ARENDT – AT SE I MØRKE • AVENY-T

★★★★☆☆

Foto: Emilia Therese

ANMELDELSE ARENDT – AT SE I MØRKE: VELLYKKET OBDUKTION AF ONDSKABENS ANATOMI

Skal man være et uhyre for at begå uhyrligheder? Nej, mener den tysk/amerikanske filosof og politiske tænker Hannah i Arendt i dramatikeren Rhea Lemans obduktion af ondskabens anatomi. Arendts liv og tanker er omsat til et yderst vellykket skuespil, der netop nu kan opleves med flotte præstationer fra et tæt spillende cast på Aveny-T.

Arendts filosofiske pointe baserer sig på en konstatering af, at mennesker, der abonnerer på en ideologi nok har tanker, men ikke kan tænke.

Ondskab kræver ikke noget særlig bestialsk talent, men kan udføres af ethvert menneske med blot en smule reduceret etisk og moralsk kapacitet. 

Betyder det så, at man som udførende bureaukrat i et totalitært rædselsregime med folkedrab på samvittigheden, er frataget skyld og ansvar for sine handlinger? 

Spørgsmålet bliver ekstra delikat, når det rettes mod topnazisten Adolf Eichmann der blev opsporet i Argentina længe efter krigsophøret i 1945 og kidnappet af israelske Mossad-agenter, der bragte ham til Jerusalem.

Her blev Eichmann udstillet i en retssag hvor han blev dødsdømt for sine forbrydelser mod det jødiske folk.

I en stærkt omdiskuteret reportage fra retssagen gjorde Arendt op med myten om nazister som menneskelige monstre og talte dermed tidens opfattelse imod.  

Eichmann viste sig hverken at  være specielt antisemitisk eller psykopatisk anlagt, men blev en bemærkelsesværdigt hårdtarbejdende hovedarkitekt på Holocaust alene for at fremme sin karriere. Er man fritaget for ansvar, når man bare følger ordrer?

Ondskabens banalitet (almindelighed) blev overskriften, der indrammede Arendts analyse, som var ilde hørt i brede kredse.

Jeg tænker uden gelænder, sagde Arendt om sig selv. Kunne hun  gennemskue efterkrigsårenes blinde raseri og se i mørket? Døm selv – det er dét, som er stykkets dna.

Som teaterstykke er Arendt begavet med Lisbeth Burians særdeles smagfulde scenografi af hotelværelser i New York, Paris og København, som hun besøgte for at modtage den danske Sonningpris seks år før sin død. En scenografi, der gang på gang accellererer med dynamik og godt doserede videoeffekter.

Ina-Miriam Rosenbaum er stærkt spillende (Reumert-kandidat?) som den livskloge og evigt cigaretrygende Hannah Arendt.

Hun får dygtigt og humoristisk med- og modspil af Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard, der løfter helhedsoplevelsen i deres sideroller. Anne Zacho Søgaard har instrueret, og resultatet er fornemt.

Ups, Stod der humoristisk? Ja, der gjorde. Stykkets fortjeneste er at behandle det tunge emne med en ofte humoristisk  distance, sågar med Chaplin/Diktatoren referencer,  så den uhyrlige Holocaust alvor er til at holde ud. Lidt for langt bliver det, specielt i 1. akt – men lad det nu ligge.

Tematikken er relevant for os i en tid, hvor krig og konfrontationssøgende hadtale dagligt konfronterer os med vores personlige ansvar og moral.

Dygtigt teaterhåndværk, ej blot til lyst – og fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.