DEN GERRIGE • GRØNNEGÅRDSTEATRET

★★★★★☆

Foto: Bjarne Stæhr

ANMELDELSE DEN GERRIGE: SKÆPPESKØN FEDTSYL SPARER IKKE PÅ LATTEREN

Karen-Lise Mynster er skæppeskøn som den plagede fedtsyl i Moliéres Den Gerrige, der ikke sparer på latteren i Odd Fellow Palæets have. Herlig sommerunderholdning i sikre hænder hos Grønnegårdsteatret, der endnu en gang demonstrerer, hvordan klassisk komedie skal skæres.

Farcens omdrejningspunkt er den parisiske parykprovo, komediedigteren Moliéres på én gang ætsende og kærlige hudfletning af gerrighed – en af de menneskelige egenskaber, man nødigt flasher på de sociale medier.

Et veloplagt cast med KLM i titelrollen, flankeret af bl.a. den altid herlige Tina Gylling Mortensen, holder komediegryden i kog fra start til slut. En tempofyldt affære, der serveres med charme og overskud og er lige til at blive i godt humør af.

Ingredienserne er rigelige mængder af grådighed, nærighed, tyranni, paranoia, arrangerede ægteskaber og tilsyneladende umulig, ung kærlighed.

Det hele rørt sammen I en skøn blanding af intriger og forviklinger – og mon ikke kabalen går op til sidst i denne letløbende grinebider-klassiker fra 1668, der gør sit job uden at vende op og ned på Moliére med søgte opdateringer – eller for alvor træde nogen over tæerne, som stykket rent faktisk gjorde for knap 400 år siden i de bedre, parisiske kredse.

Helt ubetalelig comedy er Karen-Lise Mysters fornemme solopræstation, da det går op for den gerrige patriark, at hele formuen, som han har skjult i en nedgravet pengekasse i haven, viser sig forsvundet og alt liv dermed lige så godt kan ophøre.

Gnister slår det også i samspillet med Tina Gylling Mortensen i topform, som kvinden med en plan, der kan få alle enderne til at mødes i dette herlige kaos af kærlighed og cool cash.

Latteren runger om kap med fugleskrig og -kvidder, denne premiereaften i perfekt sommervejr, hvor Madeleine Røn Juul har iscenesat løjerne i muntre kostumer og effektiv op og ned ad trapper- ind og ud af porte-scenografi af Gøje Rostrup.

Fem stjerner Fra Det Sku’ Du Se til en underholdende forestilling, som nok er lige lovlig loyal overfor forlægget, men som ikke vil skuffe Grønnegårdsteatrets trofaste stampublikum. Nogle mener endda, Den Gerrige er teatrets bedste forestilling i flere år.

Husk picnickurv og bobler, der bl.a. kan indtages i scenografien inden forestillingen.