VÆGGEN • EDISON
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE VÆGGEN: HUDLØST FEINSCHMECKER-TEATER
Væggen er skuespil fra dén ende af skalaen, hvor rindalister og andre kulturtvivlere finder medvind.
Christine Albeck Børge leverer en imponerede tour de force i instruktør Anna Balslevs iscenesættelse, som er hudløst feinschmecker-teater i en rå, minimalistisk iscenesættelse på Betty Nansens søsterscene Edison.
Væggen er en kunstnerisk ekstemporering af – ja, af hvad?
En skizofren enke, indlagt med depression på den lukkede? En midtlivskrise? Et økologisk kampskrift? Et feministisk debatindlæg? Man-bashing forklædt som klaustrofobisk dystopi over forbrugerismens fravalg af det enkle liv?
Uden at have læst på lektien, forstås næppe meget af Væggen, der er baseret på den østrigske forfatter Marlen Haushofers roman fra 1963, som hun fik Østrigs nationale litteraturpris for.
Romanen er blevet kult for dele af kvinde- og miljøbevægelsen, hvilket leder os i retning af en pointe.
En kvinde befinder sig i en jagthytte i en østrigsk skov. På en gåtur banker hun overraskende panden mod noget hårdt og køligt. Fra den ene dag til den anden afskærer en glasvæg hende fra omverdenen….
Scenografien er ikke eksisterende, bortset fra i dit eget hoved, godt hjulpet på vej af et stemningsstyrende lydtapet.
Skoven, bjergene, hytten, koen, hunden, katten, tyrekalven, væggen – det hele foregår i din indre biograf mens Christine Albeck Børge gestalter fortællingen om at være efterladt alene i verden. Er det deprimerende eller frisættende?
Monologen eksekveres hudløst dramatisk gennem stykkets 75 minutters spilletid med masser af fysik og engagement i den krævende solo-rolle.
Scenerummet er tomt, med publikum placeret på alle fire sider af et nøgent, kvadratisk scenegulv.
Historien er angiveligt inspireret af forfatterens indespærrede liv som hjemmegående tandlægefrue i en konservativ, østrigsk landsby. Den kan indlæses i drømmen om at bryde ud af normerne og leve i pagt med naturen – både den, der eksisterer udenfor, og den, der eksisterer bag vores hud.
Pointen forekommer naiv men på en eller anden måde virker det hele foruroligende, uartikuleret og uafsluttet.
Slutscenen, som jeg ikke vil spoile, undrer mig stadig, og jeg vil lade mulighederne for fortolkning være op til dig og andre fans af smalt teater, med bedre sans for denne særlige type gedulgt dramatik.
Det Sku’ Du Se giver fire stjerner for en introvert, men også original teateroplevelse, der ikke lefler for det brede publikum.
For nu at citere Jørgen Leth: Igen i dag har jeg oplevet noget, jeg først forstår i morgen. Måske.
BRASSERIE PRINS – DET’ EN OMMER
Brasserie Prins på Gl. Kongevej er lidt af en darling blandt tjekkede foodies. Dele af ejerkredsen står også bag østersbaren Rouge Oysters ikke langt derfra.
Prins går all in på fransk forankret landkøkken i hyggelige, ydmyge lokaler med flot kunst på væggene.
Service og betjening er frisk, personlig og uhøjtidelig – på alle måder et rart sted at være med mange stamgæster.
Desværre var jeg ikke rigtig heldig med mine valg fra kortet denne aften.
6 flotte Gillardeau’er fejlede bestemt ikke noget, men en stump Lyonpølse i tør, skiveskåret brioche forekom under restaurationsniveau.
Ristet torsk på catalansk manér med Sauce Romesco var en nydelig og velsmagende, autentisk fiskeret med garni af calcots – en krydsning af forårsløg og porre, som er uhyre populær i Catalonien.
Det modige valg fra kortet, middagens potentielle clou, var stegt kalvehjerne i en rigtig køn servering med kapers, citron, brunet smør, kartoffel og brøndkarse. (Der blev sagt hjerne, ikke hjerte.)
Konsistensen er lidt hen ad brisler, men det blev desværre lidt uappetitligt, da flere af de fine stykker var rå indvendig, og dér blev jeg sgu lidt sart. Jeg kan udmærket lide indvolde (på nær komave/trippa), og køber også ind i ideen om at bruge hele dyret, men denne udgave af konceptet ramte ikke lige skiven.
Den grumsede, sært duftende og klart oversolgte vin i mit glas gjorde ikke sagen bedre, men jeg tilstår i samme åndedrag, at jeg bare ikke kan deltage i den besyngning af naturvin, der skyller ind over progressive restauranter for tiden.
Lidt happere fra min ledsagers OK ostetallerken, og god stærk espresso, rundede besøget af. Et ujævnt måltid, der desværre ikke levede op til forventningerne.
Jeg ved fra flere, at stedet kan præstere bedre, og jeg er med på en ommer en anden dag. Der er Sunday Roast sidste søndag i hver måned, som godt kunne ligne en mulighed.
