CARMEN • OPERAEN

★★★★★☆

Foto: Miklos Szabo

ANMELDELSE CARMEN: FORFØRENDE GENSYN

Forestil dig cremet, mørk ahornsirup, der driver ned gennem krystalklar iste.

Sådan klinger den svenske mezzosopran Elisabeth Jansson, der forfører Operaen ved den veloplagte genopsætning af stjerneinstruktør Barrie Kosky’s radikale Carmen-fortolkning.

En smuk, mørk mezzo med tindrende brillans og klarhed i det høje register, der sammen med et imponerende kraftfuldt, knivskarpt operakor løfter  dette gensyn til topniveau.

Cabaret, opera, dans og massekoreografi mødes i et show, som velnok er mere Kosky end Carmen. Men er du klar til Barrie Kosky’s gakkede univers, får du virkelig noget for pengene.

Jeg er bekendt med, at sippede britiske anmeldere har kaldt Cirkus Kosky for stilens triumf over substansen. Det er ikke helt forkert – og det er alt andet end kedeligt. Det kan ligefrem åbne operaens døre for et bredere publikum.

 Kosky’s Carmen er helt sin egen, og går sine egne veje.

Carmen er en alfa-hun til tiden, inkarnationen af woman power i #MeToo alderen, og hvad du ellers kan indlæse af tidstypiske meta-lag og klicheer. Det er ét eller andet sted i dette portræt af Carmen, Kosky-fortolkningens kernebudskab skal findes.

Carmen er drilsk, legesyg, forførende, urimelig, troløs, feminin, maskulin, fri, – moderne. Kosky rydder scenen og giver plads til portrættet.

Tænker du en aften indhyllet i farverig, andalusisk Sevilla-folklore, så tænk om igen

På en kæmpemæssig trappe, som udgør hele scenografien, udfoldes stort anlagte sang- og dansenumre, der bindes sammen og ekspederes videre af Maria Rich’s silkebløde fortællerstemme. Sungne recitativer er so much yesterday – Kosky ekspressen skal videre!

Handlingen kender du. Carmen fordrejer hovedet på den stakkels Don José, som blændet af umulig kærlighed bliver kørt rundt i manegen til skræk og advarsel for enhver mand, der prøver at erobre en kvinde, ved at trygle om hendes kærlighed.

Den rutinerede tenor Niels Jørgen Riis synes denne aften at savne en smule vokal fylde og karisma i rollen som Don José. Det samme gælder Perrine Madoeuf i rollen som Michaela, der synges kønt men også lidt til den lette side.

Toreadoren Escarmilo synges magtfuldt og med stor autoritet af baryton Jens Søndergaard.

Der er lagt op til nytænkning og skamløsheder, når Kosky slår sig løs.Hans take er nærmest blevet et brand der gjorde ’hjemmebanen’ Komische Oper i Berlin til et af Europas mest spændende og underholdende operahuse at besøge.

De seneste sæsoner har budt på flere fremragende produktioner fra Barrie Kosky’s hånd.

Händel’s barokopera Agrippina var et crazy forviklingsplot, iscenesat i en gigantisk tegneserie-template hvor de medvirkende sprang fra rude til rude og gjorde hele den fjollede intrige vidunderligt gak-gak. Det hele udsat for supersprød barokmusik, pikant humor, exceptionel timing og fantastiske sangere.

Jeg havde adgang til premierefesten bagefter,  hvor  Kosky var iført orange briller, strithår og klipklapper!

Den aldeles fænomenale Orfeus i Underverdenen sprang ud som regnbuefarvet megahit i Østrig, hvor hverken anmeldere eller publikum kunne få armene ned. Jeg tabte underkæben af forbløffelse over hvor musikalsk, humoristisk og ekvilibristisk alle de grovkornede eskapader kunne afleveres.

Kosky’ Rosenkavaleren fra München var melankolsk, glitrende smuk – og hans Katja Kabanova denne sommer, var årets bedste opera ved Salzburg Festspillene.

