DEN GRÆSKE PASSION • SALZBURG FESTSPIELE 2023

★★★★☆☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE DEN GRÆSKE PASSION : IMPONERENDE MASSEKOREOGRAFI OG SCENETEKNISKE MIRAKLER

Salzburg Opera Festivalen spiller ud med en visuelt og sceneteknisk imponerende Simon Stone opsætning af contemporary opera-sjældenheden Den Græske Passion i store tableauer på Felsenreitschules knap 100 meter brede scene. En flot dark horse i feltet af klassiske kendinge, der kommer smukt over målstregen.

Operaen fra 1961 er skrevet af den Stravinskij-inspirerede Bohuslav Martinů, som anses for at være den væsentligste, tjekkiske komponist efter Janacek.

Omdrejningspunktet er en etisk/moralsk diskussion af den flygtningeproblematik, der allerede var aktuel i 60’erne, og siden er blevet mere og mere påtrængende. 

Som titlen antyder, anskues det komplicerede emne gennem en kristen optik, som de fleste vel bekender sig nogenlunde fredsommeligt til i den vestlige verden – om ikke andet, så som del af et bredt accepteret og nogenlunde fair, humanistisk værdigrundlag. En slags vedtaget ramme for god opførsel.

Problemet er naturligvis, at den renhjertethed vi bryster os af at være rundet af, måske ikke er så renhjertet, når det kommer til stykket, og det ideologiske må vige for det pragmatiske. 

Åbner DU dit hjem og kummefryseren på vid gab, når en båd med 1200 afrikanske bådflygtninge lægger til ved Langelinie? Helt ærligt?

Sådan cirka udstilles godhedens dilemma i Martinůs moderne fire-akter Den Græske passion. 

Under ledelse af den lokale præst, er indbyggerne i en græsk landsby travlt beskæftiget med forberedelserne til næste års passionsspil, da de pludselig overrendes af en gruppe makedonske flygtninge, som er drevet på flugt, efter at tyrkerne har annekteret og nedbrændt deres landsby.

Nu banker de på døren i desperat nød – med brug for alt – og vi kan jo starte med næstekærlighed. 

Flygtningenes leder, der minder ikke så lidt om ukrainske Zelinskyj, viser sig selv at være præst, og det lykkes faktisk at lave en aftale med de lokale, hvor de tilrejsende kan slå sig ned på et nærliggende bjerg,  slå rødder og begynde forfra.

Men så starter problemerne, og det ender selvfølgelig ad helvede til, for nu at blive i en semi-religiøs lingo. 

Det raffinerede ved Nikos Kazantzajkis libretto er, at de lokale beboere ender med at blive ét med de karakterer, de har fået til opgave at gestalte ved det passionsspil, som er fortælllingens rammekoncept.

Johannes, Judas, Maria Madalena, Jesus, de er der alle sammen.

Det et er begavet gjort, når deres karaktertræk overføres fra det bibelsk ophøjede til beskidt, men også forståelig hverdagsrealisme i et lille lokalsamfund under pres.

Engelske Simon Stone har iscenesat dette moderne stykke musikdramatik i et morderlig flot stage design med imponerende massekoreografier og scenetekniske mirakler i form af vandfald, springende kilder, levende dyr, lysende kors og oppustelige kristusfigurer, der smadrer op gennem gulvet.

Musikken er minimalistisk, repetativ a la John Adams og Philip Glass, med melodiske figurer og motiver, der fletter sig ind og ud af hinanden, og kulminerer i et bragende flot rekviem, da flygtningene smides på porten.

I en pøl af blod falder næstekærligheden og den kristne selvforståelse fra hinanden, i en velkendt, magelig egoisme.

Som altid i Salzburg er orkester og solister i i topklasse. Forestillingen betager i  knap to timer uden pause og belønnes med fire stjerner fra Det Sku’ Du Se. 

PS. Var det virkelig stjerneinstruktøren Barrie Kosky, der sad to sæder foran mig og nikkede anerkendende gennem hele forestillingen? Det siger vel det hele.

Jeg var SÅ starstruck og kan ikke vente til 11. september, hvor jeg anmelder premieren på hans udgave af Rhinguldet på Royal Opera House i London – en vildt hypet kickstart af den internationale opera efterårssæson 23-24. Husk at læse med.