ANOTHER BRICK IN THE WALL PART 5 • ØSTRE GASVÆRK
★★★★★★
Foto: Søren Malmose
ANMELDELSE ANOTHER BRICK IN THE WALL PART 5: FABELAGTIGT ROCKTEATER
Johan Olsen er et scoop som den gribende inkarnation af rablende menneskelig desperation i Østre Gasværks fabelagtige koncertteater-opsætning af Pink Floyd’s ikoniske mesterværk The Wall, der stryger direkte til tops og scorer de sjældne seks stjerner hos Det Sku’ Du Se.
Båret frem af et hamrende fedt rockband og Gasværkets formidable TheatreMax® sceneteknologi, bevidner vi historien om Pink, en slags fabulerende, ikke-lineær selvbiografi af værkets skaber, Pink Floyd medlemmet Roger Waters, der hudfletter sin traumatiske opvækst i en række spektakulære scener, omgivet af indre dæmoner, magisk tilstedeværende i dans og luftakrobatik.
Det ikoniske The Wall album udkom i 1979 og har solgt over 30 mio. eksemplarer, ligesom fortællingen har været omsat til animationsfilm, opera, samt naturligvis et hav af iscenesatte koncertopførelser.
Berlin-koncerten efter Murens fald i ’89 var et sceneshow af uhørte dimensioner med omkring en halv million tilskuere, og står som en milepæl i rockhistorien.
Som bekendt har The Wall faktisk ikke noget med Berlinmuren at gøre, men er en abstraktion over den ’mur’, hovedpersonen må bygge omkring sit martrede sind for at udholde livet.
Nogle har kaldt historien grådlabil på kanten af det pylrede, men når man får kastet værkets ubetingede topnummer Comfortably Numb (behageligt følelsesløs), lige i masken af et så kompetent band, som Gasværket har indforskrevet til opgaven, må man overgive sig til smerten.
Dét nummer og dén guitarsolo, der iflg. min ledsager, (en sandhedens mand af indiskutabel rockhistorisk kompetence) var stort set 1:1 med David Gilmours klassiske Fender Stratocaster-solo i originalversionen, får Gasværkets kuppel til at lette.
Symfonisk rock i en teater-realisering som denne, udløser et visuelt/musikalsk satori som du ikke glemmer lige med det samme. Hvis du ikke vidste det, er satori en japansk/buddhistisk betegnelse for en slags særlig indsigtsfuldt, uforklarligt klarsyn. Ja, jeg lader mig gerne rive med, når kunst og kultur gør indtryk.
Andre vil have kostskole-basheren ’We Don’t Need No Education’ som aftenens favorit, også dette nummer stærkt iscenesat med et forbløffende opbud af avanceret sceneteknik, der tager pippet fra publikum.
Kapelmester Søren Graversen pisker sit fremragende band frem, så det er ren rockfryd. Kan jeg snart sige det tydeligere.
Finalen The Trial samler trådene med sprudlende, kabaretagtig liveaction, og et dybt originalt soundtrack kombineret ned imponerende lys og videografik. Line Bech’s formidable kostumer tangerer en surrealistisk association af Carol Lewis og Alice in Wonderland. Fedt!
The Wall er gesamtkunst af høj klasse og Wagner havde elsket det!
Pink Floyd røg efterfølgende i totterne på hinanden, og en årelang kamp om rettigheder har verseret mellem parterne lige siden.
Denne teaterudgave er efter sigende verdens første af slagsen, den er produceret efter aftale med Roger Waters og hedder ikke The Wall men altså Another Brick In The Wall Part 5.
Det må de selv slås med, så længe vi andre kan få lov at opleve denne sublime forestilling, med et generøst opbud af spektakulær teatermagi og hamrende fed musik i topgearet iscenesættelse af Heinrich Christensen og et bomstærkt kreativt/teknisk team.
Johan Olsen deler rollen som Pink med teaterrock-veteranen Jimmy Jørgensen, som jeg er helt sikker på vil levere en præstation på tilsvarende topniveau.
