CPH STAGE • 2023

★★★★★☆

Foto: Yanina Isla

ANMELDELSE IN C: ORIGINAL OG STÆRK SCENEOPLEVELSE

Teaterfestivalen CPH Stage satte i gang med et brag, da det tyske dansekompagni Sasha Waltz & Guests indtog Skuespilhuset med den prægtigt eksekverede, pulserende danseforestilling In C.

Titlen refererer til komponist Terry Riley’s værk fra 1964, som er en hjørnesten inden for den minimalistiske musik. 

Koreografien, der består af 53 skarpt definerede sekvenser tilsat improvisationer, udforsker dynamikken mellem individ og gruppe, og lader danserne myldre ind og ud mellem hinanden i snart synkrone, snart frisatte moves. 

Et koncept, der lyder langhåret, men som overbeviser og giver stor mening i kompagniets blændende udførelse. 

Koreografien spændes ud i veloplagte loops af pågående ottendedele – en insisterende, rytmisk understrøm af repetitiv, minimalistisk musik a la Philip Glass – en slags analog techno for strygere, harpe, træblæs, vibrafon og marimba. Lækkert forløst af Athelas Sinfoniettta Copenhagen. 

Scenografi og kostumer er holdt i en farveeksplosion af pastel og pang, og man er rent ud sagt tryllebundet af forestillingens overrumplende symbiose af dans, musik og energi i samtlige 60 minutter. 

En original og stærk sceneoplevelse, der anbefales på det varmeste hvis chancen for at opleve den berømmede tyske koreograf Sasha Waltz og hendes kompagni atter skulle byde sig.

Fem stjerner Fra Det Sku’ Du Se.

FØLG CPH STAGE PÅ DET SKU’ DU SE

CPH Stage præsenterer over 70 forestillinger her i 2023 sæsonen, der markerer festivalens 10 års jubilæum.

Det Sku Du Se tager dig med til bl.a. Memoriam, Work Bitch, Amduat og ikke mindst Kannibalen i Skuespilhuset.

Forestillingen er baseret på den ægte historie om Armin og Bernd-Jürgen, der mødtes i et chatforum for kannibaler på nettet. Begge havde gennem flere år søgt efter et menneske, der kunne forløse deres inderste ønsker…

Forestillingen blev ved premieren i 2022 en af de mest omtalte forestillinger længe. Stay tuned.