WEST SIDE STORY • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE WEST SIDE STORY: BEDRE END BROADWAY
Stormende flot musik og en hvirvelvind af stort opsatte dansenumre blæser publikum omkuld, i operaens dybt vellykkede opsætning af musical klassikeren West Side Story.
Jeg har oplevet forestillingen en del gange efterhånden, men aldrig så musikalsk overbevisende, som på denne premiereaften i Operaen på Holmen, hvor det Kgl. Kapel i i jazzet forstærkning er flyttet fra orkestergraven til scenen, i instruktør Thomas Bendixens hæsblæsende take på det, nogle kalder verdens bedste musical.
Omplaceringen (der i øvrigt har øget tilskuerkapaciteten til 1.700) er en del af den blærede hæve/sænke-scenografi, som med udnyttelse af hele Operaens tekniske råstyrke og voluminøse sceneelevatorer, er med til at sikre en spektakulær oplevelse.
Bernsteins musik, med de intelligente ledemotiver og mange ikoniske musicalhits Tonight, I Feel Pretty, Maria, Somewhere etc. står knivskarpt i sin blanding af klassisk musical-score, bluesy bigband jazz med tendenser udi modernisme og bebop, spicet op med hot, super-stringent, toppræcis, æggende latino.
Bjergtagende er de store dansescener som f.eks. i prologen og ved festen i gymnastiksalen, hvor koreografen Miles Hoare sætter turboen på, og viser hvordan den slags skal skæres på ypperste niveau. Wow!
Signaturnummeret America med det puertoricanske Sharks-gang er eksekveret så medrivende, at man har svært ved at holde benene i ro og bagdelen behørigt i sædet.
Jeg har hverken hørt eller set dén scene bedre leveret på Broadway.
Hovedrollerne som Tony og Maria leveres denne premiereaften af Emilie Groth Christensen og Søren Torpegaard Lund, med flotte præstationer i deres følsomme, nærmest Disney-cute eksekvering af plottets umulige lovestory – et 1960’er twist af Shakespeares udødelige kærlighedsdrama Romeo og Julie.
Her I West Side Story opdateret til gadebandekonflikt mellem de polsk/amerikanske Jets og puertoricanske Sharks.
Flest kegler tager måske Julie Steinke som Shark-babe’n Anita og Luc Boris André Kouadio som ganglederen Bernardo i pink satin suit. Men også Steen Stig Lommer er herlig som desillusioneret strisser og racist with a badge.
Som han siger til Bernardo i spidsen for latino-slænget: Tag dit brune affald og skrid!
Det klassiske plot viser os endnu engang, hvordan had og afstumpet æresvold adskiller verdener, folk og elskende – en formel, der kan sænkes ned over snart sagt enhver konflikt fra Jerusalem til Brøndby Stadion.
Lad os lige smide en bitter pille ned i vasen med alle roserne. Hvor er det bare IKKE fedt, at sangene synges med danske tekster!
Man forstår selvfølgelig hensigten med fordanskningen, men sangene er så kendte i deres engelsksprogede originalversioner, at de danske ’undersættelser’ forekommer slemt klodsede, pænt irriterende og sine steder ligefrem bøvede.
Et valg, der skæmmer, og som det siges, at man også havde besvær med at tackle rigtigt i Malmø Opera’s Kasper Holten-udgave for ikke så længe siden.
Det ændrer dog ikke for alvor ved, at man forlader teatret i løftet stemning af begejstret musicalglæde og måske et smil gennem tårer.
Megen debat har der været om det legitime i, at Det Kgl. konkurrerer med de private musicalteatre for skattepenge. Og på den måde udgør en konkurrenceforvridende trussel mod den rent kommercielle teaterindustri.
Synspunktet er ikke urimeligt men diskussionen er svær.
Måske flexer Det Kgl. så ihærdigt med musklerne i denne opsætning, for at demonstrere, hvad en musical som West Side Story kan løftes til, når den serveres i det helt store udtræk, Med alle de tekniske og musikalske ressourcer, nationalscenen har i ryggen.
Resultatet er under alle omstændigheder en absolut fremragende forestilling og nul tvivl om defem flotte stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Hvis du ikke kan få nok, så se også Steven Spielbergs ret nye, seksstjernede filmudgave, som er en af de bedste biografoplevelser, jeg har haft i år, og som garanteret kan streames et sted.
Og hvis dét heller ikke er nok, genopsætter Hamburg Staatsballet Bernstein Dances i maj 2023 – et John Neumeyer-portræt af mennesket bag den verdensberømte komponist, som er værd at opleve, hvis du er på de kanter.
FRANSK VELBEFINDENDE PÅ LALALA
LaLaLa er en af restauranterne i det nye gastronomiske hopspot omkring Wilders Plads/Strandgade og Holmen, hvor Kyssebroen (Inderhavnsbroen) leder over fra Nyhavn. Det er her du også finder f.eks. Nærvær, Barr, Boathouse og andre glimrende spisesteder med kort afstand til Operaen.
LaLaLa er fransk til fingerspidserne og leverer en rigtig charmerende oplevelse i det store, men vildt hyggelige restaurationslokale, der med sin dæmpede belysning og gode akustik får et akut velbefindende til at indfinde sig fra man træder ind, godt hjulpet af et ungt, frisk og imødekommende personale.
Menukortet består af yndede, klassiske egnsretter- enkel, veltillavet mad af gode råvarer.
Nabobordet valgte en omgang østers, der var så pænt anrettet, at jeg fortrød jeg ikke havde gjort det samme. Det bliver næste gang, for jeg kommer gerne igen på LaLaLa.
Mine meunierestegte frølår med persille og (meget) grillet citron var glimrende, omend lidt tung i paneringen. Mindre dej og mere spice havde gjort godt.
Til gengæld var tataren ualnindeligt god, og fikst serveret med bl.a. friterede kapers, samt (naturellement) det klassiske udtræk af sprøde, tynde fritter, god Dijonnaise og en lækker, bitter salat.
Nabobordet fortsatte med oksemørbrad fra Himmerland, der så aldeles indbydende ud med sin rødvinssauce og braiserede oksehaler, enkelt og lækkert ligesom deres søtunge, der gik i land med Limfjordshummer og vintertrøffel.
Næste gang stiger jeg nok på de hvidvinsdampede muslinger og kommer i bedre tid, så jeg også kan nå husets udvalg af modne, franske gårdoste med behørig garniture.
LaLaLa har glimrende vine på glas, ikke mindst den silkebløde 2015 Gevrey-Chambertin, som jeg nød næsten uden at skamme mig over mit uhørte velbefindende, på dette afslappede franske brasserie, der kvalificerer sig uden diskussion til et snarligt gensyn.
