FIGARO’S BRYLLUP • SALZBURG FESTSPIELE 2023

★★★★★☆

Foto: Matthias Horn

ANMELDELSE FIGARO’S BRYLLUP: ET MESTERSTYKKE AF MUSIKALSK KLARHED OG EMOTIONEL FORLØSNING

Martin Kusej’s nyopsætning af Figaro’s Bryllup ved Salzburg festspillene sætter Grevinde Almaviva i centrum i en gennemført veltænkt, fræk, dristig og bragende flot eksekveret opdatering af Mozart klassikeren i komponistens fødeby.

Idé, stagedesign, sceneteknik, orkesterspil og stjernesolister smelter sammen i en førsteklasses, original operaproduktion, der både formår at hylde Mozarts geni og rokke ved traditionerne.

Helt fremragende er den sydamerikanske, lyriske sopran Adriana Gonzáles som operaens hårdt prøvede grevinde Almaviva, der må stå model til, at greven elsker hende mest, da han tror, hun er en anden – og alligevel ender med at tilgive ham i den gribende slutscene, som er blandt Mozarts mest veldrejede kompositioner – det siger ikke så lidt.  

Finalen med de ikoniske kvintspring er et mesterstykke af musikalsk renhed og emotionel forløsning på et næsten religiøst niveau.

Opdateringer af klassiske operaer er risky busines, der sjældent falder så heldigt ud, som her.

Den østrigskfødte instruktør synes at have ladet sig inspirere af det ’glemte’ kapitel i Figaro’s fortid, der handler om han rent faktisk er et rigmandsbarn, der blev bortført af gangstere, og senere fundet som hittebarn i en kurv med ædelsten og dyre klæder.

Hele historien er i denne herlige fortolkning hensat til et gangstermiljø og skifter mellem locations af mafioso-kriminel, visuel karakter – som en blæret luksus bar Upper Manhattan style, en ramponeret badeanstalt hvor nogen får bank lige om lidt-typen, og en klam betonkælder syv etager under jorden hvor både fester og optakt til regulært shootout udspiller sig.

Sidste del foregår som bekendt i haven til grevens domicil, men der er fusket med størrelsesforholdet,  så græsset er meterhøjt og menneskene dermed reduceret til en slags forsøgsdyr, travle myrer eller spøjse insekter under lup.

Det er, som om vi studerer kærlighedens væsen og den menneskelige natur i en slags terrarium. Er det i grunden ikke dét, kunsten gør, når den er god? Vinkler og spejler vores indre, så vi kan se hvem vi er.

Ouverturen afleveres så klart klingende, som jeg ikke husker at have hørt den før, med uomtvisteligt overskud af Wiener Philharmonikerne dirigeret af Raphaël Pichon.

Perlerækken af hit-arier leveres upåklageligt undervejs af André Schuen som Capo Almaviva og Sabine Devieilhe som Susanna – her gestaltet som ualmindelig sexy, langbenet tjenestepige.

Grevinden/Gonzalés er  den helt stor publikumsfavorit i de ikoniske tårepersere Porgi, Amor og Dove Sono, hvor hun reflekterer rørende ømt og hudløst over kærlighedens brutale mix af utroskab, jalousi og sorg.

Denne scene flot, flot iscenesat som en slags dobbeltportræt, hvor grevinden synger foran Courbet’s berømte kussemaleri fra Gare D’Orsay (excuse my french) i scenens ene side – mens en helt afklædt Susanna tager karbad i den anden – en djævelsk combo og skidegodt tænkt, simpelthen.

Kort efter er Salzburg publikummet ved at tabe underkæben, da Greven er på besøg hos en splitternøgen prostitueret, der langsomt klæder den uantastet syngende wiseguy-tenor på, efter deres rendezvous.

Absolut pikant scenekunst med tabloid wake up-effekt, men ikke uden mening i fortællingens optik, der går direkte efter at stemple greven som den narcissistiske tølper, han er.

Lækker ser han tilmed ud, i slimfit italiano suit inkl. sølvskinnende håndvåben, der trækkes ved flere lejligheder (Kan du sige fallos).

Alt i alt en fremragende, nytænkt forestilling, der tager publikum med storm og udløser voldsom jubel under fremkaldelserne.

Topklasse opera i Salzburg,  der scorer fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.