DEN VÆGELSINDEDE • SKUESPILHUSET

★★★★☆☆

Foto: Natacha Ryvald

ANMELDELSE DEN VÆGELSINDEDE: HOLBERG PÅ SPEED

Instruktør Katrine Wiedemann har givet Holberg og hans startskud til dansk teater en 300 års fødselsdagsgave, han ikke glemmer lige foreløbig.

En kulørt grinebider version af Den Vægelsindede, med så meget fis i kasketten og color på tossen,  at man skulle tro, der har været euforiserende stoffer med i billedet.

Forestillingen har skruet helt op for alting, og manifesterer sig som en kontrolleret eksplosion af fysisk komedieteater, klædt i en farvelade af  bubblegum-scenografi – et surreelt mix af Lykkehjulet, Verner Panton og Teletubbies med venlig hilsen fra Maja Ravn.

Opsætningen på Skuespilhuset har fået en rimelig hård medfart hos anmelderne, der for det meste finder forestillingen fjollet, overgearet og for underleveret i forhold til en moderne fortolkning af det klassiske udgangspunkt.

Jeg er ikke så sippet og hælder mere til bekrivelsen Topfrisk slapstick, der blæser på det hele.

Nu er Den Vægelsindede måske ikke et af Holbergs allerbedste værker, som en medpublikummer, der selv har sat stykket op på Teatret Møllen i Haderslev, diskret anførte. Stykket er mest af alt en gakket lovestory, uden den ironiske gøren grin med det opstyltede, eller den vovede samfundssatire, der løfter andre Holberg-klassikere, som f.eks. Jeppe På Bjerget.

I en nutidig kontekst er Holbergs vittigheder og gags faktisk ret gammeldags, tø-hø agtige og baseret på en for længst outdated social kodeks.

Derfor synes jeg faktisk ikke, det gør noget, at man giver Den Vægelsindede et ordentligt skud vitaminer.

Marie Bach Hansen er skøn som Lucretia i titelrollen, som hun dygtigt har overtaget fra Hanne Louise Schmidt, der kom til skade under prøveforløbet.

Nikolaj Jørgensen som kammertjener Torben er ’kun’ næsten lige så sjov som han var i Jean de France for et par år siden, men det er heller ikke så lidt.

Nikolaj Kopernikus er helt vidunderlig med ultra kraftig tandblegning, solcenter-teint og serier af forbløffende fald-stunts . ’Jeg er okay!!’

Lige i øjet er Joen Højerslev i en slags Kim Schumacher-outfit, mens Lila Nobel lægger salen ned med sit kæmpe, komiske talent, der fortjener større roller og langt mere spilletid.

Pænt crazy (nogle vil sige rodet), er det hele vejen igennem, med animerede grafikker på bagvæggen og indflettede, musikalske referencer til moderne hits som Olsen Brødrenes MGP-vinder.

Helt vildt er det, da Lucretia’s førstebejler Ramus Fruergaard fires ned fra loftet iført rockguitar, til tonerne af Bonnie Tylers Total Eclipse Of The Heart. Stor jubel fra publikum , der ellers i perioder sidder lidt for meget på hænderne.

Der er fire stjerner fra det Sku’ Du Se. Hvis man lader være med at kloge sig for meget, er opsætningen og ’undersøgelsen’ af Den Vægelsindedes humørsyge og emotionelle svingninger drønsjov, og lige til at blive i godt humør af.

Med latteren skal man lære om livet, som det hedder. HM Dronning Margrethe, der skulle have overværet denne særforestilling, var indisponeret med corona, men fortvivl ikke –  De kan nå det endnu, Deres majestæt.

THEO: GODT NYT I SKINDERGADE

Jeg kunne have sparet mig mine betænkeligheder, da menukortet hos Theo foreslog en 7 retters menu for 400 kr.
Måltidet var rent ud sagt smaddergodt og mere end pengene værd

Restauranten i Skindergade er i familie med Gemini og Norrlyst, og tilbyder, hvad de selv kalder  Bistronomi – nutidige, europæiske retter, inspireret af ejernes yndlingsspisesteder i Paris, London, Barcelona, Stockholm og Berlin.

Som reklamemand vil jeg sige udtrykket Bistronomi er en tand for fikst, men det er faktisk ikke helt ved siden af.

Retterne er i grunden ret enkle og baseret på nogenlunde ’normale’ råvarer af god kvalitet  – men tilberedningen har kant og serveringerne er smukke og rækker ud mod gastronomisk æstetik.

Frisk og med bid var Theos signatur-tatar på rå okse fra Himmerland med romesco og syltet salatløg.

Den Burrata/Mozzarella-agtige softcheese Stracciatella med 10 års blommebalsamico og endive var en lækker lille servering, med både sødme fra balsamicoen og bitterhed fra de rødkantede blade endive.

Allerbedst var en piv frisk ceviche af helleflynder med agurk og stikkelsbær.

Det hele serveret samtidig med dejligt brød på Ølandshvede, der gemte på en lille infusion af hvidløg og timian.

Næste ret var sæsonrigtige svampe, stegte kantareller med Vesterhavsost og sauce på Karl Johan.

Til hovedret fravalgte jeg grillet dådyr, og snuppede i stedet skindstegt kulmule, grillet courgette og sauce på brunet smør. Et flot stykke fisk med lidt for rigelig  garni.  

Faktisk så meget, at jeg droppede desserten til fordel for en god cortado.

Bagte blommer med mælkeis, mazarinkage, mouse på myseost og solbær må jeg få næste gang.

Et super godt, nyt uprætentiøst prisvenligt spisested i Indre By, som jeg i grunden helst ikke vil anbefale for varmt, da jeg gerne spiser der snart igen, og det allerede er ret svært at få bord. Det forstår man godt.

Velbekomme.