnet med jorden.   

Tabet synes denne aften at være til at overse. Øv.