ROSENKAVALEREN • STAATSOPER BERLIN

★★★★☆☆

Foto: Ruth Walz

ANMELDELSE ROSENKAVALEREN: GLIMMER UDEN GNIST

En underspillet scenografi af for lidt wiener-rokoko, får sammen med en sært problematisk casting, den anerkendte, østrigske instruktør André Heller’s iscenesættelse af Rosenkavaleren Berlin til at virke besynderligt ufokuseret og uden gnist.

Solister og orkester er selvsagt i ypperste klasse her på Staatsoper Unter Den Linden. Men det virker, som om produktionsdesignet leder forgæves efter fodslag og retning, og ender som kønne fragmenter af en stor idé, der aldrig for alvor samler sig.

Den internationalt efterspurgte Strauss og Wagner-specialist, den finske sopran Camilla Nylund  er ubetinget, vokalt topkvalificeret, men i sin dramatiske fremtoning ikke et helt overbevisende cast som den attraktive cougar Marskalinden,– der godt nok oplever dalende kurs på sin sociale og erotiske kapital – men alligevel.

Alting har sin tid er temaet, som er hele operaens bittersøde omdrejningspunkt.

En ubekvem sandhed, der italesættes gennem Marskalindens hede elskov med en yngre officer, der til syvende og sidst ender lykkeligt i armene på stykkets smukke ungmø – og lader Marskalinden alene tilbage med sorteper – og minderne.

Alt sammen garneret med diverse lystige fjollerier, anført af den gustne baron Ochs – en selvoptaget krænker – operaens svar på Harvey Weinstein – der lader sig rulle ind i denne forvekslings- og forviklings-komedie af klassisk Rossini/Mozart-buffa tilsnit.

Ochs er absolut velgestaltet med stor klangstyrke og dramatisk overskud af den måske lidt for handsome tyske baryton David Steffens, der er på en eller anden måde hverken forekommer klam nok eller dum nok til at indgå bare nogenlunde troværdigt som fjolset i denne wiener-klassicistiske soap opera, der er en af Strauss’ mest populære.

Endnu et problematisk cast er den unge officer Octavian i titelrollen, gestaltet af den Makedonsk/canadiske mezzo Ema Nikolovska, der heller ikke virker fysisk i pagt med sin forførerrolle, omend hendes vokal forekommer overbevisende.

Et vaflet, japansk-floralt bagtæppe af den slags, der blev eksotisk ved århundredeskiftet, samt  store blå sætstykker, der ligner indersiden af en habitjakke, tilsat sære runde kighuller, sætter rammen for de erotisk/komiske eventyr i første akt, mens 2. akt udspilles i en elegant palmehave, der sætter mere fut i rokoko drømmene, uden dog at komme helt i mål, trods et tappert opbud ambitiøse kostumer. ’Fuldemands-valsen’ afleveres med herligt geschwung og huskes som et af højdepunkterne i en forestilling der generelt lider under et rodet udtryk.

Strauss skrev Rosenkavaleren  i 1911, lige efter de musikalske innovationer Salome og Elektra, der begge er mesterværker i deres egen ret, men også udfordrende i deres modernitet og amelodiske tonesprog.

Med Rosenkavaleren ønskede han at skabe en slags hyldest til Mozarts operakomedier og den verden af i går, som Stefan Zweig beskrev så smukt i sin roman. Og som i kompositionsårene allerede var på vej mod verdenskrigenes ødelæggelser og romantikkens afmontering.

Missionen lykkedes, men det undrer i dag, at Rosenkavaleren trods sine musikalske kvaliteter pustes op til næsten fem timers længde, hvor Puccini 20 år tidligere havde vist, at man udmærket kan skabe blændende operakunst på den halve spilletid med en mere effektiv publikumsoplevelse til følge.

Fire stjerner til en lidt underspillet, rutinepræget forestilling, der med aftenens cast ikke kommer helt i mål med Strauss’ publikumsfavorit, som er oplevet stærkere og mere indtagende i andre opsætninger med mere bling og mere gnist.

BERLIN TIPS LIGE NU

Gå ikke glip af den østrigsk/tyske multikunstner Yadegar Asisi’s fabelagtige 360 graders Pergamon Panorama, der bringer den antikke metropol til live i en gigantisk rotunde på Museumsinsel, et mastodontisk værk som du besigtiger fra et 10-15 meter højt trappetårn, mens lyd og billede drejer omkring dig i en komplet overrumplende 1:1 fornemmelse af at være der selv.

Et andet  godt kunst tip er Neue Nationalgallerie i  Mies Van Der Rohes smukke signaturbygning nær Potsdamer Platz. Udstillingen er bl.a. aktuel med Gerhardt Richter og en række skarpe værker fra 20-30’ernes babylonske Weimar-Tyskland.

Efter teatertid er der som altid åbent til over midnat på Borchardt’s i Mitte, som byder på østers, bobler og netop nu de lækre, hvide asparges, tilsat travl incrowd-ambience af VIP’s og wannabe’s.