Bizet’s kendte musik til Carmen, er en sand hitparade i hænderne på et super velspillende Kgl. Kapel. Dirigent Hossein Pishkar banker fortællingen afsted i kontante, andalusiske rytmer, bakket op af præcis power fra operakoret, der medvirker som en integreret del af forestillingen, og tydeligt nyder det!

Forestillingens grande finale er et ægte Kosky-klimaks med hele det gigantiske ensemble på scenen inkl. en uforglemmelig chorusline af vidunderligt dansende, svansende toreadorer i pangfarvede tyrefægteroutfits.

Tankerne henledes  på Robin Hoods raske svende i Shrek og Monty Phytons udødelige sketch om de canadiske lumberjackets, der måske ikke er helt så hetero, som man gik og troede.

Dén finale rydder bordet og tager stikket hjem for Kosky og Carmen.

Et brag af et show – en moderne Carmen på fri fod i et Kosky’sk univers fuld af overraskelser, humor, fantastisk musik, spektakulære tableauer, drive og modernitet.

PLUTO: HUNDEN BIDER IKKE HELE TIDEN

Der er godt smæk på musikken allerede fra første seating kl 17.30 på Pluto.

Den populære incrowd restaurant på hjørnet af Borgergade og Landgreven, kun et par minutter fra Gl. Scene på Kgs. Nytorv, bliver hurtigt fyldt til tonerne af et saftigt, trendy soundtrack, der frisætter en forførende følelse af at være med på beatet. 

Hvad sagde du? Jeg sagde med på beatet.

Den levende, livlige stemning er nærmest en del af varemærket i Pluto-gruppen, som i dag består 7 forskellige restauranter; To Retour i København, én i Århus, Pluto i Borgergade, søsterrestauranten Gorilla i Kødbyen, den såkaldt syndige italiener, Barabba (som er nummer 1 på min next stop liste), samt den også anbefalelsesværdige Restaurant Maison i Dronningegården.

Hvor sagde du? Jeg sagde Dronningegården!

Pluto åbnede i Borgergade tilbage i efteråret 2012 og var tidligt oppe på trenden med stribevis af små deleserveringer family style’ i en vekslende menu uden dogmeregler. 

Indretningen er rå New York uden unødvendigheder, men med masser af livlig stemning, dæmpet belysning og åbent køkken. Maden er uformel og ærlig – fra østers og snacks til fælles hovedretter af kød, fisk og skaldyr.

Er den halvdyr? Nej, jeg sagde skaldyr!

Min ledsager og jeg steg hurtigt på menuen som vi supplerede med udmærket Samur Blanc på glas fra Chateau  Yvonne i Loire.

Vi lagde ud med at dele en omgang Gillardeau østers, helt straight serveret med vinaigrette. Snart fulgte småretter som hummus med persille-edikke og arancini’er af safran risotto med Talleggio fyld.

En glimrende tatar i smuk servering udgjorde kødsekvensen sammen med  papirtynde skiver saltet okse, der gemte sig under frisk salat, toppet af et gavmildt lag revet Manchego.

Et pænt stykke kulmule med nye kartofler og kærnemælk forekom lidt sjusket i serveringen, det samme gjaldt en lidt besynderlig pasta, der blev fugt af et par un-spicy og lidt uinspirerede chickenwings i ’Buffalo sauce’

På dette tidspunkt fik jeg en fornemmelse af, at man måske hellere skulle have valgt a la carte og klaret sig med færre, lidt mere fokuserede serveringer.

Jeg vil dog ikke afvise, at det muligvis var den livlige stemning, det gode selskab og den tætte chianti, der nu var kommet i glasset, som fik koncentrationen til at vakle lidt.

Konceptet med de 10 serveringer sætter under alle omstændigheder en festlig ramme om en middagsaftale, og menuprisen på 990,- for 10 deleserveringer forekommer helt i orden.

Der er måske ikke lige meget BID i det hele, men der er gang i den hos Pluto, og man får en komplet ’bistronomisk’ aften i en frisk setting med god mad, kvik, imødekommende service og højt humør. 

God fornøjelse.