STALINS DØD • NØRREBRO TEATER

★★★★☆☆

Foto: Emilia Therese

ANMELDELSE STALINS DØD: ET LOS I RØVEN TIL DEN RUSSISKE BJØRN

Stalin er ikke spor død. Nørrebro Teater underholder publikum med energisk komediesatire og spiddende, retro-stalinistiske tableauer på kanten af slapstick

Stalins Død er en grotesk farce, inspireret af virkelige begivenheder, baseret på den internationalt producerede spillefilm og grafiske novelle af samme navn.

Den danske dramatisering af Nicolei Faber fremstår som en vanvittig metafor for magtliderlighed, der kombinerer NBT’s målsætning om at være morskabsteater med et Kreml-kritisk tilbageblik såvel som en aktuel dagsorden.

Alvorlig sjov med noget på hjerte – en vanskelig balance, der lykkes langt hen ad vejen.

Stalins Død reproducerer en paranoid sovjetrussisk magtkamp I det vakuum, som opstod, da den brutale diktator mødte sin skaber efter et slagtilfælde 1953.

Stalin var magtfuldkommen i ordets mest uforsonlige betydning og slog hårdt ned på enhver form for modstand og kammeratlig kritik af sit regime.

Han siges at have forvoldt 15-20 mio. hvis ikke over 50 mio. menneskers død i Gulag’s straffelejre og gennem vikårlige henrettelser over en periode på omtrent 20 år.

Det er indlysende, at denne satire om hans død, efterspillet og  kroningen af hans efterfølger, i Ukraine-krigens kontekst bliver en slags kommentar til de magtstrukturer og den brutale tradition for magtudfoldelse, der prægede Kreml i Stalins tid – og som ikke synes at have ændret sig.

Nørrebro Teater har også tidligere haft held med komedier og farcer, der har udspillet sig på politisk bagtæppe.

Måske husker du de vellykkede opsætninger af Diktatoren med Olaf Johannessen og Revisoren med Thure Lindhardt.

Her er det Thomas W. Gabrielsson, der leverer en overlegen skuespillerpræstation i rollen som sikkerhedspolitiets  modbydelige chef Beira, der længe ligner magtkampens vinder, men overspiller sine kort og snubler lige før målstregen – nakket på et pissoir, indsmurt i blod og urin – en død lige så tarvelig, som han selv var.

Et vink om ræsets vinder får man, da ’Krusse’ prøver at få ørenlyd, ved at tæve løs på en dør med sin sko, da kaos for alvor er ved at brede sig.

Kendere vil huske det ikoniske foto af Nikita Krustjov, der hamrer med sin sko på FN’s talerstol i 1960. (Det har i øvrigt vist sig, at episoden efter alt at dømme er opdigtet koldkrigspropaganda.)

Billedet tv. er fake – det rigtige ses th. Der er ikke noget nyt i at fremstille sine modstandere som rablende demagoger.

Vicky Berlin, Andreas Hebro og Thomas Mørk leverer herlige portrætter af deres karakterer, og gør sammen md en både spøjs  og skarp grafisk scenografi og kostumer af Franciska Zahle, Stalins død til en energisk, velspillet komedie, der i perioder tynges tempomæssigt af det historiske forlæg.

Teaterchef Mette Wolf resonerede i sin tale ved premierefesten:

Teatret kan ikke stoppe krigen i Ukraine. Men vi kan sende publikum hjem med en eftertanke.

Hvad er det for nogle politiske strukturer og kyniske, menneskelige dynamikker, der muliggør en magtudfoldelse, som den, vi ser i Putins uhyrlige, aktuelle aggression?

Stalin er ikke spor død. Det bliver fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.