OH, JOSEPHINE • SOPHIENHOLM

★★★★☆☆

Foto: Per Morten Abrahamsen

ANMELDELSE OH, JOSEPHINE: MALOU TAKIBO – ET STORTALENT I UDBRUD

Musikteaterforestillingen Oh, Josephine overrasker ved at være andet og mere end det jazzy feelgod-show, man havde forventet ved tanken om den fiffige singer/showdanser Josephine Baker, der blev ikonisk med sine skøre grimasser, bare bryster og bananskørt i en tid, hvor moralbegreberne slet ikke var klar til den slags.

Oven i hatten leverer Teatergrad-ensemblet en kollektiv skideballe til alskens hykleri og forløjethed fra 1930’erne og op til i dag. Det er skarpt teater, som viser tænder, men som måske også gaber over en bid for meget.

Forestillingens tråd er en tidslinje, startende med raceoptøjer, lynchninger og mordbrande i USA’s sydstater i 1917, og fortsætter op gennem mellemkrigsårene.

En periode, der på en ubekvem måde ligner en parallelforskydning af vor egen tid, med stigende, internationale spændinger, oprustning, krigstrommer, der buldrer fra Ukraine til Taiwan, opgør med seksualitet, kønsidentitet, autoriteter og sædvaner fra  den gamle verden.

Det hele framet af tidens kunstnere, intellektuelle og et kulturliv, forceret af nye medier, nye strømninger og moralbegreber, der presses af løssluppent frisind såvel som stædig, højredrejet konservatisme.

I titelrollen er debutanten Malou Takibo et sandt scoop med sin støvede, sexy  jazzvokal og æggende dansetrin. Der er ikke en tone uden swing, ikke en fod sat forkert og ikke en replik uden nerve. Wow for en debut.

Et stortalent i udbrud, der løber med det meste af opmærksomheden til trods for en stærk præstation af Rolf Hansen i rollen som sprechstallmeister i den hypede, nu hedengangne, københavnske danserestaurant Adlon på Nørregade 41, som indrammer fortællingen, sjovt scenograferet som stilladsagtigt tableau i Sophienholms billedskønne park.

Lokationen er indbegrebet af postkort perfekt og står i skærende kontrast til den mørke alvor i dette originale stykke nyskrevne musikdramatik, hvor et skarpt cast skildrer historien om Josephine Bakers besøg i København i 1928.

Historien udfoldes i kabaret-lignende sekvenser hvor vi i monologer, dialoger og sangnumre præsenteres for datidens kulturelite og deres kæpheste. 

Et greb, der giver flow og fremdrift, tilsat nyskrevet, jazzpræget musik af det ganske lille band, der leverer et originalt lydbillede til løjerne. 

At Josephine Bakers københavneroptræden vakte furore er ingen hemmelighed, og man kunne rigtig godt tænke sig at se en velproduceret DR drama-doku om skandalen. 

Jazzmusikken, der bakkede Baker op, blev i Jyllands-Posten betegnet som tudehorn, tilsat spektakel-instrumenter og kasserollestøj.  

Nogle mente, at Danmark var så langt ude i dyrkelsen af negerkomik og negerdans, at der burde gribes ind fra myndighedernes side. Københavns politimester ønskede dog ikke at forbyde Bakers bare babser, da han fandt det urimeligt at forbyde noget så kønt. 

Politiken, der allerede dengang var organet for den højeste oplysning og dermed klogere end alle andre medier, kunne tilføje, at Josephine Baker ikke var helt neger (men kun halvneger?) og derfor ikke besad den humor og naturlighed, man trods alt plejede at se hos negrene. 

Det utrolige ved disse aviskommentarer er, at det jo ikke er SÅ mange år siden, at man kunne skrive sådan uden at blive korsfæstet.

Stykket synes at ville lidt for meget, da det skøjter videre gennem besættelsen, til vi undslipper nazisternes bistre favntag og ender helt oppe i vores egen tid. Finalen er en heftig, moraliserende svada rettet mod det evige hykleri i en afsluttende dundertale, bastant afleveret og måske lige på kanten af at spolere den fine sommerstemning i Slotshaven.

Jeg kan ikke sige mig fri for at finde slutningen en kende infantil, men der er knald på retorikken, og man sidder tilbage i de behagelige klap/liggestole med sin rosé  og en rigtig god fornemmelse af, at have overværet et teaterstykke, der har noget på hjerte og talent på alle poster.

Fire flotte stjerner fra Det Sku’ Du Se.