KUNSTEN AT VÆRE OKAY • NØRREBRO TEATER
★★★★☆☆
Foto: Büro Jantzen
ANMELDELSE KUNSTEN AT VÆRE OKAY: VELOPLAGT SØRGMUNTER POPKOMEDIE
Marie Dalsgård og Ena Spottag Fog hitter i en køn, sørgmunter popkomedie, der bæres hjem af sympatiske Thomas Buttenschøn’s veldrejede pop.
En let servering af fritænkt scenekunst, tilsat musikalske godbidder, eksekveret live on stage af en knaldgod Viktor Dahl, der er aftenens centrum.
Forestillingen undlader at imødekomme konventionen om, at et skuespil skal have en handling.
Ja, måske ligefrem en dramaturgisk konstruktion, hvori en hovedperson kan gennemgå en udvikling, og komme ud på den anden side med en slags pointe.
I stedet præsenteres vi for 8 umage karakterer uden anden indbyrdes relation end deres buldrende ensomhed, som de krænger ud over publikum i en række monologer, der spænder fra det melankolsk poetiske til farlig, frustreret aggression.
Fra ensomhed af typen ’endnu en dag, hvor min telefon Ikke ringede’.
Til kvinden, der kogevasker alt sit hvide tøj igen og igen sammen med en rød sok – i håbet om at komme i snak med nogen om sit nye look i lyserød pastel.
Historierne er baseret på omkring hundrede fortællinger fra det virkelige liv, indsamlet fra almindelige danskere under corona lockdown.
De ømskindede tidsbilleder illustrerer en menneskelig skrøbelighed, som er dramatiseret i et teamwork mellem manuskriptforfatter Nanna Cecilie Bang, instruktør Niels Erling og skuespillene.
Den røde tråd er en undersøgelse af ensomhedens paradoks, da følelsen af at være alene i verden, synes at trives allerbedst blandt mennesker, der faktisk har alle muligheder for at socialisere og danne fællesskaber.
Monologerne er sat i en umådelig smuk scenografi af Julian Toldam Juhlin.
Nøgne papirsklip-træer i skiftende årstiders belysning, hvorimellem skuespillerne kan træde ind og ud. Halvdelelen af tiden stort set afklædt, den anden halvdel i yummi-farvede termodragter.
Forestillingens bedste greb er den musikalske iscenesættelse, hvor iørefaldende popsange og lyriske klangflader fylder salen med vellyd og melankoli.
Humørfyldte ørehængere sætter tempo med labre soul grooves og catchy verselinjer a la Ude i Min Opgang… Lyder Der En Popsang – dén strofe fik man da lige på hjernen – tak for dét.
Den samlede oplevelse er veloplagt og underholdende, til tider rigtig sjov og ofte rammende.
Kunsten at være Okay efterlader dog også tilskueren en smule desorienteret.
Man er ikke rigtig klar over, hvad man har med hjem, andet end en ny vished om, at ensomhed er noget, vi er fælles om.
DET’ OGSÅ OKAY PÅ OSTARIA 16
Ravnsborggade hvor Nørrebro Teater holder til, huser et hav af interessante spisesteder. Jeg prøver et nyt hver gang jeg anmelder en forestilling på NBT.
Senest ’gik det ud over’ Ostaria 16, som var blevet mig anbefalet af en vidende lokalkendt, på bekostning af et af Madklubbens efterhånden lidt trælse kædekoncepter helt ud mod søerne.
Ostaria 16 har også en afdeling på Vesterbro i Haderslevgade, som jeg ikke har besøgt endnu, men gerne vil prøve en dag. Det samme gælder deres Fiske-ostaria på Sønder Boulevard.
Det vil måske opklare, om indretningen i Ravnsborggade er så ussel med vilje, eller om det er en del af det hippe image.
Om man sætter pris på det komplet skrabede interiør, er selvfølgelig en smagssag, men den utåleligt dårlige akustik, der følger med nøgne vægge, stengulve og spartanske møbler, er uomtvistelig.
Maden er til gengæld virkelig god!
Konceptet er enkelt – en stribe antipasti’er + 1 primi for 350 kroner – bum.
Jeg fik bl.a. pæne, ristede skiver polenta med god, cremet baccala (klipfisk) toppet med zucchiniblomst.
Lækker, frisk ceviche af bars med stykker af mango, god caprese med kvalitetsmoarella, samt en anretning med stærk pølse og grønt.
Primi’en var en ualmindelig veltillavet gang spaghetti med jomfruhummer, der sad lige i øjet, helt enkelt.
Gode italienske hverdagsvine på glas til absolut rimelige priser gjorde godt, sammen med den imødekommende og veloplagte betjening.
Velbekomme.
