LISBON FLOOR • TAKKELLOFTET

★★★☆☆☆

Foto: Søren Meisner

ANMELDELSE LISBON FLOOR: GYSER OPERA FÆLDET AF GROFT BENSPÆND

Lisbon Floor er en gysende god operaforestilling, der synes at have et meget større potentiale, end dét, der blev forløst ved urpremieren på Takkelloftet som en del af Copenhagen Opera Festival.

Operaen, der er nyskrevet af det aktuelle stjerneskud på den danske komponisthimmel Matias Vestergård, har været tre år undervejs på bestilling af Opera festivalen.

Det virker, som om man har fat i noget helt rigtigt med disse bestillingsværker, der kan få festivalen til at leve, efter den sidste klapstol fra outdoor koncerterne er båret på lager.

Lisbon Floor er noget af det bedste stykke nyskrevet opera, jeg mindes at have set, fordi det ikke skammer sig over at ville underholde.

Det gjorde Mozart vist heller ikke – og fortællingen er netop ret Mozart’sk i sit forvekslings- og forviklings-plot. Og så bliver der i den corny, men også lidt sjove handling, trukket på alle mulige referencer til horrorfilm og gyser-ambience.

Historien gælder et plaget, faldefærdigt højhusbyggeri med syv umage karakterer i lejlighed 15 på ’Lisbon Floor’ der har forskellige spøjse grunde til at komme i clinch med hinanden.

Der hviler en stemning af Riget over det hele, hvor et indviklet handlingsforløb udspiller sig med en befriende, komisk distance til sig selv.

Det ender i flere  brutale drab til mægtige toner fra det energisk velspillende 15 personers orkester, der snildt kunne have været dobbeltbesat for ekstra power.

Opsætningen har af uforklarlige grunde lavet et groft benspænd på sig selv, der koster mindst en, hvis ikke to stjerner. 

Teksten/librettoen ikke er at finde noget steds og forestillingen ikke er overtekstet.

Lisbon Floor synges på engelsk, og det er selvsagt til at klare, men selv indfødte briter som festivalchef Amy Lane havde svært ved at få fat i replikkerne som er helt afgørende for at fange, hvad det hele går ud på – og som forfatteren Lea Marie Løppenthin siges at have sikret særlige, finurlige kvaliteter.

Rigtig mange klagede i pausen over at de maksimalt fik fat i 10 procent af historien.

Hvor er det synd for alt det arbejde, der er præsteret, og som udfoldede sig på et uventet højt niveau –  kunstnerisk interessant og med stor underholdningsværdi.

Jeg har engang skrevet, at jeg ikke vil være sådan en anmelder, der har travlt med at fortælle, hvordan det hellere skulle have været.

Men jeg kunne virkelig godt tænke mig en situation, hvor et teater eller operahus fandt pengene og løftede denne forestilling til et opskaleret niveau (inkl tekstanlæg).

Og hvor f.eks. den lidt for kolonihavehus-agtige, low budget scenografi blev opskaleret til en mere slick udgave, som ville sætte brutaliteten og horror/mystikken i et  mere veldrejet relief.

Musikken, tre timers nykomponeret musik af Matias Vestergård, er et herligt forvandlingsbolsje – et blandingsmisbrug af sød musikalsk og rytmisk nydelse, hvor en række generer skamløst og nysgerrigt blander sig med hinanden.

Fra  cheesy ørehængere til kantet klezmer og filmisk/dramatisk percussion-attack.

Nogen har ’opdaget’ Matias Vestergård for nogle år siden og gud ske tak og lov for det. Blandt sangerne fremhæves en imponerende præstation af sopranen Sophie Haagen, der slet ikke er så rar, som hun ser ud til. 

Det var en flot oplevelse, men skæmmet af groft benspænd. Det handler naturligvis om penge, som bør findes til en opdateret repremiere.

Lisbon Floor fortjener mange flere views end de tre opførelser, det er blevet til, under Copenhagen Opera Festival.

GRIMAL: OLDSCHOOL PÅ ISTEDGADE

Grimal er i familie med de velanmeldte restauranter Polly, Frank og Sol, og møder gæsten meden lovende vibe, straks man er indenfor.

Det rå lokale i Enghave-enden af Istedgade er enkelt, men skarpt indrettet med mørke møbler og hvide duge. Klassisk og indbydende.

Grimal gør op med tidens trend af småretter til fordel for oldschool serveringer med udgangspunkt i det franske bistrokøkken.

På vej mod operafestival-event i Kødbyen valgte jeg en nogle ’hurtige’ retter, og fandt snart ud af, at besøget må gentages for yderligere research.

Tre snacks kom på bordet sammen med en glimrende gintonic.

Velkogt artiskok med n’duja smør (en slags smørbar salami), Kyllingeleverparfait med lækre, syltede kirsebær

Samt en dejlig salt happer af Ansjoser på crouton med aioli. Altsammen smukt serveret, appetitligt og veltillavet af enkle råvarer.

Til hovedret valgte jeg bistro-klassiskeren Chou Farci, farseret kål, her super velgjort med svinekæber og linser –  en både smuk og velsmagende servering hele vejen igennem.

Et godt glas fra Siciliens vulkanske jorde gjorde retten selskab. Vinkortet  er i øvrigt både interessant og ret omfattende.

Min ledsager endte efter et pat smagsprøver på et glas udmærket hvid (Pinot Blanc?) til et flot stykke stegt sandart med krabbebisque, bønner, syltede tomater og pastis.

En såre veltilberedt fisk, der skiltes i smukke flager på den helt rigtige måde. What’s not to like?

Grimal er god atmosfære, frisk, kyndig betjening og fornuftige priser – og anbefales absolut.