FALSTAFF • SALZBURG FESTSPIELE 2023
★☆☆☆☆☆
Foto: Ruth Walz
ANMELDELSE FALSTAFF: ET FÆLT FLOP
Den Zürich-fødte, avantgardistiske instruktør Christoph Marthaler flopper fælt med sin Falstaff opsætning i Salzburg, der har fået så mange prygl af publikum og presse, at dét næsten er blevet en forestilling i sig selv.
Pinligt ringe, noterede jeg nøgternt i pausen, hvor tysk og international operapresse efterfølgende har skruet anderledes op for retorikken, med nok så saftige, nedladende vurderinger af produktionen.
Her er en lille buket af tidslerne.
Slapstick af værste skuffe. Ideen døde efter 15 minutter. Kaotisk og ude af kontrol. Sløvt og uforståeligt. Melankolsk nonsens. Instruktørens surrealistiske bizar-komik har ramt bunden. Christoph Marthalers instruktionsstil er for længst afsløret som fup og fidus. Et halvt dusin gallagæster flygtede i vrede. Forestillingens værdi er lig nul. Komplet mislykket.
Marthalers take på Verdis buffa opera Falstaff er rammet ind i et aldeles forvirret, subtilt koncept, som ingen i salen synes at forstå. Faktisk virker det som om ikke engang kunstnerne fatter den præmis, de er sendt på scenen til at fortolke.
Fortællingen læner sig op ad filminstruktøren Orson Wells, der ud over mesterværket Citizen Kane også stod for mindre kendte, kunstnerisk ambitiøse, men til tider også kuldsejlede projekter.
Herunder en såre indviklet filmisk fortolkning af Falstaff, fra midt 1960’erne, som Wells selv kaldte et mesterværk, mens kritikken haglede ned over den sære produktion, der blev til under komplicerede omstændigheder, hvor Wells bl.a. måtte lyve for investorerne om filmens reelle handling og indhold, for at hutle finansieringen igennem.
I Marthalers pryglede operaproduktion, der skal forstås som en slags hyldest til Orson Wells, optræder en instruktør ved navn Orson W. som statist, der forsøger at skyde Falstaff-historien som film.
Operaen er hensat til et nedslidt filmset med tynde kulissevægge, henkastet, tudegrim scenografi, spredte spotlights, vindmaskine og en forvirret instruktør-assistent trillende rundt på rundt på dolly, som det hedder, når man har et tungt kamera inkl. sæde monteret på udlagte togskinner.
På scenens ene side ses en eksklusiv hjemmebiograf, hvor et skiftende antal gæster følger klip fra filmen i filmen, som insinueres at være under produktion.
På scenens anden side finder vi en tørlagt swimmingpool med skumpuder, som teknikere og statister uophørligt falder i, efter at være skvattet i kabler eller kameraudstyr.
I dette overspillede, umorsomme kaos søges det komiske plot drevet frem. Historien om Falstaff er en komisk detalje, hvor den selvglade, forspiste og fordrukne, ex-officer sender enslydende, amourøse invitationer til to velhavende kvinder i håb om at score både dem og deres formue.
Bedraget bliver opdaget, Falstaff skal have en lærestreg, og ender med at blive smidt i Themsen i en vasketøjskurv.
Verdi var ellers holdt op med at skrive operaer for at hellige sig sin nye hobby – komposition af fugaer – men lod sig friste af den ukomplicerede komedie.
Musikken blev den sidste opera fra mesterens hånd og er præget af indiskutabel tæft. Han havde næppe brudt sig om denne mislykkede adaption af sit værk.
Sangerne, bl.a. den grammyvindende canadiske baryton Gerald Finley, den ellers altid driftsikre Jens Larsen og den talentfulde russiske sopran Elena Stikhina, er ufokuserede, Wiener Philharmonikerne virker desorienterede, dirigent Ingo Metzmacher gestikulerer som en pilot på et fly i en nødsituation (citat fra tysk avis) – og ingen fatter en østrigsk ko-bjælde af hvad der foregår, endsige hvor historien blev af.
På scenen synes jeg at øjne de medvirkendes forpinte blikke til hinanden, da de første buuuhs fra den totalt udsolgte sal lyder allerede 15 minutter inde i forestillingen. Publikums reaktion, da Marthaler kom på scenen under fremkaldelserne, var ikke nådig.
Denne Falstaff rammer et uhørt bundniveau for Salzburg-opførelser, og det undrer mig, at festival ledelsen ikke har en håndbremse at trække i, når en produktion så tydeligt kører pivskævt. På den anden side er en skandale i ny og næ jo også med til at holde liv i presseomtalen.
1 sølle stjerne må det blive til.
