MESTERSANGERNE • FRANKFURT OPERA
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE MESTERSANGERNE: GENIAL SCENOGRAFI OSER AF KREATIVITET
Det mest underholdende og intelligente stagedesign, jeg længe har set i et operahus. Det er, hvad Wagners noget svulstige Mestersangerne er begavet med i denne opførelse i Frankfurt, som stryger direkte ind på top tre over de bedste operaer, jeg har oplevet i år.
Fortællingen om Mestersangerne er Wagners eneste komedie. Omdrejningspunktet er højoktan benzin på Me Too bålet. Henrivende Eva er blevet udsat som præmie til vinderen af Mestersangernes dyst i Nürnberg.
Eva har imidlertid mødt den smukke Walter, og tabt sit hjerte til ham. Walters ambition om at stille op i sangerkonkurrencen afvises hånligt, da han ikke er fortrolig med de indviklede regler. Det ser derfor ud til, at den indbildske Sixtus Beckmesser vil løbe med sejren og dermed også Eva.
En række intriger med skomageren Hans Sachs som bagmand, forpurrer den truende ulykke og munder ud i Walters sejr, inklusive det unge pars ægteskab.
Omdrejningspunktet er en hyldest til den tyske kulturarv, som iflg. Mestersangerne må styrkes alene ved fornyelse indefra, ikke udefra, og med respekt for traditionerne og de store mestre. Hitler var begejstret for Mestersangerne og refererede ivrigt til fortællingens pointer.
Da jeg så Kasper Holtens opsætning på ROH i London for nogle år siden, bekymrede det mig faktisk, om publikum ville finde sig i denne knap 6 timer lange besyngning af kulturel, germansk overhånd, eller om optøjer ville bryde ud i operaen.
Her i smukke Frankfurt har instruktør Johannes Erath sammen med setdesigner Kaspar Glarner placeret Wagners opulente historie om respekt for mestrene og ungdommens pligt, i et univers, der oser af kreativitet og underholdning i vekslende tableauer, der accelererer fortællingens temaer uden at være den slags påklistrede sjov, man ofte møder, og ser igennem fingre med for underholdningens skyld.
Helt genial er scenografien i første akt, hvor Mestersangerne i deres selvudråbte ophøjethed, klædt i umage, men ikke urealistiske, storternede jakkesæt, er placeret på noget, der ligner klassiske bistrostole, der imidlertid har fået 5 meter høje ben og bliver cirkuleret rundt mellem hinanden af unge undersåtter.
Alt i mens et semitransparent fortæppe og en delikat, sovekammeragtig bagbelysning får det hele til at ligne et renæssancemaleri af Rembrandt eller Caravaggio med dybe, varme, farvenuancer omgivet af sort.
Et visuelt greb, der både er æstetik for viderekomne og konceptuelt forstærkende på samme tid. Man sidder men underkæben nede på brystet og et kæmpe smil på læben. Verdensklasse. Siger det bare.
Hans Sachs er den store stjerne som leder af sangerlaugets selvfede mestre, men som i modsætning til resten af de bitre besserwissere er udstyret med åbenhed og empati i sin bestræbelse på at værne om kunstens kultiverende faktor, balanceret med ønsket om til stadighed at udvikle den.
Helt løbsk løber det mod slutningen, hvor det hedder sig, at Mestrenes evne til at stå vagt om De Sande Kulturværdier vil manifestere den rene, germanske überkulturs overlegenhed den dag, alt andet er sunket sammen.
Nietche og nazisternes spøgelser rumsterer i baghovedet, men det hele afmonteres behændigt i en storstilet slutscene, der leder op til vore dage med scenen propfuld af perfekt kostumerede look-a-likes – kulturelle ikoner fra Madonna til Marilyn Monroe, Kiss, Elvis, Michael Jackson, Liza Minelli, Beatles, Pavarotti, Sinatra, you name it.
Ned over der hele sænkes et gigantisk neonskilt med teksten GERMANIA som en slags varedeklaration, der synes at tage ejerskab på den moderne kulturs (germanske) udspring, eller i hvert fald princippet om, at nye trends og tendenser altid står på skuldrene af de forrige, og på den måde leder tilbage til Mestersangernes ærefulde hverv som nidkære vogtere af kunstens etisk/æstetiske regelsæt.
Og lige, som man får pustet sig op i tilskuersædet og lyst til at råbe hvad fanden har i gang i? Slukker de tre første bogstaver i skiltet, så kun MANIA står tilbage, for at minde os om, hvor galt det kan gå, hvis Mestersangernes filosofiske spor følges ukritisk.
Det er ganske enkelt noget af det mest begavede take på en opera, jeg har set i nyere tid.
Når dét er sagt, er det også ok at være vred på Wagner.
Mestersangerne tager et godt stykke over fem timer inkl. to pauser á 20 minutter, og det er dobbelt for langt. Specielt i sidste akt har man fornemmelsen af at det slutter forfra 7-8 gange, hvor tiøren for længst er faldet.
Man undes over, at der ikke har været en voksen til stede, som kunne lægge en dæmper på Wagners trang til at gå i selvswung.
I grunden forråder han selve fortællingens DNA, ved at blæse på den del af skaberværket, der hedder dramaturgisk effektivitet. Det ér altså ikke længden, det kommer an på, Herr Wagner.
Jeg får lyst til at give seks stjerner, men på grund af NØL ender det på fem til en helt formidabel udgave af et monumentalt værk, som fryder i en intelligent og underholdende iscenesættelse.
Og som med fornemme sangerpræstationer, ikke mindst af den sympatiske, unge amerikanske tenor Nicholas Brownlee placerer sig på aller øverste opera-hylde.
MINE FRANKFURT LYN TIPS
Efter teatertid spiser man på teaterrestauranten Fundus på hjørnet af selve teaterbygningen.
Maden er udmærket, uden at være cusine eller på anden måde prangende, men stemningen er livlig og betjeningen er på tæerne. Cremet spinatsuppe med Riesling og rumpsteak med Rioja har der mig bekendt aldrig været noget galt med.
Sjovt er det, når nogle af stjernerne fra aftenens forestilling dumper ind under klapsalver og bravo-råb.
Frankfurt er Tysklands 7. største by med blot 700.000 indbyggere. Det er euroens hjemmebane og huser Den Europæiske Centralbank foruden en række andre big business headquarters.
Byen blev så ulykkeligt bombet sønder og sammen i 1944, men har som tysk og internationalt finanscentrum rejst sig med en Manhattan-agtig skyline langs floden Main (biflod til Rhinen), som er absolut ueuropæisk og flot på sin egen måde.
Den lidt kønsløse, men også velhavende middelklassemodernitet, afspejler sig i store, overordenligt velbesøgte shoppingscentre, mens et kønt, genopbygget område af gamle købmandshuse i romantisk bindingsværk nær domkirken og rådhuset udgør et velkomment åndehul.
Det store julemarked i december ligner fuldstændig det, man finder på Kgs Nytorv i København eller Alexanderplatz i Berlin. Jeg fandt en rigtig god Frankfurter Stadtwurst og nød den ubetinget før jeg skyndte mig ind og drak øl på det gamle bryggeri om hjørnet.
Frankfurt er et sympatisk bekendtskab, som jeg ser frem til at genoptage, gerne i lidt lunere måneder.
F.eks. når Barrie Kosky nyopsætter Händels Hercules i april/maj 2023.
