JERSEY BOYS • TIVOLIS KONCERTSAL

★★★★☆☆

Foto: Morten Rygaard

ANMELDELSE JERSEY BOYS: RETRO SÅ DET BASKER OG EN FED AFTEN I TEATRET

Jersey Boys er et kæmpe internationalt musical-hit, der ind til videre er lykkedes med at drible uden om Danmark. Nu har du mulighed for at opleve forestillingen i en energisk jukebox-opsætning hvor et tændt cast med et stærkt spillende band i ryggen, tegner et underholdende, og til tider helt rørende portræt af taberdrengene fra New Jersey, USA, der slog igennem i 60’erne som de legendariske Four Seasons.

Aftenen kulminerer med en forrygende udgave af det i grunden lidt besynderlige, tredelte megahit  Can’t Take My Eyes Off You, der starter som en croonerballade og rebooter på midten i et helt forrygende, salsa-agtigt blæserriff, for derefter at eksplodere i det ikoniske I Love you Baaaaaby-omkvæd. 

Kæft, det er altså et godt nummer, som den navnkundige komponist og hitsnedker Bob Gaudio endda måtte kæmpe en hård kamp med pladeselskabet for at få udgivet i det hele taget. Man skulle lige ha’ været vaks ved havelågen og købt rettighederne dengang, så var det bare ahoha from Hawaii i dag.

Musicalen inkorporerer stribevis af disse funfacts, der tilsammen giver den velnok lidt tyndbenede musical en menneskelighed, der ender med at gøre indtryk i Thomas Agerholms instruktion.

Når jeg skriver det sådan, er det fordi det hele starter lidt tyndt i en noget afpillet scenografi af ellers altid leveringsdygtige Benjamin La Cour, der her må leve med turnescenografiens snærende bånd –  og så er det heller ikke værre. Flotte videosekvenser og stilsikre kostumer sætter snart liv i sagerne.

Du kan tage en mand ud af New Jersey, men du kan ikke tage New Jersey ud af en mand, er nøgleordet i denne fortælling om the rise and fall of en af 60’ernes bedst sælgende popgrupper med et pladesalg der har rundet 100 mio. skiver.

Musicalen er den autentiske, lineære historie om de fire Jersey-drenge, der starter et band efter at have ramt en musikalsk fællesåre under en gadelampe i et af slumkvartererne i den trøstesløse by, som kun de færreste evner at slippe væk fra.

Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard og Jesper Paasch gestalter de fire orkestermedlemmer og bringer karaktererne til live gennem en ikke ueffen fortællestil, hvor de hver især skiftes til at fortælle deres version af begivenhederne.

Et greb, der tilføjer en vis dybde og kompleksitet til historien, som trods sin lidenhed har fanget et stort publikum med sin fortælling om venskab, loyalitet og jagten på den amerikanske drøm.

I front imponerer Mikkel Hoé Knudsen som Frankie Valli med dynamisk spil og en flot vokalpræstation i de mange teknisk svære falsetpartier. HELT skøn og oppe på tæerne er gruppen i deres herlige, spøjst firkantede, spjættende showkoreografi, klædt i ens jakkesæt og smalle slips.

Det er 60’er retro så det basker, og ender som en fed aften i teatret.

Four Seasons var ikke et syret soundtrack til samtidens sociokulturelle revolution og opgør med autoriteterne,  ejheller et musikalsk nybrud som f.eks. The Beatles.

De var fire ret normale gutter fra New Jersey, der sled for karrieren på landevejene med alt hvad det indebar af tarvelige rockhoteller, drinks, damer og indbyrdes konflikter. En historie om at komme til tops og betale prisen. Et rocker/mafialån ender næsten med at spænde ben for sagerne, men det skal du selv gå ind og opleve.

Det codyle, Motown-agtige, discofunky mega dancehit Oh What A Night bringer salen på benene og stemningen i top – og så kan det godt være, at Jersey Boys ikke er det væsentligste og mest nødvendige bidrag til kulturen her i 2023.

Nyd det gode show for underholdningens skyld og gå derfra med ørehængere på hjernen og en varm fornemmelse i hjertet.

Spiller i Tivoli og fortsætter på turne i hele landet. God tur og fire stjerner fra Det Sku’ Du Se